Læsetid: 6 min.

Han skulle (måske) have været fodboldspiller

Hans-Jørgen Nielsens projekt er gjort til et taberprojekt. Sådan behøvede det ikke ligefrem være, og en ny mammutbog viser essayisten, kritikeren og journalisten i hele sin spraglede udfoldelse. Samtidig dyrkes han af yngre, boldspillende kolleger i FC Fodboldenglen
2. november 2006

Engang imellem mødes det i superliga-sammenhæng ukendte hold FC Fodboldenglen og går til vaflerne med den lille runde.

Det består af forfattere, og det mødte for to måneder siden nogle andre hold fra mediebrancherne i en cupturnering. Fodboldenglens angriber Peter Adolphsen blev matchvinder, da han scorede i en kamp mod et hold fra Nyhedsavisen. Forfatterholdet, der samles ad hoc, styres af Donna G alias forfatterinden Trisse Gejl. Forlæggerne har også et hold, og således er bogbranchens yngste og næstyngste med til at erindre den mand, der kaldte sin gennembrudsroman for netop Fodboldenglen eller med andre ord: Hans-Jørgen Nielsen, som cup'en er opkaldt efter. En passende hyldest til en forfatter, der også selv var en habil fodboldspiller, som blot trænede alt, alt for lidt, for måske skulle han i grunden selv have været fodboldspiller på samme måde, som Dan Turéll skulle have været taxachauffør - den mulighed, som står og vinker fortabt ved siden af det, man i stedet valgte at blive.

I disse dage udkommer en bog på 528 sider med udvalgte artikler fra Nielsens hånd, dels fra de to store essaysamlinger Nielsen og den hvide verden og Billeder fra en verden i bevægelse, men ikke mindst fra Information, den avis, hvis lyse hovede han var på kultursiderne sidst i 1960'erne og videre op gennem 70'erne.

Han sprang ud som digter 24 år gammel i 1964 med et digt, der hed 'Spring ud', som stod at læse i Vagn Steens tidsskrift Digte for en daler. Det bestod af kun de to ord, der til gengæld var udformet grafisk, så det så ud, som om de bogstaveligt talt sprang ud - eller ned ad siden. Det kunne have været en plakat. Året efter udkom han hos Jarl Borgen, dernæst hos vennen Claus Clausen på Tiderne Skifter og nu - 15 år efter sin død - på Gyldendal.

Han er således ikke glemt, men det er påfaldende, at Tania Ørum, som han i mange år dannede par med, er chefen i foretagendet, når hans værk skal holdes i hævd. Det har hun gjort i tidsskrifter, i et seminar om ham og nu også som medredaktør af den nye bog. Hvad havde der været uden hende?

Claus Clausen og Morten Thing har også gjort deres. Peter Christensen og Frederik Stjernfelt har haft ham med i en antologi - om fodbold. Men ellers ikke så meget. Sært, når man betænker, hvor meget han fyldte i sin samtid.

Rynkerne i panden

Hvori bestod hans projekt? Litterært var det et opgør med Torben Brostrøms og Klaus Rifbjergs modernisme, men også generelt med en traditionel litteratur, der var båret af følelser eller romanpersoner, som hver især repræsenterede en eller anden ide, osv.

Fra billedkunsten blev det Per Kirkeby og Den eksperimenterende Kunstskole, der blev hans legekammerater. Her var man i fuld gang med at lægge afstand til den abstrakte kunst. Ikke at de var rindalister, men de syntes, den nonfigurative kunst blev mere og mere tilmudret - anything goes - og derfor uinteressant. Man søgte enkle, rensede udtryk som Poul Gernes' stribemalerier eller grænseoverskridende, visuelle og teaterinspirerede forestillinger, såkaldte happenings...og Hans-Jørgen Nielsen fulgte med, når han da ikke gik i spidsen, hvad han ofte gjorde.

Heri blandede alt sig fra Andy Warhol i Vest til Karl Marx i Øst. Per Højholt kunne gå an fra den forrige generation, og fra forne tider blev Palle Jessen og Bønnelycke kaldt frem. Haiku-digte, Bob Dylan, Buckminster Fuller, Carnaby Street, spilteori, cybernetik, beatmusik og ungdomsoprør i alle dets gestalter. Det blev alt sammen udlagt og fortolket af 'h-j n,' som han underskrev sig her i avisen.

Han tænkte tanker, og han tænkte hurtigt, og når han tænkte mest intenst, kunne man se det på hans ansigt, for så blev de to lodrette rynker i panden endnu dybere, og til sidst satte de sig fast. Kun når nogen foreslog en gang bold på plænen udenfor, kunne de løse sig op, og så blev han på et øjeblik en glad mand. Eller når der skulle festes.

Hvor Ebbe Kløvedal Reich (eller Preben Wilhjelm) blev det politiske fyrtårn, blev Hans-Jørgen Nielsen det kulturelle.Modsat Brostrøm og senere Erik Skyum Nielsen forblev tankerne ikke inden for det litterære univers, men sprang gnistrende til alle sider. Han kunne gå ind til en forsamling af arkitekter, komponister eller filosoffer og sætte møder på den anden ende med nye, overraskende indfaldsvinkler. Det var vigtigt at være på tværs, ikke bare af kunsarter, men af fagområder i den helt stor hybrid.

Han fik lov at udgive antologien Eksempler med digtere, der understøttede hans litterære ideer: Jørgen Leths Sportsdigte, Per Kirkebys popkunstdigte, Charlotte Strandgaards og Knud Sørensens nyenkle hverdagsdigte, osv. Men Henrik Nordbrandt var for modernistisk.

Hvorfor skibbrud?

Attituderelativismen var det navn, han gav den filosofiske del af sit projekt. Et bærende element var, at han så mennesket - ikke som en fast defineret størrelse, men som en række roller, der var bestemt af de forskellige sammenhænge, man indgik i. Hvilket ikke skal forstås banalt som en vindbøjtel, men sådan som det var i virkelighedens verden, og det var der ikke noget galt i.

Hvorfor led projektet skibbrud? Det gjorde ungdomsoprøret over en bred kam. Den politiske venstrefløj blev splittet i små fraktioner. De kunstnere, han havde samlet under sin hat, udviklede sig i vidt forskellige retninger. Per Kirkeby meddelte pludselig, at han ikke ville lave happenings mere, nu ville han igen male billeder. Og gammelmodernisterne eller aristokratmodernisterne, som han kaldte dem, forligede sig ikke gerne med det nye hold af unge digtere.

Utvivlsomt havde Hans-Jørgen Nielsen også set sammenhænge, hvor de ikke var. Attituderelativismen opnåede at blive optaget i Nudansk Ordbog, men år senere røg den ud igen, og så er man jo uhjælpeligt en taberideologi. Som intellektuel dansemester var han heller ikke den, der gjorde sig på tv, men udelukkende i feinschmeckerkredse (Informations læsere).

"Digter er ikke noget, man er, men noget man gør sig til," lød det i hans opgør med kunstnermyten, den udbredte opfattelse, at inspirationen og dermed kunsten var af guddommelig art.

Han fik sig hevet op med en kunstnerisk kraftanstrengelse, da han skrev sin store roman Fodboldenglen i 1979. Ironisk nok en handlingsroman. Det er den, hvor man på forsiden ser en fodboldspiller, der flyver, og på bagsiden en, der ligger i banens mudder. Den handler om to kammerater. Den ene bliver akademiker og er midt i sit livs sammenbrud, da romanen begynder, mens den anden er blevet professionel fodboldspiller i udlandet. Deres skæbner flettes igen sammen senere i livet, og nu er det fodboldspillerens tur til at blive kriseramt. Romanen blev straks en bestseller som en genrationsroman.

Dødsstød i 80'erne

Med firserdigternes indtog fik Hans-Jørgen Nielsens projekt det endelige dødsstød, da lyrikken igen blev modernistisk. Når man genlæser hans artikler, kan man igen frydes over den inciterende spændstighed. Men igen: Hvorfor er det altid Tania Ørum og Claus Clausen, der skal fortælle os om det? (Men: Fordelen er, at Tania Ørum oplevede og indlevede sig i fænomenet på nærmeste hold.) Det litteraturhistoriske svigt bliver tydeligt, når litterater pludselig får øje på en digter som Johannes L. Madsen, en af dem på Nielsens hold, som ved sin død pludselig blev helgenkanoniseret som enestående og fantastisk. Men først ved sin død.

Kun i billedkunstens avantgarde lever Nielsen-projektet videre - og altså på fodboldbanen.

* Nye sprog, Nye verdener (526 sider, 375 kr. (vejl.)) er udkommet på Gyldendal og redigeret af foruden Tania Ørum Morten Thing og Thomas Hvid Kroman.

FC Fodboldenglens hjemmeside: www.fcfodboldenglen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu