Tilskuerne på Bernabéu er et teaterpublikum. De har ikke den nerve og medleven, som man ser i England og Tyskland. Efter 10 år på førsteholdet er Guti stadig kun et lovende talent. Beckham bliver en middelmådig Hollywood-skuespiller i sin nye klub, LA Galaxy. De højt betalte fodboldstjerner tror, de ejer verden.
I, derimod, sagde Ramón Calderón og vendte sig mod de jurastuderende på universitetet i Madrid, har dannelse. I er intelligente og ved, hvordan I skal tackle tilværelsen.
Præsidenten i Real Madrid var i fuld færd med at fortælle om den komplicerede ledelse af et moderne fodboldhold, hvor stjerner, trænere, investorer og medier skal plejes og passes. De kompromisløse udtalelser flød i en lind strøm. Desværre for den indiskrete præsident blev dele af seancen optaget på bånd af en journalist, der havde sneget sig med ind, og som efterfølgende sørgede for uforsødet dokumentation i spansk radio. Og så rullede lavinen i det i forvejen kriseramte Real Madrid.
Rygter i løbetid
De færreste virksomheder bryder sig om at have en masse millioner liggende ude på lageret. Men sådan er virkeligheden i Real Madrid. Først erklærede træner Fabio Capello, at Beckham havde spillet sin sidste kamp, efter at den blonde englænder havde skrevet femårig kontrakt med LA Galaxy. Med henvisning til fodboldens klichefyldte omskiftelighed - og sikkert under påvirkning af klubbens ængstelige advokater - dulmede Capello siden den enevældige dunder og gav en smule håb til Beckham-folket. Jo, måske kommer han til at spille lidt.
I ugens løb meldte rygtebørsens hviskerier også om Ronaldos afgang til italienske AC Milan, der modsat Inter og Roma ikke har vist fordums styrke i Serie A. Men forhandlingerne er indtil nu strandet på økonomien, og uagtet Capellos sarkastiske pip om den store brasilianers lunkne træningsiver, lyder meldingen fra Madrids ledelse, at man stadig ser Ronaldo for sig i hvidt.
Under Florentino Pérez vidste alle, hvem der bestemte. Præsidenten, selvfølgelig. De skiftende trænere var alibier for ledelsens ubøjelige direktiver, og sejlivede rygter - som jo er det mytestof, fodbold er gjort af - beretter, at Ronaldo havde en konstant hotline til Pérez.
Sådan er det ikke mere. Capello bestemmer det hele. Før sommer sidste år stod valget mellem den folkekære Vicente del Bosque og den resultatstærke, men teknokratiske Capello. Madrilenerne valgte en italiensk oprustning, og selv om hovedstadsklubben efter en halv sæson og en flot udebanestatistik topper den bedste liga, taler cifrene deres tydelige sprog. Til trods for pointlighed har Madrid scoret 11 mål færre end Barcelona.
"Ronaldo bliv, Capello skrid!" stod der på det banner, som to Real Madrid-tilhængere stak op i næsen på Capello for ganske nylig. De stod der også for 10 år siden, lige bag trænerbænken, da italieneren sørgede for ligatriumf i sæsonen 1996/97. Åbenbart var det for meget for træneren, for han mødte tilråb og ditto banner med en sigende fuck-finger. Bagefter var der prompte bøde og underdrejet undskyldning. Selv despotiske cheftrænere er ikke hævet over god conduite.
En velkendt konklusion
Måske gav Capellos indførelse af næsten feudale tilstande i international topfodbold anledning til Calderóns uheldige opførsel på universitetet. Måske ville han markere, at han havde sine egne meninger, og at det, når alt kom alt, stadig var ham, der bestemte. Alligevel var det kaptajnen Raúl, som tålmodigt måtte forklare Calderón, at det ikke var nogen god idé at troppe op til frokost i midten af forrige uge, hvor spillerne i verdens mægtigste klub havde tromlet sig selv sammen til krisemøde.
Hvorfor ikke? Medierne ville være der i hobetal. Konsekvensen ville være mere brænde på bålet, mere martyrisk identifikation med 'gentlemanden' Beckham, medlidenhed med den aldrende trods-teenager Guti, romantisk sladder om festaben Robinho, eller for den sags skyld smædehistorier om Ronaldo og problembarnet Cassanos evindelige fravær. Alt dét ville Raúl klogt nok forhindre.
I stedet holdt han sin egen pressekonference. Det var sidste fredag, dagen efter at Real Madrid var blevet slået ud af den spanske pokalturnering af undertippede Real Betis. Stjernerne kæmpede bravt, Capello roste sine krigere, og publikum opgraderedes omsider fra teater til frådende hob. