Læsetid: 4 min.

Må et humanistisk samfund straffe med døden til følge?

Vi er principielt imod dødsstraf, men vi accepterer den, når den rammer Saddam Hussein - holdningen til dødsstraf er et grundlæggende moderne dilemma
5. januar 2007

De europæiske lande har ved at acceptere Saddam Husseins henrettelse indirekte accepteret et fænomen, som vi ellers forlængst har forbudt: Dødsstraffen. Men var pointen med det moderne oplysningssamfund ikke, at vi var blevet for humanistiske til at henrette vores forbrydere?

Spørgsmålet om dødsstraf rammer lige ned i hjertet af moderniteten, siger forskerne. Men dødsstraffens genopfindelse er ikke nødvendigvis en fallit for det moderne samfund, for dilemmaet har været der lige fra starten.

Historieprofessor Inga Floto forklarer:

"Krisen om dødsstraffen er krisen om det moderne."

Floto har udgivet Dødsstraffens kulturhistorie, og hun påpeger, at tvivlen om dødsstraf kommer med sekulariseringen og oplysningstiden.

"Hele det gamle henrettelsesritual var baseret på, at samfundet var nødt til at tage livet af forbryderen - og det under voldsomme lidelser - for at afværge Guds vrede."

Men med sekulariseringen mister samfundsmagten sin religiøse legitimering, forklarer Floto, og har man ingen Gud til at tage ansvaret for henrettelsen, må man finde nye begrundelser for at straffe.

"Her deler holdningerne sig i to: Enten beslutter man at straf skal handle om afskrækning og afhjælpning af forbrydelse, og her nytter det ikke noget at påføre lidelse og død, for det afføder bare medfølelse med gerningsmanden. Den anden retning siger, at vi bliver nødt til at slå ihjel, men vi må gøre det 'humant' og perfekt og allerhelst sætte maskinerne til det - her er den ekstreme version de amerikanske giftsprøjter, som betjenes ved at to bødler skal trykke på hver sin knap på computeren, og kun computeren ved, hvilken af de to knapper, der den dag udløser dødsmekanismen," fortæller Inga Floto.

FN mod dødsstraf

FN's nye generalsekretær Ban Ki-Moon vakte i forgårs opsigt, da han på sin første dag på jobbet mente, at Irak havde været i sin gode ret til at henrette Saddam Hussein, og at dét ikke var et spørgsmål for FN at blande sig i. En af grundpillerne i FN-systemet har nemlig været afvisningen af dødsstraf. Men Fergus Kerrigan fra Center for Menneskerettigheder mener, at Saddams henrettelse også kan ses som et udtryk for den forskel, der findes i amerikanernes og europæernes syn på dødsstraf.

"Tribunalet i Irak var jo en amerikansk opfindelse, som FN har været meget kritisk over for fra starten. USA har afvist al FN-rådgivning, og FN's sædvanlige standarder er ikke blevet overholdt. Det blev fra starten set som et stort problem," mener Kerrigan, "og man kan sige at henrettelsen viser, at kritikerne havde ret."

Fergus Kerrigan mener, at generalsekretærens udtalelse må være en begynderfejl - snarere end et udtryk for, at FN-systemet er begyndt at acceptere dødsstraffen. "I andre lande ser vi andre tendenser: For eksempel er Kina begyndt at tillade offentlige diskussioner af dødsstraffens rimelighed, og det er faktisk en stor landevinding i et land, der henretter så mange hvert år."

Mennesket og samfundet

Men dødsstraf er et dilemma for FN. For dilemmaet om døden ligger midt i idealet om det retfærdige samfund og det humane menneske. Det ser man allerede hos oplysningstænkeren Immanuel Kant, forklarer den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen, der har skrevet Ondskabens filosofi.

"Dødsstraffen er et problem for den humanistiske grundtanke, fordi humanismen er baseret på ideen om, at menneskeværdet er en ubetinget ret, uanset alt andet. Og dødsstraffen indebærer netop den absolutte udslettelse af det andet menneskes værd," forklarer han. Men dette humanistiske grundprincip kan ikke nødvendigvis tages for givet i oplysningstanken, for det kan støde sammen med ideen om det retfærdige samfund:

"For Kant har retfærdigheden absolut status, og han mener, at dødsstraffen er den eneste rimelige måde at straffe et mord på, fordi straffen skal være et mål i sig selv. Han går ind for ius talionis: den symmetriske gengæld, der modsvarer ugerningen med en tilsvarende straf. Men egentlig kan man også hos Kant finde argumentet mod dødsstraffen, nemlig i hans kategoriske imperativ, som siger at menneskeheden må betragtes som et mål i sig selv og aldrig som et middel. Hvis man så bruger gerningsmanden som et middel til retfærdighed, overtræder man egentlig dette kategoriske imperativ," forklarer Svendsen.

Hævnens dilemma

Han peger på, at denne opfattelse af nødvendigheden af en helt grundlæggende retfærdighed er noget, der sidder dybt i os alle: Forbrydelser skal straffes. Til gengæld kan det være meget uklart, hvad der ud fra dette gengældelsesprincip egentlig er en passende straf:

"Når det kommer til en person som Saddam eller Eichmann er spørgsmålet jo, om nogen som helst straf nogensinde vil kunne opveje det, som de har gjort."

Også det humane menneske kan nå frem til, at det bliver nødt til at straffe med døden, forklarer Inga Floto:

"Man kan sige, at menneskelivet er så værdifuldt, at vi ikke har nogen ret til at berøve det. Men man kan også sige det modsatte: at det er så værdifuldt, at den der forspilder det har mistet sin ret til at leve," påpeger hun.

"Dette er et dilemma, som jeg dybest set mener, vi ikke kan afgøre. Jeg mener ikke, vi har nogen ret til at slå nogen ihjel, heller ikke mordere, men jeg kan ikke sætte mig til doms over andre, der mener, at mord er så grufuld en handling, at den skal straffes med døden. Vi har ikke nogen højere instans til at afgøre dette spørgsmål; vi har kun vores egen samvittighed."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu