Læsetid: 10 min.

'Man må tæmme kapitalismen'

Jeg stemmer på de Rødgrønne, fordi de holder os tilbage fra krig, har bevist, at de har mod til svære og smertelige reformer, og fordi vi i vid udstrækning ikke har noget bedre
15. september 2005

Vi lever i en tid, der ikke er knap på kriser. Om de udgør virkelige farer, eller de blot serveres som mundsvejr, får vi dem hver formidlet i passende angstfremkaldende doser. For mange borgere kan det være svært at skelne mellem, hvad man bør tage alvorligt - som forlydendet om, at den i forvejen så markedsdominerende Springer-koncern vil berige sig med fjernsynskanalerne Pro7 og SAT1 fra Kirch-konkursboet med yderligere tab af meningsfrihed til følge - og hvad der er skræmmebilleder fra habile demagoger, der ved at advare om strømme af østeuropæiske - citat: 'fremmedarbejdere' - mener at samle stemmer for et parti, der kalder sig 'venstre', men fisker i rørte vande til højre.

Hermed er jeg fremme ved mit tema: Tysklands forbundsdagsvalg. Selv om udsigterne til et sådant resultat lige nu tegner vanskelige, vil jeg gerne give min anbefaling til at lade det rødgrønne regeringssamarbejde under forbundskansler Gerhard Schröder og udenrigsmini-ster Joschka Fischer fortsætte. Begge har haft modet til vanskelige reformer. Begge har udvist ansvarsbevidst handlekraft over for de virkelige kriser. Det gælder helt aktuelt, som det gælder den seneste fortid.

Lad os tænke tilbage: For fire år siden blev USA rystet af terroranslagene mod tvillingetårnene i New Yorks World Trade Center. Også vi blev rystede. Forbundskan-sleren svor dengang uden omsvøb De Forenede Stater solidaritet i kampen mod terrorismen. Men han tilføjede også, at Tyskland ikke var parat til at indlade sig på noget eventyr.

Hans advarsel var kun alt for berettiget. Kort efter udråbte den amerikanske præsident Irak til "slyngelstat nr. ét". Den tidligere USA-allierede, diktatoren Saddam Hussein, fremstod som inkarnationen af alt ondt. Med den allerede dengang tyndslidte begrundelse, at man i Irak forberedte atomvåbenproduktion, blev der talt en krig frem, der - på gammelkendt rædselsfuld manér gjorde civile til ofre og har varet ved til i dag.

Siden måtte vi så erfare, at De Forenede Stater dengang forsøgte at narre deres allierede med løgne og forfalskede dokumenter, og en og anden allieret lod sig da også narre til at blive krigsvillig.

Forbundskansleren og hans udenrigsminister lod sig ikke føre på vildspor. Begge har stået fast på deres ansvarsbevidste linje og har tillige overholdt deres FN-forpligtelser til punkt og prikke.

Erkender ikke sin fejl

Hvis Stoiber-Merkel-duoen havde vundet valget for tre år siden, ville bundeswehr-soldater med alle deraf følgende konsekvenser være blevet viklet ind i den krig, som befolkningen i Irak og de koalitionsvillige endnu i dag lider under.

Fru Merkel har til dato nægtet at indse sin politiske fejlvurdering fra dengang og nægter selv i dag at korrigere den. At vælge hende til at røgte forbundskanslerembedet ville være uagtsomt.

Og hvem skulle vi i stedet for minister Fischer tiltro ansvaret for vores udenrigspolitik? Skulle det være så ofte plukkede spøgefugl Westerwelle?

Vi har her at gøre med et parti, som til gavn for de bedre indtjenende har underordnet sig neoliberalismens dogmer. Med vanvittige skattelettelsesplaner indynder de sig i fællesskab CDU hos storindustriens forbundsorganisation.

