Læsetid: 2 min.

MACHINE

3. juni 2006

Forfatteren til 'Små historier 2' og 'Brummstein' Peter Adolphsen udgiver på torsdag sin næste bog 'Machine'. Historien starter med en eksplosion i en bilmotor i St. Austin og ender ved Appalacherne. Omtrent midt i bogen udfoldes følgende episode:

Dagen efter samlede han en blaffer op. En hippiefyr i tyverne, speedsnakkertype, hvorfor Jimmy kun fangede fragmenter, men efterhånden fik han stykket mandens historie sammen: Navnet var Butch Pozzi, han kom fra Rhode island, hvor han efter high-school havde arbejdet lidt på en chokoladefabrik, og efter Vietnam, hvor han slap nådigt med en tjans som chauffør i forsyningstropperne, havde han mest bare hængt ud, men for nylig tilbragte han 6 måneder i Europa, lidt i London, mest i Amsterdam. Udlandsopholdet havde tydeligvis mærket hans selvopfattelse, især mødet med en vis Bart Huges. Ordet 'trepane-ring' dukkede op flere gange i forbindelse med denne Huges, og Jimmy måtte til sidst afbryde talestrømmen for at spørge til dets betydning.

"At bore et hul i hovedet, mand," svarede Butch og gestikulerede, som holdt han et skruebor for panden. Motivet til at foretage sligt bizart indgreb var angiveligt at skabe undertryk i kraniet og dermed øge mængden af blod i hjernen, hvilket skulle medføre en permanent 'high' i stil med følelsen, man har efter at have stået på hovedet. Det hele stod i en bog, som Butch fremdrog fra rygsækken, skrevet af Bart Huges Himself: Homo Sapiens Correctus (the mechanism of brainbloodvolume), fra 1962. Hippien bladrede lidt i bogen, mens han udbredte sig om, hvorledes tyngdekraften er vores fjende; dengang i urtiden, hvor vores forfædre rejste sig for at gå på to ben, kom vi til at mangle blod i hjernen. Derfor udnytter vi kun 10% af vores hjernekapacitet; den får ikke blod, og dermed næring, nok. Butch stod på hovedet hver morgen og overvejede selv at få en trepanering, men det var pløkumuligt at få en rigtig kirurg til at gøre det, og at gøre det selv turde han ikke, plus at det var dyrt og svært at skaffe instrumenterne. Måske en dag.

Undervejs i enetalen havde Butch med fremvisning af en lille pose tørt plantemateriale spurgt om tilladelse til at rulle en joint, som nu var færdig, tændt og givet videre til Jimmy.

"Lækker zootie, ikke?" spurgte Butch, og Jimmy, med røg i lungerne, nikkede uden at have forstået det konkrete ord, som alligevel utvivlsomt henviste til jointen. Stofbrugerslang må være et af sprogets foranderligste fænomener, tænkte han. Zootie.

Butch skulle ikke længere end til Chat-tanooga, Tennessee, hvor han kendte nogle syrehoveder i en husbåd. Jimmy fortsatte alene. Han hørte jazz i New Orleans, spille-de på kasino i Las Vegas, cruisede på bou-levarderne i Los Angeles og røg pot i San Franciscos parkanlæg. Og så videre, indtil han d. 28. februar 1971 ankom til Jensen, Utah.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu