Læsetid: 4 min.

Må dogmet være med dig

21. maj 1999

*Optagelserne skal foregå på lokation. Rekvisitter og scenografi må ikke tilføres
*Lyden må aldrig produceres adskilt fra billedet eller omvendt
*Kameraet skal være båret. Al bevægelse eller stilstand, der kan opnås i hånden, er tilladt
*Filmen skal være farvefilm. Lyssætninger accepteres ikke
*Optisk arbejde såvel som filtersætning af filmen er forbudt
*Filmen må ikke indeholde overfladisk action
*Tidsmæssig og geografisk fremmedgørelse er forbudt
*Genrefilm accepteres ikke
*Filmformatet skal være Academy 35 mm
*Instruktøren må ikke krediteres
Dogme 95

SKAL VI IKKE STARTE med den dårlige nyhed: Fra Cannes forlyder det, at cigarselskabet Zentropa har droppet sin oprindelige plan om blot en enkelt håndfuld spillefilm fremstillet under streng iagttagelse af ovenstående paragraffer. Efter den fortjente triumf for Thomas Vinterbergs Festen, Lars von Triers Idioterne og Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang har sundhedsministerens fjende nummer et, storrygeren Peter Aalbæk Jensen, nu tillige fået ild i røven og truffet aftale om fremstilling af ikke mindre end 16 nye dogme-film i det næste halvandet års tid. Fire af de nye værker er danske, resten skal drejes af forskellige europæiske selskaber i Zentropas fold. Dertil kommer The King Is Alive af instruktøren Kristian Levring.
Betænkeligt er det, hvis regnestykket succes gange dogme skulle give resultatet dovne. De første dogme-film virkede så forfriskende og forførende, fordi de turde gå mod vanefilmens bløde bevægelser, bløde lys og bløde historier. Men hvad sker der, hvis dogmen bliver til vane, og vanen lægges i hænderne på stribevis af instruktører, der muligvis ikke besidder von Triers og Vinterbergs tordnende talent?
Filmanmelderne har især hæftet sig ved, at når dogmeinstruktørerne giver afkald på ydre virkemidler, fremmes den indre spænding. Det er rigtigt, men mange blandt den lille million biografgængere og DR2-kiggere, der indtil nu har set dogmefilm, vil også have oplevet den sære sideeffekt, at teknikken pludselig bliver vældigt mærkbar, ja lige så hudnær som den priste psykologiske gnist. Tilskueren må knibe øjnene sammen for at skelne figurerne i overbelyste, rystede optagelser, og man venter sammen med skuespillerne på ørenlyd, når et jetfly passerer optagelsesstedet.
Den slags er kun tåleligt, når man ved, at det er kunst. Håndteret af amatører - Zentropa forbyde det - vil dogmerne frembringe hjemmevideo.

SÅ TIL DEN GODE nyhed: Stjernekrigen er brudt ud, igen. Mangemilliardæren George Lucas har uden tvivl studeret dogmerne nøje, for det er næppe muligt at opdrive et filmværk, som med samme indædte Rasmus Modsathed overtræder og nedjokker de puritanske forsæt.
Star Wars-filmsagaen kan ikke foregå på lokation, da denne ikke findes på Moder Jord, og fremmedgørelsen i tid og rum dyrkes som en last. Skuespillerne kan ikke bare komme i deres eget kluns, for halvdelen af dem er maskiner, der ville kortslutte af bekymring over, hvad i alverden de skulle tage på. Lyden fremstilles naturligvis adskilt, for musikken er kun med som reklame for de cd'er og computerspil, der er postyrets økonomiske bagtanke. I Hollywood kører kamera og pengekasse på skinner lige til banken, og hvem kan forestille sig Obi-Wan Kenobi og den nye skurk Darth Maul - berøvet lyssværd og anden optisk trolddom - udkæmpe en drabelig duel ved hjælp af, tja stearinlys. Overfladisk action er der i spandevis af, men til gengæld ingen distraherende befamling af sjæledybderne. En-dimensionale figurer vader rundt i widescreen og aflirer religiøse remser, trukket i Scientology-automaten på Sunset Boulevard: "Må kraften være med dig", "Du kan klare det, hvis du selv tror på det" og "Det er vigtigt at vide, hvad man vil". Der er selvsagt ingen grund til at lægge skjul på, at instruktøren er Gud.

STAR WARS er med andre ord Reagan-70'ernes overvintrede svar på menneskehedens krise her i årtusindets skumringstime.
Men Star Wars er mere endnu. Det nye The Phantom Menace og de tre forrige heltekvad er rigtige drengestreger, som kan give selv mandschauvinisternes hensygnende garde med Carsten Grolin i spidsen friske hår på brystet og fornyet kampgejst. Den ubekymrede mandighed har længe haft trange kår i Danmark, presset som den er af mødremafiaen - hvilket føromtalte krigsherre ikke har forsømt nogen lejlighed til at gøre opmærksom på.
Og sandt er det vel, at mens Star Wars-kulten i sin mest fanatiske form dyrkes i nørdede fanklubber, som udelukkende frekventeres af små og ret store drenge, så har dogmesuccessen rod i den særlige skandinaviske kvindeoffentlighed, som på godt og ondt insisterer på det nære, simple og dybe liv - på stedet og nu og kom, som du er. Men også stillestående og lidt skræmt over vide horisonter.
Her skal man ikke lade sig forvirre af, at dogmeinstruktørerne alle er mænd - de er godt opdragne.
Oprindelig var kortfilminstruktøren Anne Regitze Wivel i øvrigt tiltænkt en plads i det angiveligt anonyme instruktørfemkløver. Men hun trak sig, da hun følte, at hun af egen indre nødvendighed filmede "dogmatisk". Hun havde ikke som de mandlige instruktører brug for ti bud på inderlighed.
Mens den kønslige dialektik, som styrer Idioterne i Star Wars, bliver stående på lærredet til eftertanke et øjeblik, kan man begynde at glæde sig til syntesen i form af Lars von Triers nye - musical. lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her