Læsetid: 3 min.

Målet er fuldt

1. maj 2001

PÅ FORSIDEN af Socialisten blev der den 2.maj 1872 kaldt til folkemøde på Fælleden søndagen efter. Den sociale harme var stor – bægeret var fuldt. Dagen efter forbød politiet mødet – og da søndagen oprandt og harmen kun var vokset, udviklede det sig til det sammenstød, der blev kendt som Slaget på Fælleden. Mens politi og militær huggede ind på demonstranterne, blev socialisternes ledere arresteret. Først i 1890 havde arbejderbevægelsen samlet styrke til at gennemtvinge afholdelse af 1.maj-demonstrationer – efter intet mindre end amerikansk forbillede. I dag er der ingen Socialisten til at opflamme til modstand.

DER GÅR en lige linje fra Socialistens endeligt til dagens afslappede 1.maj-møder landet over. Det er den samme mangel på sammenhold og fælles værdier, der har fjernet grundlaget for såvel aviserne som de helt store politiske manifestationer. Og som samtidig er ved at reducere fagbevægelsen til afpolitiserede serviceorganisationer. Det kan man jo så le eller græde over – mens man ser træerne springe ud og nyder en stille pilsner eller tre. En anden mulighed er at stille spørgsmål ved hele den logik, der er ved at reducere forestillingerne om frihed, lighed og broderskab til noget fortidigt, som man kun kan have et opgivende skuldertræk til overs for.
Problemet er, at reaktionen mod de foregående generationers 1.maj-ritualer er helt forståelige. I vest blev det i efterkrigstiden efterhånden til socialdemokratiske opvisninger i selvtilfredshed – suppleret med en splittet venstrefløjs mange ordrige forsøg på at markere mere perspektivrige paroler. Kun et sted blev floskel-helvedet overgået: I Sovjetunionen og de andre erklærede socialistiske lande var 1.maj regimernes store årlige propaganda-aktion.

ALENE AF de grunde kan man selvfølgelig argumentere godt for, at 1.maj-traditionen har overlevet sig selv. Men inden den alvorlige del af butikken lukkes, er der flere spørgmål, der skal besvares.
Maj-traditionen handlede oprindelig om intet mindre end arbejdernes internationale kampdag. Men netop i et oplyst nordisk land burde det være almindelig viden, at mange hundrede millioner arbejdere verden over også i år 2001 lever og slider under forhold, der grundlæggende tåler sammenligning med det, der for 129 år fik bægeret til at flyde over for den svagt organiserede danske arbejdsklasse. Men er det ikke netop det, vort hjemlige socialdemokrati prøver at signale med 1.maj-plakanten? »Solidaritet har mange ansigter,« lyder Bjørn Nørgaards slogan jo. Som den nusiddende statsminister Rasmussen sagde ved præsentationen: »På et stykke papir er det lokale forbundet med det globale, nord er forbundet med syd, øst med vest og barn med mor og bedstemor«. Og senere: »Vi må politisk være dem, der bærer det flotte budskab frem«.

DENNE HOLISTISKE udmelding er jo noget af en mundfuld. Men alvorlig talt: Skal der være noget reelt indhold i en ny solidaritet med mange ansigter, så må fagbevægelsen snart til at komme op i tempo. Den globale kapitalisme udvikler fortsat sine forretningsmetoder med imponerende hast – og den internationale fagbevægelse sakker lige så sikkert bagud. Ikke bare i form af at den samlede internationale profil er spredt og svag – også når det gælder konkret støtte til de mange medlemmer, der herhjemme arbejder i helt internationaliserede koncerner, har forbundene meget at indhente.
Mange har erkendt forsømmelserne og det nationale perspektivs utilstrækkelighed i forbindelse med diskussionerne om ATTAC i Danmark. Men hvor er der dog uhyggeligt langt, før fagbevægelsen på rimelig vis udnytter sin organisation og sin økonomiske styrke til at redefinere sin rolle i den nye globaliserede økonomi. Det burde ellers ikke være svært at frigøre midler fra forbundenes store budgetter. Og det stopper jo ikke med engagementet i hvad der sker udenfor landet. Taberne i den udvikling, der medfører at store grupper ikke kan leve op til arbejdsmarkedets krav, findes også i hundredetusindvis her til lands. Og gennemgående tilhører de en gruppe, der er blevet svigtet af fagbevægelsen.

INTET UNDER at også mange politisk engagerede er kritiske overfor det sted, den store bevægelse er endt. Og dermed naturligt også kigger efter de nye initiativer og de nye aktionsformer som i opmuntrende grad er under udvikling. Skal den danske arbejderbevægelse overhovedet appellere til den gruppe, vil det være en stor fordel, hvis man oftere kunne høre forskel på Rasmussen og Rasmussen.

mol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu