Læsetid: 3 min.

Må vi diskriminere?

9. juli 2003

MANDAG MORGEN spurgte Pia Kjærsgaard i radioavisen: »Hvorfor må vi ikke diskriminere?« Det er et spørgsmål, som kræver et moralsk eller politisk svar. Og som ofte er blevet besvaret juridisk: »Det må vi ikke, fordi det må vi ikke.« Vi må ikke diskriminere, fordi vi er bundet af konventioner. Bertel Haarder har gang på gang forklaret, at vores udlændingepolitik skal være ’anstændig’ og i overensstemmelse med internationale konventioner.
Morten Kjærum, der dengang og nu igen er leder af det Danske Center for Menneskerettigheder, udtalte i forbindelse med Folketingsvalget i 2001:
»Selv om den kommende regering lægger op til en hård kurs over for indvandrere og flygtninge, skal man ikke regne med, der kommer færre udlændinge til landet. Loven kan ganske enkelt ikke strammes yderligere.«
Kjærum skitserede en modsætning mellem den valgte regerings politiske intentioner og det, der var muligt inden for de juridiske rammer. Det kan godt være, de gerne vil stramme. Men vi er ikke herre i eget hus.

DET ER EN retorik, vi kender: Vi kan ikke selv styre vores finanspolitik, fordi den skal følge den Europæiske Centralbank. Vi kan ikke selv prioritere, hvilken uddannelse vi ønsker i Folkeskolen, for vi skal skabe udbud, der stemmer med videnssamfundets efterspørgsel. Vores politiske valg står ikke til politisk forhandling. Det er både en regeringsretorik og en oppositionstaktik. De, der stadig er modstandere af EU, betjener sig også gerne af det juridiske argument: Grundloven står i vejen for unionen. Grundloven betyder i denne kontekst det paradoksale, at vi ikke selv kan vælge, om vi vil tilslutte os internationale institutioner.
Den tyske sociolog Ulrich Beck beskrev allerede i 1986 politik på nationalstatsniveau som underholdning og propaganda:
»Situationen bliver nærmest grotesk, for så vidt som det ikke-politiske begynder at overtage politikkens ledende rolle. Politikken bliver til et offentligt finansieret reklamebureau for de positive aspekter ved en udvikling, som den ikke kender og ikke har nogen indflydelse på.«

GLOBALISERING betyder i dette perspektiv: afpolitisering. Og Anders Fogh Rasmussens succes som statsminister har været, at han har insisteret på repolitisering. Skattestoppet lover, at uanset hvad der sker, så bestemmer vi selv. Det gælder også udlændingepolitikken: Vi vil selv regulere, hvor mange flygtninge, vi tager imod.
De politiske felter, som har været profilerede under den nye regering, er områder, hvor vi selv bestemmer: Det drejer sig om retspolitik, hvor vi selv fastsætter strafferammen for voldsforbrydelser. Eller organiseringen af staten, hvor regeringen selv bestemmer, hvilke ekspertiser og eksperter den vil finansiere. Eller omlægning af amterne og kommunerne. Fogh Rasmussen har derimod vanskeligt ved at forholde sig til alt det, vi ikke længere bestemmer over. Derfor er hans politiske praksis negativt bestemt af globaliseringen.
Det har vist sig, at Morten Kjærum tog fejl. Men den alvorlige fejl er, at de andre, der bekender sig til menneskerettighedskonventionerne, har valgt at kritisere stramninger af udlændingepolitikken med juridiske argumenter. Vi savner et politisk eller moralsk svar på Pia Kjærsgaards spørgsmål. Det er, som om forsvaret for ligestilling for etniske, sociale, seksuelle og religiøse minoriteters ligestilling er blevet til et juridisk anliggende.

Da menneskerettighederne efter Murens fald etablerede sig som en dominerende faktor i de vestlige offentligheder, advarede den amerikanske filosof Richard Rorty mod misbrug. Hvis menneskerettighederne blev brugt til at lukke indenrigspolitiske uenigheder, ville de blive miskrediterede.
Rorty anbefalede, at vi forsøgte at integrere menneskerettighederne i den offentlige meningsdannelse ved at bringe os kulturelt på højde med dem. Dvs. vænne os til at argumentere politisk og ideologisk imod diskrimination, så rettighederne ikke blev som et fremmed spøgelse i vores lovgivning.
Det er præcis den opgave, som både borgerlige og venstreorienterede i Danmark har været ude af stand til at løfte. De har ikke kunnet kvalificere egne holdninger og udfordre fremmede holdninger på argumenter. Menneskerettighederne er blevet en perker: Den fremmede instans, der bestemmer over os. Det er derfor forudsigeligt, at Pia Kjærsgaard mandag promenerede den mulighed at opsige konventionerne. Dem vil vi også lukke grænserne for.
Lige præcis den udtalelse kan vi andre ikke betragte som et fremmedelement iblandt os: Vi har selv skabt den. Og nu gælder det om at forklare, hvorfor man ikke må diskriminere.
Det gælder om at forsvare menneskerettighederne ved at diskutere, som om de ikke eksisterede som grænser for den danske lovgivning.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her