- Hvofor skal præster blande sig i politiske spørgsmål?
"Jeg vil hellere sige, hvordan kan man lade være? Også i det politiske er vi forpligtede over for hinanden, ellers bliver det politiske farligt. Når det drejer sig om ret eller uret, så er den enkelte forpligtet til at sige fra. Et demokrati forudsætter den enkeltes forpligtethed. Hvis politikerne tror, at de er fredet, så må de tro om igen."
- Men hvorfor er det præsternes opgave?
"Først og fremmest er du forpligtet som menneske. At være præst er en skærpende omstændighed, da dit arbejde er at forkynde evangeliet. Forholdet til Gud og forholdet til hinanden kan ikke skilles ad."
"Luthers problem var, at han skilte det, der sker i kirken, og det der sker uden for, ad. Men det var en fejlkonstruktion, der ikke bliver bedre af at blive gentaget. Hvis vi skelnede, ville det, der sker i kirken, blive ligegyldigt, for så havde det ikke noget med tilværelsen at gøre længere. Hvis ikke man har noget at sige på prædikestolen, så skal man holde sig langt væk derfra. Som det står i det Nye Testamente: Den, der forkaster den fremmede forkaster Guds søn."
Vi er forpligtede overfor hinanden
- Men er det ikke netop en adskillelse af politik og religion, der karakteriserer en sekulær stat?
"Man kan jo ikke sige, at i det ene rum er man forpligtet, og i det andet er man ikke. Hele denne rumtænkning er forfejlet. Hvor Luther skelner mellem det åndelige og det verdslige, gør den sydafrikanske biskop Desmond Tutu det modsatte, når han bruger forsoningstanken rent politisk."
"Det ligger i kristendommen, at vi er forpligtede over for hinanden. Derfor vil det være forræderi mod kristendommen at ville skelne mellem kristendom og politik. Hvis staten ophøjer sig selv til at være den højeste instans i samvittighedsspørgsmål, så får vi et problem."
- Men bør kirken være moraliserende?
"Hvis man bliver bebrejdet for at være farisæer, fordi man vil komme værgeløse til undsætning, så må man leve med det. De værgeløse sidder i asylcentrene i årevis, mennesker, der ikke er kriminelle bliver berøvet deres frihed, man går ind og skiller gifte mennesker ad om mandagen, selv om vi om lørdagen har sagt "hvad Gud har sammenføjet". Det er hyklerisk."
"Tidligere bad man i kirken for de syge og sorgfulde, men i dag er der præster, der vil hindre de værgeløse i at blive en del af demokratiet. I øjeblikket har vi en særlig forpligtelse til at sige fra over for det, da præster som Søren Krarup og Jesper Langballe og landets kirkeminister Bertel Haarder står i spidsen for den hårdhændede flygtningepolitik."
Gud er altid partisk
- Hvorfor ved en præst, hvad der er godt og skidt i en politisk debat som indvandrerdebatten?
"Præstens opgave er at tugte og trøste, og det er altid den enkeltes opgave at sige fra, uanset hvilken forsamling du er i. Når det gælder spørgsmålet ret og uret, menneske og umenneske, godt og ondt, så kan du aldrig overlade det til andre. Du kan ikke nøjes med at lade andre repræsentere dig selv."
"Som historikeren Hal Koch sagde: Om så 99 procent går ind for antisemitisme, så bliver det ikke bedre af den grund. Og der er ikke en eneste af Jesus handlinger, der er national. Man tror, at Gud er neutral, men Gud er altid partisk. Han tager altid den værgeløses parti, det har vi åbenbart glemt."
"Det er ikke, som Søren Krarup og Jesper Langballe mener, at det er muslimerne, der er truslen. For det er os selv, de lukkede grænser og de lukkede sind, der er truslen."
"Hvis ikke vi forsvarer den værgeløse og siger fra på hans vegne, hvem end det er, forråder vi kristendommen Det, der er farligt er koblingen af kristendommen og det nationale."