Læsetid: 4 min.

Nu må vi tage over

Det er civilsamfundets tur til at tage styringen, efter at Muhammed-krisen har lammet Christiansborg, mener KVINFO's Elisabeth Møller Jensen
27. februar 2006

Erklæringen "Vilje til nye fællesskaber" er hverken den første eller den sidste, der er kommet ud af Muhammed-sagen. Og hjemmesiden www.viljetilnyefaellesskaber .dk er langtfra den eneste, hvor danskere for tiden tilkendegiver deres støtte til forsoning med deres medborgere.

Men "Vilje til nye fællesskaber" er usædvanlig, fordi projektet er ført frem af 21 chefer for de danske kulturinstitutioner - en gruppe, der sædvanligvis er meget varsom med at blande sig i den offentlige debat. Og forrest i gruppen står Elisabeth Møller Jensen, direktør for KVINFO.

Da Information henvender sig til Elisabeth Møller Jensen for at få hendes analyse af debatlandskabet efter Muhammed-sagen, understreger hun, at hun taler helt på egne vegne og som privatperson. Ikke desto mindre har Møller Jensen siden Jyllands-Postens publikation af Muhammed-karikaturerne følt en dyb, personlig anfægtelse. Hun mener, det er akut nødvendigt, at det danske civilsamfund nu tager over, hvor politikerne er kommet til kort.

"Det er rigtigt, at der er kommet nye skillelinjer i debatten. Men først og fremmest er gamle skillelinjer blevet skærpet og uddybet. Fra den nuværende krise går der efter min mening en direkte linje tilbage til den martsmorgen i 1996, hvor hele København var blevet plastret til med gigantiske plakater med teksten 'Moske, moske ikke'. Det var Ekstra Bladet, der fløjtede en kampagne mod indvandringen i gang ved at gøre grin med en religiøs minoritet. Man tog en helligdom og gjorde den til en vittighed og udsatte den religiøse minoritet for den danske humor, og hvis de så ikke syntes det var sjovt, var det deres eget problem. De plakater var for mig så uhyggelige, så krænkende og hørte så åbenlyst i deres typologi, farveholdning og budskab en anden tid til, og den morgen tænkte jeg, at man burde smide alt, man havde i hænderne, og gå ind og lave en enmandsdemonstration på Rådhuspladsen, indtil de var trukket tilbage," husker Elisabeth Møller Jensen.

Hun læser fire aviser om dagen, herunder Jyllands-Posten, og den betragter hun i dag som en decideret højrenational avis.

"Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at Jyllands-Posten har fået årets Viktor-pris af Ekstra Bladet for deres såkaldte forsvar af ytringsfriheden. Og siden den dag i '96 har højrenationalismen jo været i vækst ved hvert eneste valg siden Dansk Folkeparti kom ind året før. Nu ser vi så, at dette højrenationalistiske partis vælgerandel i meningsmålingerne kan stige til 20 procent, og at fjendebillederne og syndebukkene kan kaldes til live på et øjeblik. Det har skræmt mig."

Nye skillelinjer

Også Elisabeth Møller Jensen har i den seneste tids debat oplevet, at gamle allierede pludselig stod på den anden side af meningsskellet og omvendt.

"Det oplagte eksempel er Dansk PEN, som hyldede Flemming Rose for hans forsvar for ytringsfriheden. Efter min mening har ingen enkeltperson skadet Danmark så meget siden Corfitz Ulfeldt, som døde i 1606. Det er grotesk, at Dansk PEN, som jo vil forsvare dem som er trængt i kampen for det frie ord, mener at deres opmærksomhed skal gå til kulturredaktøren for Danmarks største avis, som i nu fire måneder har fået en stadigt større megafon til at råbe sit syn på islam ud i verden, dæmonisere et religiøst mindretal og viderebringe den opfattelse, at islam og demokrati er uforenelige størrelser. Kulminerende med, at han på CNN præsenterer sig som et voldtægtsoffer i kort skørt og derefter forsvarer sig med, at han også vil genere jøder og kristne, for sådan gør vi i Danmark. Til både interviewerens og min store overraskelse - og også til hans ledelses, viser det sig, for sådan gør vi altså ikke i Danmark. Så der var en grænse."

"Jeg har også fået nye meningsfæller: Uffe Ellemann-Jensen har efter min mening gjort det suverænt godt. Jeg har endog grebet mig selv i at ønske, at han havde vundet valget i 1998 - for måske havde det forhindret den her situation. For mig at se er holdningen til den globale virkelighed det altafgørende politiske spørgsmål, og den udfordring har Uffe Ellemann-Jensen altid forstået. Så jeg har fået mig en ny helt!"

Politikerlammelse

"Jeg skal ikke vurdere Udenrigsministeriets arbejde, som uden tvivl har været stort, men noget af det der har skræmt mig mest i disse fire måneder, har været som helt almindelig borger at se en konflikt spidse til, mens Christiansborg har været fuldstændig handlingslammet. Jeg har ikke følt mig repræsenteret af statsministerens principrytteri og konfrontationskurs, og jeg har tænkt, at det her er sådan, krige starter: Hvis man ikke søger dialogen og kompromiset, og begge parter er lige principfaste."

"Men man må tænke positivt. Hvis 20 procent støtter Dansk Folkeparti, er der 80 procent, der ikke gør, ikke vil støtte højrenationalismen og heller ikke ønsker en voksende splittelse i vores samfund eller mellem vores samfund og andre. Vi har set konturerne af, hvor farligt det er, hvis vi lader Dansk Folkeparti sætte dagsordenen. Og hvis Christiansborg er lammet, må civilsamfundet gå igang. Jeg tror, mange vigtige ting kan blive afgjort i de næste måneder. Nu har vi fået understreget, hvor vigtig ytringsfriheden er for os - så må vi alle sammen komme igang, uanset job, droppe selvcensuren og komme frem med vores drømme, menin-ger, fantasier og håb. Og det er jo ikke bare min tanke - den ser vi opstå spontant og kollektivt mange steder for tiden. Det er den positive proces, der skal blive stærk," siger Elisabeth Møller Jensen.

Man kan skrive under på erklæringen om vilje til nye fællesskaber på hjemmesiden www.viljetilnyefaellesskaber.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her