Læsetid: 6 min.

Madame la Présidente ?

Navnet Ségolène Royal lyder som om, det er skabt til noget stort. Det er det også, og jeg skal nok blive valgt, siger den socialistiske politiker og mor til fire, der bærer navnet, og som er vælgernes favorit til den franske præsidentpost ved valget i 2007. Men i det mandsdominerede franske socialistparti, PS, er begejstringen til at overse
27. januar 2006

PARIS - Da hele det franske politiske etablissement i starten af januar højtideligholdt 10-året for den populære franske præsident François Mitterrands død, var den 52-årige socialistiske politiker Ségolène Royal opsigtsvækkende fraværende. Hun var i Chile, hvor hun studerede, hvordan en anden kvinde fra venstrefløjen, Michelle Bachelet, vandt posten som sit lands præsident.

"Det var nyttigt - hvad der er vigtigt, er at have appetit på fremtiden," bemærkede hun ved hjemkomsten. Partiets ledende kadrer skuttede sig i vinterkulden og gøs - igen - for der er ingen tvivl om, at den kvinde, som i dag er leder af Poitou-Charentes regionen, socialistpartiets formand François Hollandes partner og i øvrigt mor til parrets fire børn, er vælgernes absolutte yndlingskandidat, når socialisterne om syv måneder skal vælge deres spids-kandidat til præsidentvalgkampen i 2007. Og selv om medierne spidst rapporterede, at Royal havde haft stiletterne på under et besøg i Santiagos slumkvarterer, er der ingen tvivl om, at hendes sejrsgang i meningsmålingerne skal tages aldeles alvorligt. "Jeg vinder, bare vent og se," sagde hun allerede sidste år i november.

Snedronningen

Mens Royal var i Chile, bragte den venstreorienterede avis Liberation på sin forside en tegning af hende iført Mitterrands klassiske frakke, hat og halstørklæde i solskin og med et vinterramt Paris langt bag sig. I en leder noterede avisen sig samtidig den "desperate fortvivlelse", som de ledende, mandlige socialistiske politikere så åbenlyst føler over Royals optur. De vanlige medier har haft hende som favorit hele januar med fem separate målinger, der alle havde hende som nummer et blandt socialisterne, og i sidste uge bragte det ledende franske kvindeblad, Elle, en måling, der sagde, at hele 59 % af franskmændene overvejede at stemme på hende i 2007.

"Krokodillerne i alle fraktionerne hader hende af den samme grund, som franskmændene (først og fremmest de franske kvinder) bakker op om hende i så stort tal," mente lederskribenten, som videre forklarede, at den klassisk smukke og veluddannede Royal, der har beklædt tre ministerposter - miljø, uddannelse og familie - og ført kampagne mod vold og porno på TV og for en skrappere miljøpolitik, "legemliggør individualismen" og et "oprør mod den manglende tiltro til den mandsdominerede politiske klasse."

"Efterårets prinsesse har forvandlet sig til vinterens dronning," skrev forfatteren lyrisk, inden lederen dog advarede mod Royals "moralisme og autoritære anstrøg."

Aggressiv sexisme

Kampen om, hvem der skal stå i spidsen for socialisterne ved næste års vigtige valg til posten som Frankrigs absolut øverste politiske og samfundsmæssige autoritet, har været i gang i, hvad der synes som evigheder. Hele sidste år profilerede alle de mandlige kandidater sig uden den forstyrrende Royal, men da hun pludselig dukkede op i efteråret og igen og igen blev nævnt som de socialistiske vælgeres egen foretrukne kandidat, reagerede hendes partikammerater med en aggressiv sexisme, der er langtfra ukendt i gallernes fædreland. Hele det kendte misogynistiske repertoire fra usynliggørelse til latterliggørelse blev hevet frem:

"Hvem skal passe hendes børn," fnøs den tidligere premierminister Laurent Fabius. "Jeg kan bare slet ikke tage Ségolène-scenariet alvorligt," bekendtgjorde en anden sværvægter, Dominique Strauss-Kahn, mens senator Jean-Luc Melachon vrissede, at valgkampe "ikke er skønhedskonkurrencer." Royal bemærkede muntert, at Fabius, der som tidligere socialistisk premierminister er hendes gamle chef, "nok altid har været en af dem, som mente, at François ikke rigtig har styr på mig."

Lunken mage

Og netop Royals mand, Fran-çois Hollande, der af kommentatorerne rutinemæssigt dømmes ude i kapløbet som 'ukarismatisk', var i lang tid påfaldende tavs om mulighederne for sit hjertes udkårne; om end venner af partiformanden har ladet medierne forstå, at det ikke lige var stillingen som 'præsidentens partner', han havde drømt om. I starten af året var det imidlertid ikke længere muligt for ham at ignorere meningsmålingernes klare tale, og han sagde derfor i et radioprogram, at han "foretrak hende frem for så mange andre mulige kandidater. Det ville jo være absurd, hvis jeg skulle bruge det, at hun er populær, imod hende. Hun har styrker, som franskmændene anerkender."

En noget lunken opbakning, der med garanti ville have fremkaldt mediereaktioner, hvis han havde været en kvinde, som udtalte sig om sin opbakning til ægtemanden. Men det var det jo ikke, så pressen hæftede sig i stedet ved, at Hollande ikke udelukkede sig selv som kandidat, men understregede, at medlemmerne ved en afstemning måtte vælge mellem de opstillede kandidater i november.

De mavesure mænds opstød har imidlertid givet bagslag. Jo flere kritiske bemærkninger, jo mere stiger opbakningen til Royal i meningsmålingerne. Og den franske højrefløjs darling - der selv, om end endnu uofficielt, er kandidat til præsidentposten - indenrigsminister Nicolas Sarkozy, så da også i sidste uge chancen for at puste til bålet af uenigheder hos det rivaliserende parti. Han sagde, at "Ségolène Royal har min respekt. Hun er en dynamisk og interessant politiker, som jeg gerne deltager i debatter med, hvis det skulle blive relevant. Hvorfor skulle kvinder ikke kunne stille op lige så vel som mænd?" Da havde Royal i øvrigt lige vundet større opbakning i en meningsmåling offentliggjort i dagbladet Le Figaro end den, der var blevet Sarkozy til del.

Men hvem er Ségolène Royal? Har hun evnerne til at gøre for Frankrig, hvad Angela Merkel har gjort for tyskerne, Bachelet for chilenerne og Ellen Johnson-Sirleaf har gjort i Liberia, da hun blev det afrikanske kontinents første folkevalgte kvindelige leder i sidste uge ?

Privilegeret socialist

Ségolène Royal er født i 1953 i Dakar i Senegal som datter i en traditionsbåret fransk officersfamilie. Efter en top- universitetseksamen fra Sciences-Politiques gik hun videre på den verdensberømte franske eliteskole Ecole Nationale d'Administration (ENA), hvor hun fik topkarakterer og gik på årgang med både Hollande og den nuværende franske premierminister Dominique de Villepin.

Hun startede sin politiske karriere som medarbejder under Mitterrand i 1981. Her blev hun straks miljøminister og i senere socialistiske regeringer i 90'erne også uddannelses- og familieminister. Hun blev landskendt efter kampagner for brug af prævention, øget barselsorlov for mænd, kamp mod pædofili, børneprostitution, vold og porno på TV og i film samt en hårdtslående politik for traditionelle familieværdier, samtidig med at hun altid har slået et slag for ligestilling.

Hun har endnu ikke udtalt sig om tunge emner som den franske økonomi, EU, udenrigspolitik eller integration, selv om hun dog har erklæret sig som en varm tilhænger af den nu faldne nye europæiske forfatning. Hun har heller ikke, som en leder i Figaro understregede, givet nogen bud på "det sociale Frankrigs" fremtid.

Men hun har nedsat en tænketank og website med titlen Desirs d'Avenir, der vil klæde hende på til de tungere emner, som hun uden tvivl vil blive afkrævet holdninger til snart. For som Alain Duhamel, en af Frankrigs kendte-ste politiske kommentatorer sagde i sidste uge til TV-kanalen RTL, så er der lige nu tale om "en bølge, en 'Ségomania', der altid opstår, når en person bliver 'opdaget' som noget nyt, en ny generation, et nyt køn, en ny frisk mulighed. Men nu kommer anden bølge," advarede han - den fase, hvor hun skal sætte ind og vise, at hun også har politisk tyngde og substans.

Duhamel siger også det, som mange andre analytikere har peget på, at Royal trods den relativt tunge erfaring med ministerposter og nu som regional leder ikke har et stærkt netværk i sit parti, og at det kan blive hendes alvorligste problem: "Royal er som et lokomotiv i meget høj fart - smuk at betragte, men fortsat uden vogne."

Men det er muligt, at de 127.000 medlemmer af PS er ligeglade med netværk. Som danske Helle Thorning-Schmidt ved, kan karisma, intelligens, kommunikative evner og ambitioner kombineret med ønsket om nye friske ansigter, der ikke er tynget af årtiers baksen med de tungeste politiske emner, sagtens føre til kandidaturet til de øverste poster i politik. Om det også kan ske i Frankrig, vil vi vide til november, når urafstemningen finder sted.

Mere udland side 36

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu