Læsetid: 5 min.

Made in Madras

En af de mest fremtrædende, indiske instruktører er Mani Ratnam, som laver populære og meningsfulde melodramer med sang og dans. Ni af hans film kan i november ses i Cinemateket i København
18. november 2005

Branchefolk vurderer, at ca. 800.000 personer lever direkte og indirekte af indtægter fra filmproduktion i Chennai, det tidligere Madras, i Indien. På et stort landområde uden for byen ligger, hvad der for få år siden var Asiens største filmstudie, MGR Film City, opkaldt efter den legendariske tamilske filmstjerne og politiker, Maradur Gopalamenon Ramachandran. Her står 36 dekorationer klar til brug - f.eks. en komplet bankbygning, en bro over en flod og en kæmpemæssig hajmund

Studiet bliver nu ikke længere anvendt, og de mange dekorationer og bygninger er i forfald. Jeg blev jaget væk fra området, da jeg ville tage billeder. Vagten forklarede, at man var bange for, at omtale af studiets tilstand kunne udnyttes af den politiske opposition i den sydindiske delstat Tamil Nadu, hvor Chennai er hovedstad, og skade Chief Minister Jayalalitha.

Nationale emner

I Chennai bliver der hvert år produceret cirka 140 film, hvilket nogle år er flere end i Bollywood, som man har døbt filmindustrien i Mumbai, det tidligere Bombay. Tamil tales af 50 mio. i Sydindien, fire mio. på Sri Lanka, en mio. i Malaysia og af mindre grupper over hele Sydøstasien. Den tamilske filmindustri udviklede tidligt et marked på Sri Lanka, i Singapore og Malaysia, og populære tamilske film er ofte blevet dubbet til andre indiske sprog eller har været grundlag for remakes på hindi.

Det gælder især for film af den mest fremtrædende populærfilm-instruktør i Sydindien, Mani Ratnam. Den 50-årige instruktør har lavet film på de sydindiske sprog og med udgangspunkt i sydindiske temaer. Det gælder f.eks. Iruvar (The Duo, 1997), der er inspireret af venskabet og det senere brud mellem politikeren og manuskriptforfatteren M. Karunanidhi og stjernepolitikeren M.G. Ramachandran.

Filmen er usædvanlig smukt fotograferet (af Santosh Sivan) og filmens sange, komponeret af A.R. Rahman, er elegant integrerede i fortællingen. Aishwarya Ray (tidligere Miss World og nu en stor Bollywood-stjerne) debuterede overbevisende i Iruvar - i en dobbeltrolle som MGR's første kone og hans elskerinde, Jayalalitha.

Men Mani Ratnam har også i en række film - Roja (1992), Bombai (1995), Dil se (From the Heart, 1998) og Kannathil Muthamittal (A Peck on the Cheek, 2002) - beskæftiget sig med nationale, politiske emner som forholdet mellem hinduer og det muslimske mindretal - godt 10 procent af Indiens befolkning - og konflikterne i Kashmir og på Sri Lanka.

Meningsfuldt melodrama

Sangene er hjertet og sjælden i indisk film og for det indiske publikum en stor del af oplevelsen ved at gå i biografen. Man skal ikke have opholdt sig lang tid i en indisk biograf, før man finder ud af, at publikum ikke så meget er optaget af selve historien, men mere af den måde, den bliver fortalt på. De indiske biografgængere accepterer gerne at blive præsenteret for de samme temaer og figurer igen og igen, men de forventer at musikken, sangene og danseoptrinene er originale og nyskabende.

"Jeg har valgt at lave film inden for mainstream-formatet i et sprog, som er forståeligt for det indiske massepublikum, selv om det ville gøre mit liv meget lettere at lave film uden sang- og dansenumre," siger Mani Ratnam, der er en mester i at kombinere visuel æstetik og musikalske stilarter fra Vesten med indisk fortælletradition og musik. Han laver meningsfulde melodramaer med udgangspunkt i populærfilmens konventioner.

"Hvis du ikke bare vil kaste sangene ind i filmen, men udnytte dem til at understøtte følelsesmæssige stemninger eller formidle bevægelsen fra et punkt til et andet i fortællingen, er det så meget desto mere krævende. En film må have fem gode sange for at tilfredsstille publikum, og selv om sangene bringer noget abstrakt ind i fortællingen, skal de ikke sætte historien i stå men bringe den videre."

Politisk panorama

Jeg møder Ratnam i hans produktionsselskab Madras Talkies, der er indrettet i et nybygget hus i Chennais gamle europæiske kvarter.

Hans gennembrudsfilm, gangsterdramaet Nayakan (The Hero, 1987), var inspireret af Francis Ford Coppolas The Godfather (1972), ikke mindst i skildringen af helten Velu/Nayakan, der ligner Al Pacino som ung og Marlon Brando (komplet med underbid og ru hviskende stemme) som gammel.

Filmen var kontroversiel fra begyndelsen, fordi den lå i forlængelse en lang tradition i tamilsk film for 'politiske' film vendt mod Nordindiens dominans i det indiske samfund. Men de to film, der for alvor etablerede Mani Ratnam som et navn ikke bare i Tamil Nadu, men i hele Indien, var de politiske panorama-fortællinger Roja og Bombay.

De udspiller sig på baggrund af henholdsvis konflikterne i Kashmir og de voldsomme sammenstød mellem hinduer og muslimer i Bombay i december 1992. Begge film blev optaget på tamil, men med det samme eftersynkroniseret til hindi og en række andre indiske sprog. Roja og Bombay blev store publikumssucceser over hele Indien, uden tvivl på grund af deres nationale patos og de flot koreograferede, iørefaldende og nyskabende sange, komponeret af tamilske A.R. Rahman, der også er en stjerne i Indien.

Statslig censur

At fremme harmoni og tolerance mellem de forskellige religiøse grupper har altid været et favoritemne i Indiens kommercielle filmindustri, og Mani Ratnams politiske film kan siges at ligge i forlængelse af denne tradition. Han går længere end de fleste instruktører i retning af en realistisk gengivelse af historiske begivenheder, og det har flere gange bragt ham på kollisionskurs med den statslige indiske filmcensur.

Censuren spiller en afgørende rolle for, hvilke emner man kan tage op i indiske populærfilm. Det er f.eks. stadig sådan, at ingen instruktør må omtale eller kritisere det parti, der har regeringsmagten eller beskæftige sig direkte med kontroversielle emner som f.eks. den revolutionære Naxalit-bevægelse i de nordlige provinser.

Det er utænkeligt, at den indiske filmcensur ville tillade et 'realistisk' eller sympatisk portræt af separatismen i Kashmir eller film, der sætter spørgsmålstegn ved Indiens territorialgrænser.

Men Mani Ratnams From the Heart kredser også - via en kærlighedshistorie - om væsentlige politiske og kulturelle emner: Terrorismen i den nordøstlige Indien, opblomstringen af separatist-bevægelser. Desuden hentydes der til mordet på Rajiv Gandhi, idet heltinden er selvmordsbomber. Gandhi blev dræbt i Tamil Nadu i 1991, da en ung kvinde gik hen til ham med en blomsterkrans, bøjede sig ned for at kysse hans fødder og udløste sin bombe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu