Læsetid: 6 min.

’Jeg måtte tage bo i Idi Amin’

Idi Amin er glansrollen i Rorest Whitakers karriere - men først måtte han finde manden bag myten. En mand, der stadig deler uganderne i modstandere og tilhængere
2. februar 2007

Forest Whitaker rager godt op over mig, hans firskårne 190 centimeter er en påmindelse om, at før han blev skuespiller, spillede den talentfulde i dag 45-årige skuespiller college-football på eliteniveau. Men trods sin bjørneagtige fysik udstråler Whitaker urokkelig sjælsro, og hans stemme er blid og mild. Han har øjensynlig ikke fået nykker over at være blevet nomineret til en Oscar for sit portræt af Idi Amin i Kevin MacDonalds filmatisering af Giles Fodens The Last King of Scotland (der får premiere i Danmark i dag, red.)
MacDonald måtte teste dusinvis af skuespillere til rollen, før han besluttede sig, og han havde først sine tvivl om Whitakers egnethed, fordi »han er kendt som sådant et inderligt ejegodt og mildt gemyt«.
Men Hollywood-skuespilleren tog fusen på ham. »På et tidspunkt,« husker MacDonald om prøvefilmningen, »fik jeg det direkte fysisk ubehageligt og tænkte ved mig selv: Er jeg i sikkerhed her? Forest så overhovedet ikke ud til at spille skuespil. Han var ét med rollen. Så jeg antog ham på stedet.«
The Last King of Scotland udretter for Idi Amin, hvad først Max og siden Der Untergang for nylig gjorde for Hitler:
Tag en figur, hvis dimensioner er blevet reduceret til en dæmonisk karikatur og udvid så deres menneskelighed. Ondskab er altid mere foruroligende, når der er sat et menneskeligt ansigt på den, som kan afsløre vores beslægtethed med den formodede anden. Mennesker som Amin og Hitler kunne jo heller ikke få held med deres forehavender alene – det krævede et helt samfunds medvirken. Spørgsmålet er da: Hvor langt er mennesker villige til at gå for at lade sig forføre af en fører? Er de rede til at gå hele vejen og lade sig tilintetgøre, om ikke fysisk, så mentalt og moralsk?
Valget af Whitaker til denne rolle giver god mening. Der var brug for en skuespiller, som selv når han spiller Jodie Fosters torturbøddel i Panic Room eller lejemorderen i Ghost Dog: The Way of Samurai har en udstråling, der kan vække et gran af publikums sympati. Vi må kunne forføres af Amins charme og personlighed før – også vi i biografen – brat vågner op og begynder at lugte stanken fra rådnende lig.

Amin menneskeæderen

Whitakers job var at finde mennesket bag overskrifterne. Det forlød sidste år, at Amins søn, Taban, havde truet med at sagsøge filmens producere for – af alle ting – bagvaskelse og injurier, fordi han frygtede, at filmen ville præsentere hans fars påståede kannibalisme som et faktum.
»Faktisk bliver Amin i filmen voldsomt vred over at blive kaldt kannibal i vestlig presse,« fortæller Whitaker. »Fordi det simpelthen er usandt. Men det er selvfølgelig en måde at skildre hans figur på, så den tager sig stadig mere monsterlignende ud«.
Måske. Men ugandere drevet i eksil hævdede ikke desto mindre, at Idi Amin opbevarede afhuggede hoveder i en fryser, fodrede krokodiller med lig og lod en af sine koner partere. I sandhed det stof, monstere er gjort af eller hvad?
»Jeg mener bestemt ikke, at man skal fortie det faktum, at mange mennesker blev myrdet. Jeg tror bare ikke på, at han åd mennesker. Jeg har talt med ministre i hans regering, med hans familie og mange andre, der var tæt på ham, og jeg fornemmer, at lige præcis den påstand er vestlig propaganda.«
Amin er en af de vanskeligste karakterer, Whitaker nogensinde har spillet, siger han. For at få et klart billede af ham, følte han det nødvendigt at lægge »det indoktrinerede vestlige synspunkt bag sig«.
»Jeg er afroamerikaner. Jeg er ikke afrikaner, men mine forfædre kom herfra, så jeg følte, jeg måtte prøve på at forstå en anden rytme, en anden måde at se verden på.«
Så Whitaker lærte sig swahili, tog timer i harmonikaspil, så på videofilm, deriblandt Barbet Schroeders dokumentarfilm, Géneral Idi Amin Dada fra 1974 og lyttede til båndede taler.
»Jeg var nødt til at forstå alt, så jeg kunne tage bolig i hans krop på rette måde. Ikke som han er blevet skildret som en éndimensionel figur, men i hans personlighed i dens helhed,« siger Whitaker.
»Han havde børn, han havde familie. Hvordan kan man være tro og ærlig over for tvetydigheden i et sådant menneske?«

Opdraget af englændere

For at finde ind til Amin på ærlig vis, pointerer Whitaker, må man forstå, hvordan hans personlighed blev skabt. Opdraget af en mor, som var en berygtet heksedoktor, der rejste rundt med kolinitidens britisk ledede regiment King’s African Rifles (KAR), solgte han doughnuts på gaden som dreng. Senere konverterede han til islam og blev rekrut i KAR.
»Han blev opdraget af englænderne,« siger Whitaker og fikserer mig pludselig med sit blik direkte i øjnene.
»De lærte ham alt, han vidste om krig. De sendte ham i krig imod Mau Mau’erne (kenyansk oprørsbevægelse, der i 1950’erne kæmpede mod den britiske kolonimagt og blev knust af denne, red.), og det har været vildt forrående.«
Amin steg hurtigt i graderne og blev en af Ugandas første sorte officerer. I 1971 afsatte han Ugandas daværende premierminister, Milton Obote, ved et kup og udnævnte sig selv til præsident på livstid. Briterne støttede ham stiltiende. Diktatoren oprettede derpå dødspatruljer under ’Det Statslige Forskningsbureau’ og gav ordre til at myrde alle, der kunne mistænkes for at være loyale over for Obote. I 1972 beordrede han så Ugandas asiatiske minoritet på 50.000 overvejende indere til at forlade landet. Samtidig blev tusinder af Amins mulige rivaler og medlemmer af intelligentsiaen dræbt. Storbritannien så ingen anden udvej end at trække sin støtte tilbage.
»Han lod sig male op i et hjørne, hvor alle støtter faldt fra,« siger Whitaker.
»Han var omgivet af afrikanske nabolande, som ikke kunne lide ham, så han blev stadig mere paranoid, mistede al realitetssans og traf stadig mere vanvittige beslutninger.«

Sammensat personlighed

Da Whitaker rejste til Uganda, blev han imidlertid forbløffet over at erfare, at uganderne har blandede følelser over for deres tidligere diktator.
»Det er slet ikke alle, som opfatter ham som den ækle tyran, vi ser ham som her i Vesten,« siger han. Jeg spørger ham så, om han mener, at sorte politiske ledere skal bedømmes efter andre kriterier end deres hvide modstykker.
»Ja, det gør jeg faktisk,« siger han med eftertryk.
»De fleste sorte politiske figurer, som har nået en stor position, og som aggressivt har bekæmpet det bestående system, er blevet snigmyrdet, fængslet eller dæmoniseret. De fleste repræsentanter for farvede, som har været revolutionære i en heller anden forstand – fra Gandhi til Malcolm X og Martin Luther King – alle de folk blev dræbt. Man skulle tro, Idi Amin havde dræbt lige så mange som Hitler ud fra den måde, han er blevet skildret på. Han dræbte helt sikkert ikke så mange som Kinas og Sovjetunionens ledere. Jeg tror, at hvis man gennempløjer historiebøgerne og studerer grusomheden hos nogle af de diktatorer, der har eksisteret tidligere, så vil man finde, at Idi Amin til sammenligning er om ikke en fodnote, så dog kun fylder et par linjer.«
»Man er også nødt til at spørge: Foretog han sig slet ikke fortjenstfulde ting? Jeg mener: Det var vel okay, at han gav Ugandas søer deres originale afrikanske navne tilbage? Og det var okay, at han forsøgte at sikre alle børn en bestemt slags skolegang. Okay, det kom ikke til at fungere – men han forsøgte da.«
Når han tænker tilbage på sin tid under Idi Amins hud, indrømmer Whitaker dog, at det var en lettelse for ham, da han kunne krænge diktatoren af sig igen og komme videre. Men erfaringen har sat sig spor, og en Oscar vanker muligvis for enden af vejen. Den store pris for Whitaker er dog de fastere bånd, han nu føler at have knyttet til sin herkomst.
»Jeg lærte, at en del af mig selv er dybt rodfæstet hos mine forfædre i Afrika i den måde jeg orienterer og opfører mig på, og den følelse blev kun stadig stærkere under arbejdet med rollen som Idi Amin.«

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her