Læsetid: 3 min.

De måske egnede

Kazuo Ishiguros 'Slip mig aldrig' bruger det mytologiske britiske kostskoleliv som springbræt i en skræmmende skildring, der bevæger sig mellem horror og science-fiction
21. september 2005

Det er en velsignet forbandelse at anmelde en bog af Kazuo Ishiguro. Fra debuten De fjerne blå bjerge (1982) over Resten af dagen (1989) til Vi forældreløse (2000) - for nu at nævne denne signaturs fortrukne i forfatterskabet - har den britiske forfatters romaner været båret af det usagte. For så vidt er en stor del af fornøjelsen ved at følge eksempelvis den pensionerede butler i Resten af dagen, der forsøger at regne ud, om hans herre var nazisympatisør under Anden Verdenskrig, og detektiven i Vi forældreløse, der vil opklare, hvad der skete, da han som dreng mistede sine forældre i Shanghai, at forsøge at hitte rede i, hvad pokker der foregår, mens hovedpersonen stykker sin fortid sammen i håbet om at finde en mening med nutiden.

I sin nye roman Slip mig aldrig dyrker den 50-årige forfatter med de japanske aner antydningens kunst i en så ekstrem grad, at det denne gang er nærmest umuligt for anmelderen at skitsere andet end romanens præmisser for ikke at synliggøre plottets omhyggeligt vævede tråde af gæt og hemmeligheder, og derved ødelægge den oplevelse, det atter engang er at læse Ishiguro.

Noget er galt

Vi befinder os i England i "slutningen af 1990'erne". Den 31-årige Kathy H ser tilbage på sin barndom på kostskolen med det Dickens-klingende navn Hailsham, hvor hun sammen med den kontrollerende Ruth og den temperamentsfulde Tommy dannede et nogenlunde fasttømret venskab baseret på lige dele kærlighed, misundelse, usikkerhed og spænding.

Børnene på Hailsham er klar over, at de er specielle, men hvad der gør dem specielle - og hvad det indebærer - står dem ikke helt klart, som Kathy selv siger i den spidst afmålte og mundrette tone, der præger romanen: "Når jeg ser tilbage nu, kan jeg se, at vi netop var i den alder, hvor vi vidste et par ting om os selv - om hvem vi var, hvordan vi var anderledes end vores værger, end folk udenfor - men endnu ikke havde forstået, hvad noget af det betød."

Denne sindsstemning synes vel ganske normal for børn på vej ind i puberteten, og heri ligger Ishiguros mesterlige træk: Alting virker på overfladen ganske realistisk, selv det britiske vejr, der konstant er gråt uanset årstid og temperatur.

Mellem horror og sci-fi

Langsomt går det dog op for læseren, at der er noget galt i dette miljø af særligt udvalgte. Skolen er ledet af værger, der med få undtagelser synes skræmt af børnene; med jævne mellemrum dukker der lastbiler op med aflagte ting, som børnene med iver tager til sig; det er strengt forbudt at ryge, men knap så farligt at dyrke sex - bortset fra med personer uden for Hailsham, der kan få børn.

Det står hurtigt klart, at Kathy og hendes venner er kloner, der alle er opfostret til det formål at levere organer til mennesker ude i den virkelige. Hvad Kathy og hendes skolekammerater blot aner som større børn, bliver de klar over som voksne, nemlig, at deres tilværelse og levetid er begrænset af, hvor mange organer, de kan overleve at aflevere.

Mere skal ikke røbes her, heller ikke, hvad der sker, da den voksne Kathy render på Ruth og Tommy, og fortiden, følelserne og håbet om måske at udsætte døden derefter begynder at spøge. Blot skal det understreges, at Slip mig aldrig er en skræmmende fortælling og en mesterligt konstrueret roman, der uden at gøre brug af hverken kulørte optrin eller futuristiske kulisser på skræmmende effektiv vis bevæger sig i grænselandet mellem horror og science-fiction. Ishiguro bidrager ikke med meget til debatten om kloning, men stiller så skarpt på, hvordan erindringer har det med at fordreje og hjemsøge virkeligheden, og hvordan vi er dømt til at tro på kærligheden, håbet og dannelsen, selv om disse ting i sidste ende næppe gør fra eller til.

I øvrigt slap Slip mig aldrig for et par uger siden gennem nåleøjet til det prestigefyldte finalefelt til årets Booker-pris, oven i købet som bookmakernes favorit til at rende med titlen den 10. oktober. Fornemt at vi allerede nu har en dansk oversættelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her