Læsetid: 8 min.

Målet er tredobbelt bundlinje

28. januar 2006

Kapitalistiske virksomheder skal tjene penge, også om 20-30 år. Derfor retter en stigende del af dem opmærksomheden mod ansvaret for mere end blot indtjeningen. I starten af ugen indgik Novo Nordisk en forpligtende klimaaftale med Verdensnaturfonden. Målet er en bundlinje, der medregner miljø og social ansvarlighed

I begyndelsen af denne uge indgik Novo Nordisk en Climate Saver-aftale med WWF Verdensnaturfonden. Novo Nordisk forpligter sig til at omlægge sit energiforbrug og sænke sit CO2-udslip med 10 procent fra år 2004 til 2014. Aftalen blev til efter to års grundige overvejelser, undersøgelser og diskussioner. Resultatet skal verificeres år for år af en uafhængig tredjepart.

I store dele af den danske industri og den offentlige debat diskuterer man mest, om omkostningerne ved klimapolitikken er for høje, om de nye byrder er retfærdigt fordelt og om de fleksible mekanismer i Kyoto-aftalen kan udnyttes til at forøge dansk eksport af miljøteknologi og gøre det billigere for danske virksomheder at nå de pålagte mål. For eksempel ved at gennemføre projekter i udlandet og købe kvoter i lande, som ikke selv kan udnytte deres rettigheder til udslip.

Novo Nordisk ser anderledes på det:

"Vi vil gerne være med til at gøre noget ved de massive udfordringer, verden står over for..., også fordi vi tror på, at det er en sund forretning på langt sigt," sagde koncerndirektør Lise Kingo. Novo er en global virksomhed med produktion i Frankrig, USA, Brasilien og Kina.

"Vi udvider vores produktion i hele verden. Kina har lige afholdt en stor klimakonference, hvor der var 300 virksomheder med. De vil lige så hurtigt som os blive bevidste om, hvor meget virksomhederne i deres land udleder. Det er en global debat. Man kan ikke flytte et sted hen, hvor der ikke tales om det," siger Lise Kingo.

"Baggrunden er jo, at vi forsøger at drive Novo Nordisk ud fra princippet om den tredobbelte bundlinje. Vi skal have en god indtjening, være socialt ansvarlige og tage hensyn til miljøet. Som lægemiddelvirksomhed arbejder vi med lange tidshorisonter. Når man investerer i CO2-nedsættende aktiviteter, går der noget tid, før man har tjent pengene hjem igen og hele regnskabet bliver positivt. En helhedsorienteret forretningsmodel og et langt tidsperspektiv er forudsætningen for det her."

Novo Nordisk vil hellere bruge sine penge til at sikre en bedre fremtid end klatte dem væk på CO2-afgifter og kvoter. Men skyldes det nu blot, at Novo Nordisk har råd til at bruge penge på gode formål - og har behov for et godt image? Eller er det tidens tegn?

Traditionelt antager de fleste, at virksomheder er sat i verden for at tjene penge, mens staten skal tage vare på helheden, og politikerne derfor må sikre hensynet til almenvellet gennem lovgivning.

Er det forhold ved at vende om? Fordi det politiske liv i stigende grad er præget af kortsigtede interesser? Eller fordi de globaliserede virksomheder i stigende grad er nødt til at tænke langsigtet?

Et stigende antal virksomheder i verden har i hvert fald taget tanken om den tredobbelte bundlinje til sig. Begrebet betyder, at virksomheden både aflægger regnskab for sine økonomiske resultater og resultaterne på det sociale og miljømæssige område.

Det er direkte inspireret af Brundtland-kommissionens begreb fra 1987 om bæredygtig udvikling. Den økonomiske, den sociale og den miljømæssige udvikling bør være afbalancerede sådan, at ingen tilegner sig kortsigtede goder og gevinster på bekostning af de muligheder, man efterlader til næste generation, sagde kommissionen. Økonomisk vækst er ikke bæredygtig, hvis den opnås i kraft af overforbrug af ressourcer eller ødelæggelse af miljø. Den næste generation kommer til at betale regningen. Omvendt bør beskyttelsen af naturen ikke ske på bekostning af befolkningens levevilkår. Og sociale fremskridt bør ikke bringes til veje ved at underminere økonomien eller overbelaste økosystemerne.

"Det er stadigvæk hovedopgaven for virksomheder at tjene penge," siger WWF Verdensnaturfondens generalsekretær Kim Carstensen.

"Men flere virksomheder ser i dag sig selv i et mere langsigtet perspektiv. Det er vigtigt for dem at have øje for, hvordan de kan agere i dynamiske samfund, der hele tiden må forventes at stille nye krav. De har erfaret, at kravene hele tiden ændrer sig, og miljøkravene skærpes. De har også erfaret, at historier fra en del af verden med den forøgede informationsstrøm straks bliver overført til andre dele af verden. Derfor tror jeg, de har fået nogle grundlærdomme om, at tingene skal hænge sammen, og man hele tiden skal være med på - og helst være på forkant med - de krav, der vil komme, og de historier, der vil opstå."

Virksomhederne deler sig efter anskuelse. Exxon har modarbejdet Kyoto-aftalen og hele den globale klimapolitik. BP og Shell har investeret i alternative energikilder og skåret ned på deres egne CO2-udslip.

"Med bilfabrikkerne ser man et endnu mere tydeligt eksempel," siger miljøøkonomen Anders Hansen, Roskilde Universitetscenter.

"Ford og General Motors har satset på de tunge, benzinslugende biler i deres amerikanske produktion. De europæiske og især de japanske har været bedre til at læse fremtiden. I mange år markedsførte Toyota sin hybridbil, Prius, i USA, selv om de ikke kunne tjene penge på den. Nu er billedet vendt efter stormen Katrina og de stærkt stigende benzinpriser. General Motors og Ford må fyre omkring 30.000 ansatte hver," siger Anders Hansen.

Men hvorfor falder valgene så forskelligt ud, hvis virksomhederne har nogenlunde de samme informationer til rådighed?

"Jeg ved ikke, hvad den egentlige forklaring er," siger Kim Carstensen.

"De vælger vel deres strategier ud fra præferencer hos ledelse, bestyrelse og aktionærer. Deres egen historie præger dem sikkert også. For eksempel har det været afgørende for Novo, at de for mange år siden brændte fingrene på en historie, de ikke var forberedte på."

Forbrugeraktivisten Ralph Nader satte i 1969 fokus på enzymallergi, og det førte til et brat fald i Novos strygende salg af enzymer til vaskepulver. En dyb finansiel krise blev udløst.

"Det lærte Novo vigtigheden af at lytte til andre. Novo ville da sikkert også eksistere i dag, hvis de havde valgt at nøjes med damage control og ellers ikke gjort mere ved sagen. De to strategier har indtil videre kunnet fungere begge to. Men min formodning er, at Novos er den klogeste," siger Kim Carstensen.

WWF Verdensnaturfonden har en lang tradition for at henvende sig til virksomhederne.

"Det klareste eksempel er vel stiftelsen af Forest Stewardship Council, FSC" siger Kim Carstensen.

"Efter Rio-konferencen i 1992 var det vores svar på en situation, hvor man i årevis havde diskuteret regnskovens problemer, uden at der skete noget væsentligt på det globale plan. Det nyttede ikke noget at satse på regeringerne og de politiske systemer. Vi kunne have diskuteret det i 20 år i FN-systemet og alverdens politiske fora, uden at det ville have gjort en forskel. Så valgte vi at prøve den anden vej: Hvad kan vi nå via markedet?"

Det blev til aftalen med skovejerne og producenterne om FSC-mærket træ, som i dag er et emblem for miljøbevidste forbrugere.

"Ideen til Climate Savers opstod i USA i præsident Bushs første periode," fortsætter Kim Carstensen.

"Regeringen var den mindst progressive partner, man kunne forestille sig. Andre var mere åbne. De første aftaler blev indgået med Nike, IBM og andre amerikanske virksomheder. Det viste sig at blive en voksende faktor i den amerikanske klimadebat. Én ting er holdningen i Washington i og omkring præsidentens kontor - noget andet er det mylder af andre amerikanske initiativer, der nu er trådt frem: Virksomheder gør ting, delstater gør det, byer sætter sig mål osv. Og klimaet er under alle omstændigheder så stor en udfordring, at den ikke kan løses af regeringerne uden opbakning fra alle andre parter. Så Climate Savers er både udtryk for en politisk frustration og en strategisk overbevisning: Alle mulige aktører skal på banen."

"Det samme gælder i Danmark. Så længe virksomhederne siger 'åh nej, det er dyrt og svært, vi er nødt til at købe os til det i udlandet', er det meget svært for politikerne at trænge igennem. Hvis flere virksomheder begynder at sige lige som Novo Nordisk, bliver det betydeligt lettere."

Den danske Velfærdskommission har set på samfundets indretning om 20-40 år uden at overveje, hvordan det fremtidige samfund kan blive bæredygtigt i en større sammenhæng.

"Jeg synes, det er utroligt forstemmende" siger Kim Carstensen.

"Efter en periode sidst i 80'erne og begyndelsen af 90'erne hvor de politiske systemer gik foran og definerede de tre akser i bæredygtigheden, den økonomiske, den sociale og den miljømæssige, er man nu gået tilbage til sektor-diskussioner, hvor man forsøger at løse hvert enkelt problem for sig."

"Hvis vi får en globalt ustabil situation på grund af klimaforandringer, hvis 100 millioner miljøflygtninge trænger sig på, og vi har store konflikter om ressourcerne, så er det jo håbløst at forestille sig, at vi overhovedet kan have noget, der kan kaldes velværd. Men når Velfærdskommissionen taler om globalisering, virker det, som om dens væsentligste bekymring er, om vi kan holde skatterne og afgifterne på det nuværende niveau. Der er altså større ting på spil! En del af fejlen ligger hos os selv. Vi tillod i for høj grad, at diskussionen kom til at handle om det, man kan måle og veje, ikke om sammenhæng i helhedsvisionen."

De fleste politikere har næste valg som tidshorisont. De store investorer, fondene og pensionskasserne har 20-30 års tidshorisont. "Selvfølgelig ser en pensionskasse rådden ud, hvis den har underskud i et enkelt år mens de andre har overskud. Men strengt taget betyder det ingenting. De skal tjene penge på langt sigt," siger Kim Carstensen.

"Der er store forskelle fra virksomhed til virksomhed," fortsætter han. "Nogle af dem er energitunge, det er ikke specielt tilfældet med Novo Nordisk. Desværre er der en tendens til, at industriens organisation, Dansk Industri, vælger den mindste fællesnævner som udgangspunkt. På verdensplan har man et princip om 'fælles men differentieret ansvar': Alle skal gøre en indsats for at løse klimaproblemerne, men det skal stå i et passende forhold til deres formåen. Det ville være meget interessant, hvis man kunne tænke i samme baner i den danske industri. I dag nøjes Dansk Industri med at sige, at betingelserne for danske virksomheder ikke må være ringere end betingelserne i andre lande. Det fører ikke til noget opløftende resultat. Ingen går foran. Ingen løfter blikket. Ingen gør noget ekstra."

"Dansk Industri er interesseret i, at det offentlige bruger flere penge på at styrke forskningen i vedvarende energi og energibesparelser og ny teknologi. Det er helt fint. Men man kunne jo også begynde at kræve incitamenter til de virksomheder, der ønsker at gå foran. Man kunne kræve, at det skal kunne betale sig at gøre noget ekstra. Det har jeg ikke opdaget, at man har gjort indtil nu."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu