Læsetid: 2 min.

Måske skulle vi tale om noget andet...

8. december 2005

"Hvornår skal vi tale om olien?" spugte Bo Carstens i et læserbrev den 5. december i Information.

Analysen af situationen på oliemarkedet kan jeg godt skrive under på, men måske skulle vi ikke tale så meget om olien, for den er der ikke meget fremtid i. I stedet kunne vi tale om, hvordan vi skal klare os uden olien.

Danmark har to muligheder på energiområdet. Den ene er at fortsætte den nuværende udvikling. Så skal der bygges flere motorveje for at servicere et transportsystem, der bliver stadig mere ineffektivt, mens brugerne sidder i hver sin overdimensionerede firehjulstrækker og kører længere og længere for at få hverdagen til at hænge sammen. Der skal også bygges endnu større boliger og stoppes flere energiforbrugende apparater ind i dem.

Hvis vi vælger den mulighed, kommer vi til at tale meget om olien. Den kommer nok til at fylde så meget i økonomien, at det bliver nødvendigt at skære yderligere i den velfærd, som vi har travlt med at snakke om. For der skal både betales til dyr olie og til et øget miltærbudget, så vi kan hjælpe med at sikre os vores del af den.

Lige nu handler det om politisk og militær kontrol over de områder, hvor oliereserverne findes, men på længere sigt også om de krige, der kan blive nødvendige for at holde grådige konkurrenter som Kina og Indien borte fra oliefadet.

Andre veje

Den anden mulighed er at udnytte de danske vedvarende energiressourcer.

Det er blevet påvist adskillige gange i løbet af de sidste 25 år, at de kunne gøre os selvforsynende med energi, efter at Nordsøolien er sluppet op. Det ville forudsætte, at vi begyndte at omgås energien på en mere intelligent måde.

Men det kunne også genetablere den position, Danmark engang havde som foregangsland på energiområdet - og de teknologiske muligheder er til stede. Den politiske vilje er det til gengæld svært at få øje på lige nu.

Brundtland-rapporten satte i 1987 et mål om, at de rige lande skulle halvere deres energiforbrug i løbet af de næste 40-50 år for at sikre plads til den tredie verdens udvikling.

Den daværende borgerlige regerings svar på den udfordring var i 1990 verdens første officielle energiplan, der lagde op til reduktion af energiforbruget.

Ifølge målene fra 1990 skulle energiforbruget til transport i år være stabiliseret på 1988-niveau, men i 2004 var det 26 procent højere end i 1988. Bruttoforbruget i de øvrige sektorer skulle være reduceret med 14 procent - men reduktionen i 2004 var under 5 procent.

Det pinlige er ikke blot, at den nuværende regering ikke har forholdt sig til disse sørgelige resultater, men også at den globale dimension helt er forsvundet i den danske energidebat.

Selv med 15 års forsinkelse er det ikke urealistisk at nå Brundtland-målet omkring 2030. Men det kræver en helt anden indsats. Produktionen fra de vindmøller, der er opstillet i de sidste 25 år, dækker kun knapt 60 procent af elforbrugets stigning i samme periode.

Hvis den vedvarende energi ikke blot skal være grøn pynt på et energiforbrug, der vokser globalt set helt uforsvarligt, skal der også gøres noget ved forbruget.

Måske var det de problemer, vi skulle tale om...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her