Læsetid: 2 min.

'Ikke et mål i sig selv at bruge meget papir'

Partierne kan godt få lov til at se materialet bag regeringens energiudspil, siger Flemming Hansen
24. januar 2007

Transport- og energiminister Flemming Hansen siger, at "der ligger ufatteligt materiale" bag regeringens forleden offentliggjorte energiudspil på blot syv sider, fem faktaark og seks siders bilag. Dermed afviser han kritikken i gårsdagens Information fra en række hjemlige energiplanlæggere, der er forbløffede og skuffede over, hvor spinkelt et materiale, regeringen har lagt frem. Tidligere officielle energiplaner har gennem årene typisk været på hundredevis af sider med grundige beregninger, systembeskrivelser og handlingsplaner.

"Det her er ingen energiplan," sagde bl.a. professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Henrik Lund, i gårsdagens avis. "Nu er det ikke et mål i sig selv at bruge meget papir. Regeringens energiplan bygger jo videre på Energistrategi 2025, som også skal tælles med," siger Flemming Hansen i en skriftlig kommentar, idet han henviser til den forrige plan, fremlagt af regeringen i 2005.

"Derudover vil jeg også påpege, at papirerne jo udgør konklusionerne på de overvejelser, som regeringen har været igennem frem mod denne plan."

Enhedslisten Per Clausen bad tirsdag Flemming Hansen om at offentliggøre hele det beregnings- og analysemateriale, der ligger til grund for den aktuelle plan.

"Det er en tynd kop te, vi indtil nu er blevet præsenteret for," siger Per Clausen.

"Det burde være ret elementært i et demokrati, at forhandlingsudspil af denne kaliber underbygges, og at beregningerne offentliggøres."

Flemming Hansen forsvarede i Folketingets spørgetid både energiplanen og offentliggørelsesmetoden:

"Vi har lagt en plan frem, som vi synes er fantastisk god, ambitiøs og god, og min mening er nu - det sker i dag - at jeg indkalder de energipolitiske ordførere til en teknisk gennemgang af det her, for der er masser af teknik i det," sagde ministeren.

"Og jeg siger også til ordførerne: De må tage alle dem med, de vil. Det må de selv om. Så går vi det punkt for punkt for punkt igennem, og man kan stille alle de spørgsmål, man vil."

Herefter vil regeringen om 14 dage begynde forhandlinger med Folketingets partier om oplægget til en energiplan, der skal gælde tiden frem til 2025.

"Egentlige politiske forhandlinger, som vil foregå i regi af finansministeren og mig," præciserede Flemming Hansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her