Jeg ved, at andre også har gjort sig skyld i denne fejl. Derfor vil jeg heller ikke ba-gatellisere de fejlbedømmelser, forbundskansleren og dermed den siddende regering har begået.

Det er åbenlyst, at der alt for længe og med alt for stor naivitet blev sat lid til løfterne fra arbejdsgiverside. Markante sænkninger af topskattesatsen har ikke resulteret i andet end nye krav om yderligere velgerninger over for velhavere. Gevinsterne blev rigtignok indkasseret, men omsat i skabelse af nye arbejdspladser blev de ikke. Storindustri og bankdirektioner undte sig gageforhøjelser og godtgørelser i skamløst opskruet leje. Samtidig forlangte de - ofte ved brug af afpresningsmetoder - at lønarbejdere og ansatte gik med til lønnedgang.

Man havde jo den samlede industrilobby og dens talerør - den så fornemt ladende FAZ og Springerpressens vulgærudgave på sin side. Med stadige trusler om tab af arbejdspladser intimiderede man fagforeningerne og fik den den arbejdende befolkning til at falde til føje.

Socialdemokraterne og De Grønne gav for ofte efter for dette pres. De insisterede, idet de bedyrede deres afmagt, på, at de ikke havde andet valg.

Slige undskyldninger er imidlertid til skade for demokratiet. Hvor er vi henne, hvis udenomsparlamentariske interesseforbund - såsom medicinindustriens magtfulde lobby - skal influere på lovgivningen og dermed drage de valgte folkerepræsentanters uafhængighed i tvivl?

Derfor kom det så vidt, at byrderne ved nødvendige reformer, i for ensidig grad blev lagt på arbejdstagerne, de arbejdsløse og pensionisterne.

Sent - men ikke for sent, må vi håbe - har den rødgrønne regering erkendt, at heller ikke den del af borgerne, som er begunstiget af høje indtægter og rigdom, kan skånes for de økonomiske følger af reformer, der ikke kan udskydes længere.

Men nu skal topskattesatsen, hvis FDP får sin vilje, sænkes til 35 procent. Og det skal så foregå arm i arm med CDU-CSU. Fru Merkels vidunderdreng, professor Kirchhof, vil sågar overtrumfe FDP's sociale uretfærdighed og med trylleformularen "25 procent for alle" levere sit neoliberalistiske mesterstykke.

Man kan kun håbe, at så mange borgere som muligt, vil gennemskue dette svindelnummer, før det når at blive ophøjet til regeringspolitik.

Vore rettigheder er truet

Den, som har læst den store SPD-formand, August Bebels selvbiografi Fra mit liv, ved, at alt det, der i dag forekommer os som selvfølgelige sociale rettigheder, kun er blevet tilkæmpet med største besvær og har skullet fravri-stes de konservative og reaktionære.

I dag er disse rettigheder truet, og det entydigt fra højrefløjens side. Man skal ikke fortælle os, at de store partier alle er ens og ligefrem til at forveksle, fordi der i dag ikke længere findes en venstrefløj og en højrefløj.

Det er sludder, der skal sløre blikket for forskelle.

Det er Socialdemokraterne og de Grønne, der forsvarer arbejderes og ansattes ansættelsessikkerhed mod Kristendemokraternes og deres fridemokratiske appendix, den neoliberale sygelige trang til at annulere ansættelsessikkerheden.

Det er Socialdemokraterne, der går ind for folkeskolen som heldagsskole og i dag støtter den med et program på fire milliarder; og det er CDU og CSU, der igen og igen forsøger at sætte en stopper for denne vej til større retfærdighed m.h.t. uddannelsesmuligheder.

Det er De Grønne, der med deres beundringsværdige minister Renate Künast, lægger sig ud med bondelobbyen og med success kæmper for forbrugerbeskyttelse. Dette gør hun imod de CDU-afhængiges trodsige modstand mod økologisk udligning.

Det er De Grønne og Socialdemokraterne, der i løbet af syv års regeringstid sammen har skabt vellykkede forudsætninger for vedvarende energi, og samtidig har trappet atomkraften ned. Derved er der opstået nye arbejdspladser.

Og det var Socialdemokraterne og de Grønne, der efter 16 år med Kohl-regeringen og tilsvarende reformstilstand havde mod til at redde Forbundrepublikkens sociale struktur fra at kollapse med nye reformer. De har påtaget sig opgaver, som Kristendemokraterne forsøgte at forhindre, og som endvidere skulle gennemføres af en rødgrøn regering. Af hvem ellers!

For det var nu engang sådan, at vælgerne altid først betroede Socialdemokraterne regeringsansvaret, når der ikke foregik noget som helst, når alt var kørt fast.

Mangfoldighed er et plus

Mod til forandringer er nødvendig også til sådanne, der gør ondt. I den sammenhæng drejer det sig om, at pensionssystemet skal ændres. Den folkeforsikring, som rød-grøn foreslår, er dog en model, der bør overvejes. I et samfund, der er i fare for at ældes, skal der overvejes nye måder at sikre de ældre på, medmindre det vedvarende løfte om en "børnevenlig familiepolitik" med et kys ville vække lysten til et nyt babyboom.

For det forholder sig nu engang således, at vi tyskere i den økonomiske velstands tid har bygget et stort antal parcelhuse, men der er man-gel på børn til at sætte liv i disse huse og plejede forhaver og dermed på børn, der senere medvirker til at sikre pensionssystemet. Men hvis der fortsat - uanset af hvilke egocentriske grunde - ikke produceres børn, så må det alternativt anerkendes, at Tyskland er et indvandringsland og har behov for mange nye og yngre borgeres hjælp.

Takket være den rødgrønne regering har hundredetusinder af vores udenlandske medborgere gennem loven fået mulighed for at anse sig som værende tyske statsborgere.

De er en gevinst for vores land og kunne, ved større tolerance, med deres mangfoldighed på børn i langt højere grad være sig selv og os behjælpelige. Ingen burde tvinge dem til at opgive sin kultur, for også den er en del af gevinsten på farve og mangfoldighed. Og kun, hvis man respekterer deres kultur, vil de også være beredte til at erkende den tyske kultur og indlæring af det tyske sprog som en berigelse.

Derfor gælder det om at modsige alle fremmedfjendtlige demagoger, uanset om de kommer fra højrefløjen eller forklæder sig som 'ny venstrefløj'. Den bayerske mini-sterpræsident, der er kendt for sin jappende talemåde, der ikke alene er et onde for det tyske sprog, men også er et brud på det civile samfunds bud om tolerance, taler hele tiden i klartekst, når han benytter udenlandske borgere, der har søgt tilflugt hos os, til at fremmane et skrækscenarium.

For kort tid siden har han endog udvidet sin fobi og har frakendt fremmede og østtyske forbundsborgere at afgøre ved valg, hvem der skal være forbundskansler. Hans - årets sætning og jeg citerer - "vi har desværre ikke over-alt så kloge befolkningsgrupper som i Bayern" vil længe endnu skurre i vore ører.

Ganske rigtigt - bare det lige modsatte. Jeg spørger mig om, hvor længe endnu bayrerne vil støtte Edmund Stoiber som ministerpræsident? Denne mand, der har fornærmet alle østtyskere, det være sig af dumhed eller forsætligt, burde ikke mere være valgbar.

Forskel på brutto og netto

Men åbenbart magter Fru Merkel som tidligere østtysker ikke at forhindre, at der efter en Schönbohm sadles om til en Stoiber. Hendes tøven og nølen må have sine grunde, som vi ikke kender til. Dertil er hun udholdende, flittig og helt sikkert i stand til at lære. Således kommer hun heller ikke i fremtiden til at forveksle brutto og netto mere. Dog går hun ind imellem for vidt i sin tjenstiver. Var det virkelig nødvendigt for hende som en anden sladderhank at tilsværte forbundskansleren ved sit tiltrædelsesbesøg i Washington, blot for at indynde sig?

Ved krydsilden i fjernsynet blev det bevist, at man ikke ved hjælp af indstuderede højt optrukne mundvige kan lade alvorlige problemer forsvinde.

Dermed er vi igen hos Gerhard Schröder og hans udenrigsminister Joschka Fischer. Begge er vokset med deres arbejde i embedet. Begge er i stand til at indrømme og korrigere deres fejl. De bliver begge bebrejdet at have lavet noget makværk og at være arrogante. Det ville stadig være muligt at leve med den enes handlekraft og den andens selvbevidsthed, hvor der i begge tilfælde hentydes til begges frygtløse omgang med medierne. For det er takket være deres selvbevidste beslutsomhed, at soldaterne i vores forsvar blev sparet for at deltage i den i strid med folkerettighederne førte krig i Irak.

Diskutér kapitalisme

Hvad er sat til valg ved kapitalens vedvarende dominans? Hvor stort eller snævert er enhver frit valgt regerings handlerum under en sådan ukontrolleret dominans? Skal den acceptere globaliseringen som et diktat fra kapitalen og som en uafvendelig skæbne?

Disse spørgsmål skal stilles, når det skal afgøres, hvad der er sat på valg.

Og i den betydning skal også kapitalismedebatten - med eller uden græshopper - fortsættes. Franz Müntefering har kritisk henvist til fejl, som ingen for alvor kan nægte: ødelæggelse af virksomheder, der sejler på fribyttervis og under neoliberalt flag, fører dagligt til tilintetgørelse af arbejdspladser.

Siden slutningen af firserne har den møjsommeligt civiliserede kapitalisme igen bemægtiget sig metoder, som tilhørte rovdyrskapitalismen, som man skulle tro var overvundet af den sociale markedsøkonomi.

Og værre endnu: Det, som børserne i dag byder os af spekulationer og såkaldte 'fjendtlige overtagelser', lader hånt om markedslovene, ødelægger markeder, forhindrer investeringer, der kunne føre til øget beskæftigelse, men sætter så altid aktieværdierne op, når lettelser er blevet besluttet.

Således tilintetgøres kapital. Således ringeagtes mennesker. Således vil selvødelæggelsen af den til sidst endnu herskende ideologi have uoverskuelige følger, hvis talsmændene for det kapitalistiske system ikke kommer til fornuft.

Hvor absurd det end lyder: den, som vil redde kapitalismen fra at kollapse, skal igen civilisere den, d.v.s. igen at tvinge den til at tage ansvar i betydningen af en social markedsøkonomi.

De mægtige industri- og økonomforbund, bankerne og energikoncernerne skal afkræves dette bidrag til den sociale fred; og det være sig ved lov.

Hvem kan man tiltro det? Næppe en sortgul regering. Så kunne man også overdrage regeringsansvaret til den tyske industris forbundsorganisation.

Jeg stemmer for de Rødgrønne, fordi de holder os tilbage fra krig, har bevist at have mod til svære og smertelige reformer, og fordi vi i vid udstrækning ikke har noget bedre.

Jeg stemmer for Socialdemokraterne, fordi de står på de socialt svages side og ved at beskytte os mod at synke ned i amerikanske klasseforhold.

Deruover ved jeg af erfaring, hvad det betyder, hvis Tyskland igen skulle blive sværtet til. Derfor har jeg midlertidigt ladet mit manuskript ligge på ståpulten og har som borger og forfatter blandet mig i valgkampen. Vi har en stemme. Lad os bruge den!

Günter Grass er forfatter og modtager af Nobels Litteraturpris

Oversat af Niels Ivar Larsen og Irene Vestergaard

Trykt med tilladelse fra Leonhardt & Høier Literary Agency

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu