Læsetid: 4 min.

Måltidets højhus

14. januar 1999

DET UDVALG, der under Fødevareministeriet har arbejdet med problemerne vedrørende dansk madkulturs problemer, har nu barslet med et forslag om at oprette et Måltidet Hus. Med et driftsbudget på mellem 17 og 20 millioner årligt, skal denne institution ifølge forslaget samle alle gode gastronomiske kræfter for at højne kvaliteten af dansk mad her og hisset og i enhver forstand. Allerede på dette stadium af den sympatiske ides vej føler man sig fristet til at banke kødhammeren i anretterbordet. De sølle skillinger rækker ikke langt, hvis skeen skal over i en anden hånd, og madhuset må da mindst være et højhus, såfremt de mest elementære fødevarevilkår i fædrelandet skal forbedres. For en læg betragtning, men så sandelig også ifølge kritiske sagkyndige som gastronom Jan Krag Jacobsen, konsulent Karin Møller, Forbrugerstyrelsen og Folketingets fødevareudvalgsformand SF'eren Jørn Jespersen, der er idefolk bag huset, er problemerne på snart sagt alle områder i dette for vor trivsel ikke helt uvæsentlige område næsten uoverkommelige.
Det beklagelige forhold falder tilbage på producenterne - ja gu gør det dét - men det falder selvsagt også tilbage på et flertal af de indfødte, der for en stor del stadig stiller sig tilfreds med landbrugets affaldsproduktion, som ingen andre gider købe, ofte serveret i elendige madmiljøer, hvis man er så letsindig at betro liv og helbred til et dansk gennemsnitsmadsted.
Her i sognet lader vi fortsat til at være af den vrangopfattelse, at dansk landbrug, når alt kommer til alt, stadig præsterer, hvad en mand og kone har brug for, og at spisning ude skal være dyrt, dårligt og madforgiftningstruende, før det er helt rigtigt. Bevidstløst fortsætter producenterne med at bilde forbrugerne ind, at vore fødevarer, lagt på disken i rette belysning, afslører andre madproducerende folkeslag - læs: de sydlige - som anden klasses ignoranter, der ikke vasker hænder, når de går på lokum.
Se blot på eksporten, hvor vi jo står så stærkt. Ja, se bare på eksporten, hvor udførslen af forædlede fødevarer er minimal. Hos detailhandlere i Frankrig og Italien, nationer der ikke skammer sig over at lægge mere vægt på kvalitet end kvantitet, er det så at sige umuligt at finde andet made in Danmark end dåsesvineskulder i gélé, torskelever i egen olie og småkager i kasse med et billede af livgarden i galla. Og se bare importen, hvor det alligevel viser sig, at det traditionelle flertal af bevidstløse danske forbrugere nu er vigende.

Faktisk er dansk fødevareindustri - med streg under industri - så småt ved at miste grebet om hjemmemarkedet. Udenlandske kvalitetsskinker, ost og andet godt - ja selv øllet udefra - fortrænger dansk, trist, økonomisk defineret normalstandard med pil nedad.
Advarende røster har rejst sig før, ja år tilbage faktisk. Først enlige svaler, der rejste udenlands og ved hjemkomsten - målløse over, hvad de havde set og smagt og nu med et efterfølgende skrig satte tanden i en dansk fødevare - blev udskreget som landsforræderiske, frankofile snobber. Senere en bredere kreds, ofte med centrum i eller kontakt til de økologiske bevægelser inden for landbruget.
Det er fortsat ikke på den legitime side af populismen i Danmark at brokke sig over maden, eftersom vi er en nation af protestantiske bonderøve, der uden et kny ydmygt takker for davren og ser skævt til den, der spytter i det fælles grødfad. Eller har været ude og rejse og ligefrem lært noget af det.

MEN DE unge og halvunge, der i bredere forstand end før rejser og rejser langt mere hjemmevant i Europa og for den sags skyld den store verden, finder sig ikke mere i at putte lavkvalitet i hovedet, oven i købet henvist til øvelsen på dyre, halvdårlige madsteder i hjemlandet. Disse nye danskere træder nu frem som slagkraftige, kritiske, købedygtige forbrugere, hvad der burde få fødevarebranchen til at ryste i buksen og med egne næver være med til at udgrave grunden til Måltidets Hus.
For halvanden års tid siden slap vi af med storebæltsfærgerne og det utålelige madsvineri ombord. Mangen en sydlænding har tænkt sit ved denne nærkontakt med dansk gastronomisk formåen. Imidlertid er dette symbol på dansk nøjsomhed fortsat visitkort ved adgangen til landet - langs motorvejene, hvor på respektive lag andre lande stolt fører sig frem. Her, hvor før i tiden landevejskroerne blomstrede (vistnok), møder den vejfarende dansk formåen i al dens armod.
Som Jørn Jespersen siger om producenternes svar på forbrugerkrav om udvikling af sunde, velsmagende fødevarer: Branchen leverer mere junk - "færdiglavede burgere i en ny facon, som passer ind i køkkenteknologien hos den dominerende kæde af motorvejskiosker."
Mere er der i og for sig ikke at sige om den ting, hvis man ikke er så åndssvag at stoppe op og æde resultatet. Lad os i himlens navn, inden vi alle får orm i maven, bygge det madhus og så kritisere videre - indefra og ud og udefra og ind.mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her