Læsetid: 7 min.

Man må tro på sin egen illusion

Romanaktuelle Erik Fosnes Hansen om kunsten at holde illusionerne svævende, glæden, når de tager kontrollen - og faren, når kynismen prikker hul på illusionernes ballon
26. maj 2007

Erik Fosnes Hansen er opvakt nu. Opvakt, fordi han kan sidde lige her, i et lille lokale hos Gyldendal midt i København og starte sin dag med at tale om glæden ved at digte.

"Litteraturen er min leg, min lyst og min lidenskab. Det er en verden, hvor jeg selv bestemmer virkemidlerne, og jeg har den - i hvert fald delvist - under kontrol. Men det hænder også, at den løber fra mig, og det er næsten det allerbedste, for så må jeg selv løbe efter for at nå at skrive det ned, der sker," siger den norske forfatter, hvis seneste roman, Løvekvinden, udkom fredag.

Løvekvinden hedder Eva, og tilnavnet skyldes en ekstremt sjælden genetisk afvigelse, som har givet hende pels på hele kroppen. Hun dumper i 1912 ned i en lille norsk provinsby som datter af byens ekstremt pertentlige stationsforstander, en mand hvis hele liv er bygget op om et skelet af regelmæssighed. Faderen gemmer sin behårede normafviger af en datter væk for landsbyens lange blikke, og dermed er konflikten rentegnet. Og netop rentegningen er en af fortællekunstens, og dermed romankunstens, helt store styrker, mener Erik Fosnes Hansen. Det er gennem fortællinger, vi opfatter vores egne liv, at vi forstår vores erfaringer. Sådan kan romanen udvide vores bevidsthed og give os del i erfaringer, vi ellers aldrig ville få del i.

"Jeg er meget optaget af, at illusionen har en værdi i sig selv," siger Erik Fosnes Hansen.

"Det, at du bliver hensat i en anden virkelighed og tilværelse, hvor andre love gælder, tror jeg altid har været - og altid vil være - tiltrækningskraften ved litteraturen. Hvis litteraturen mister for meget af det, tror jeg, den vil miste mange læsere," siger han.

Han opfordrer derfor til ikke at undervurdere styrkerne ved den virkelighedsflugt, som den gode roman giver mulighed for:

"Det behøver ikke at være en eskapisme væk fra livets, politikkens eller samfundets alvor. Men det er en rejse ind i en anden verden - og det eventyrlige ved, at det overhovedet er muligt at foretage denne rejse, er ofte undervurderet," siger han.

De magiske øjeblikke

Rejsen ind i illusionen dyrker han selv, både som læser og som forfatter. Skriveriets højdepunkt indtræffer, når illusionen tager over: Øjeblikkene, hvor illusionen svæver af sig selv, hvor fortællingen skabes for øjnene af ham - sublime øjeblikke, som giver mere selvtillid end hundrede rosende anmeldelser:

"Det er, når du som forfatter ikke aner, hvad der sker i næste sætning, fordi sætningerne skriver sig selv. Når du er kommet til et punkt i dit møjsommelige arbejde, hvor du har etableret virkeligheden, også over for dig selv, i en sådan grad, at du begynder at lege helt frit med den. Det er vel, hvad man i gammelt sprog kalder 'inspiration', men jeg vil hellere kalde det 'selv-løse øjeblikke', hvor man på en måde er fri for den bevidste tanke om de betingelser, man har stillet op i den verden, man har skabt. Det sker måske blot én gang i løbet af en roman - hvis man er heldig, sker det måske fem-seks gange, afhængig af romanens tykkelse og natur. Men det er fantastiske øjeblikke," siger Erik Fosnes Hansen.

"Jeg retter altid mine tekster igen og igen. Men i de scener, som er kommet på denne måde, er der ofte kun lidt at rette. De har en naturlig og organisk enhed i sig, som er fascinerende at opleve. De er som om, nogen har dikteret dem, men det er jo underbevidstheden, der har dikteret. Det er flotte øjeblikke, det må jeg sige. De gør det værd at fortsætte, at sidde der med al sin research og al sin møjsommelige flikken og klippen," siger Erik Fosnes Hansen.

Pianistens leg

Han sammenligner sin metier med en tryllekunstners. Alle ved, der er tale om en illusion - men det gælder om at glemme det. Derfor er den sublime tryllekunstner samtidig en formidabel skuespiller:

"Ud over al teknik må vedkommende tro på det, han eller hun gør. Du er nødt til selv at tro på, at du nu fik papegøjen til at flyve ud af hatten," siger han.

"Når det fænomen opstår, bliver det kunst, fordi du har et øjeblik, hvor du musicerer. Det er det samme, der skiller en god pianosolist fra en meget god pianosolist; en meget god pianosolist er i stand til at drømme, i stand til at lege, i stand til at glemme hele sin teknik."

Som eksempel nævner Erik Fosnes Hansen den verdensberømte norske pianosolist Leif Ove Andsnes.

"Jeg kender en del pianister, men han er utvivlsomt den allerbedste af dem, og det skyldes ikke hans frapperende teknik - for de har alle frapperende teknik, og de øver alle lige meget. Nej, det skyldes hans evne til fuldstændigt at glemme, at han er pianist; til fuldstændig glemme, at han har siddet dér og øvet, øvet og øvet. Når han spiller, får man indtrykket af, at han selv er på en rejse, som han er lige så nysgerrig efter som tilhørerne. Og det er dét, som kendetegner den virkelig store kunstner. Det er ikke, at han er teknisk meget bedre end alle de andre. Det er han nemlig ikke. Men det er hans fabelagtige evne til at glemme, at han er god til at spille, for det gør ham så dygtig til at musicere."

"Stanley Kubrick sagde engang, at en film skal have seks non-submersible units. Det er som en slags bøjer, du ikke kan trykke ned under vand. Hvis du slipper dem, smutter de op til overfladen af sig selv. Hvis en filmfortælling har fem-seks af disse øjeblikke, handler resten om at forbinde dem, at få personerne hurtigst muligt fra en sådan 'unit' til den næste. Og man kan se, at hans film er bygget op om sådanne intense, fantastisk fortalte øjeblikke."

"I bedste fald kan de øjeblikke, hvor alt stemmer for en, også i romanen blive til sådanne øjeblikke, som Kubrick taler om. Hvis jeg bliver overrasket over det, der sker i romanen, bliver læseren forhåbentlig også."

Psykologiens faldgrube

Men det hele er ikke magi, pointerer Erik Fosnes Hansen. Det kræver først og fremmest tid, omtanke og indsigt at skabe en illusion, som er i stand til at overbevise læseren side efter side. Og i dette illusionistens rugbrødsarbejde ligger også en menneskelig faldgrube:

"Idet, man øger sin evne til at skabe illusionen, øger man også sin evne til at dekonstruere den. Sådan er det desværre," siger Erik Fosnes Hansen.

"Psykologien er forfatterens allervigtigste fag, den kommer før både sproget, grammatikken og dramaturgien. Hvis du mangler psykologisk indsigt, kan du ikke skrive bøger, det er helt sikkert. Men med denne indsigt følger naturligvis også en indsigt i de menneskelige illusioner. I værste fald tror jeg, at man på samme måde som en læge eller en psykolog kan blive en smule kynisk på menneskehedens vegne," siger han.

Netop dette er sket for Løvekvinden Eva, der rentegner fænomenet. Som bortgemt behåret barn lærer hun sig at betragte og gennemskue menneskene fra sit kvistværelse, og hun er ekstremt dygtig til at pille andre menneskers illusionsnumre fra hinanden, til at gennemskue alle omkring sig, fra tryllekunstnere til liderlige kirketjenere.

"Hun er på en måde antitesen til den holdning, jeg tidligere beskrev. For Eva er også i mig, i en vis forstand er hun et meget kamufleret selvportræt," siger Erik Fosnes Hansen.

"Hun har ikke en særligt stor erfaring med verden, men hun synes, hun kender den godt nok til at kunne dekonstruere den og tage hul på menneskenes illusioner og deres små og store dårskaber," siger han.

"Dette kan i og for sig være analogt til, hvordan forfatteren i onde øjeblikke kan føle sig. Det er en lidt skummel følelse, når man sidder der og ser mennesker krybe og krable, for så får man en tendens til at behandle alle som skikkelser - digtede skikkelser. Det er ikke nogen god holdning, for man mister sin empati. Men i onde øjeblikke kan man altså have det sådan," siger Erik Fosnes Hansen.

Han sammenligner med socialantropologers opdeling af verden: På den ene side socialantropologerne selv, og på den anden side de ikke længere entydigt menneskelige 'informanter'- det vil sige alle os andre.

"Der sker en abstrahering i forholdet til virkeligheden, som ikke er helt sund, hvis man forholder sig sådan. Hamsun gjorde det en del, og det er hans store styrke som forfatter. Men nogle af hans menneskelige svagheder er også vældigt synlige i hans bøger, gennem denne totale gennemskuelse af menneskene, som nogle gange grænser til foragt. Og også Eva er i høj grad blevet udstyret med foragtens gave," siger Erik Fosnes Hansen.

"Hvis du er gået et stykke ad foragtens vej, er det vigtigt, at du henter dig ind igen ved at se på andre relationer og ting i dit liv, og nu taler jeg helt personligt, som er vigtigere end at skrive en roman. Gør du ikke det, tror jeg meget hurtigt, du kan komme i en situation, du menneskeligt ikke har godt af - og som din kunst nok heller ikke har godt af på længere sigt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her