Læsetid: 4 min.

Man må jo prioritere

8. september 2005

Han er en ærlig mand, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Da han tirsdag i tv-nyhederne blev spurgt, om Dansk Folkeparti virkelig vil skaffe flere penge til hjemlige førtidspensionister ved at skære i den danske u-landsbistand, svarede han uden at fortrække en mine: "Det er et spørgsmål om prioritering."

Intet falsk hykleri her: Vi i de rige lande er os selv nærmest. De sorte, gule og brune i de fattige lande må klare sig selv. Ikke alle er så åbne, men prioriteret bliver der. FN's udviklingsprogram UNDP offentliggjorde i går sin årlige rapport om menneskelig udvikling, Human Development Report 2005, og her bliver der ikke lagt fingre imellem i beskrivelsen af, hvordan denne verdens velstillede tænker på sig selv, før man tænker på de andre. Rapporten kommer en uge før FN's store topmøde i New York, hvor der skal gøres status over de såkaldte 2015-mål - det internationale samfunds løfter til u-landene om inden 2015 at have udryddet ekstrem fattigdom og sult, sikret skolegang til alle, mindsket børnedødeligheden med to tredjedele, halveret andelen af mennesker uden rent drikkevand etc.

"Verden har kurs direkte mod en menneskelig udviklingskatastrofe, der vil medføre dødsfald, der kunne være undgået, børn, der ikke kommer i skole, og spildte muligheder for at bekæmpe fattigdommen," lyder UNDP's konklusion.

Prioriterer de rige lande som hidtil, vil næppe ét af de otte 2015-mål blive nået på globalt plan. F.eks. vil der i 2015 stadig være 827 mio. mennesker, der lever i absolut fattigdom - for under én dollar om dagen - hvilket er 380 mio. flere, end hvis 2015-målet om fattigdom blev nået.

"Indkomstuligheden vokser i lande, der tilsammen rummer mere end 80 pct. af verdens befolkning," fastslår UNDP og beskriver dagens groteske forskelle mellem rige og fattige. For eksempel at denne verdens 500 rigeste enkeltpersoner tilsammen tjener mere end de 416 mio. fattigste. Eller at afstanden i velstand mellem en amerikaner og en tanzanianer er vokset fra en faktor 38 i 1990 til en faktor 61 i dag. Hvilket ikke hindrer - som dagligt illustreret på tv-billederne fra New Orleans - at ulighederne internt i det amerikanske samfund også er voldsomme og voksende.

Det er altsammen udtryk for prioriteringer. Gennem de seneste 15 år er gennemsnitsindkomsten for mennesker i de rige lande vokset med 6.070 dollar pr. næse - i samme periode har vi valgt at yde én dollar mindre i bistand pr. person. Værre er det, at den rige del af verden - især EU og USA - har valgt at opretholde en handelspolitik, der via hjemlige støtteordninger og toldmure mod de fattiges varer sikrer en vedvarende indtægtsstrøm fra de fattige lande til de rige. "Pervers", "hyklerisk" og "uretfærdig" er de kontante udtryk, FN-rapporten bruger om Vestens landbrugsstøtte og handelspolitik.

På onsdag i næste uge, hvor mere end 170 landes ledere samles i FN-bygningen i New York, skal der prioriteres for alvor. Man kunne i princippet ordne det i en håndevending og komme hurtigt hjem: For hvis man tog det beløb, USA for tiden bruger på sin militære tilstedeværelse i Irak og Afghanistan - godt 100 mia. dollar årligt - og donerede det som ekstra årlig u-landsbistand, så ville man ifølge Verdensbanken kunne indfri samtlige 2015-mål - to gange.

Sådan er virkeligheden ikke. Tværtimod er topmødet i krise, før det er startet, fordi præsident Bush har modsat sig den planlagte sluterklæring, der bekræfter forpligtelsen på de enkelte 2015-mål, herunder en forpligtelse for de rige lande til at øge bistanden fra i dag 0,25 pct. af BNP i gennemsnit til 0,7 pct. i 2015. USA vil ikke forpligtes på noget som helst, og dermed er topmødet truet af, hvis ikke lammelse så et udvandet resultat, der bekræfter det hidtidige mønster for global solidaritet og prioriteringer i den rige verden. Det er næppe tilstrækkeligt til at vække Bush-regeringens skam- og medfølelse, at USA i disse dage modtager eller tilbydes nødhjælp til sine orkan-ofre fra lande som Bangladesh, Iran, Afghanistan, Cuba og Rusland.

Det er vanskeligt at begribe, at globaliseringens epoke, hvor verden via informationsnetværk, handelsrelationer og personlige rejser er blevet en landsby, samtidig er en epoke gennemsyret af selvtilstrækkelighed hos de, der har mest. Man fristes til at tro, at det er et iboende træk ved den markedskapitalistiske konkurrenceøkonomi. Det konservative nyhedsmagasin The Economist skrev for mange år siden, at den vestlige verdens bestræbelser på økonomisk udligning mellem rige og fattige uhjælpeligt gik i stå i 1969. En kendsgerning er det i hvert fald, at den internationale u-landsbistand er mindre nu end dengang og den globale ulighed større.

Hvad smørhullet Danmark angår, har vi en regering og et støtteparti, der gør sit til denne udvikling. Regeringen vil på finansloven for næste år skære 500 mio. på u-landsbistanden, så Danmark kommer ned fra i 2001 at have givet én pct. af BNP til fremover at give 0,81 pct. Og Dansk Fokepartis Kristian Thulesen Dahl vil gøre prioriteringerne helt klare ved at tage 1,7 mia. og nå ned på 0,7 pct.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu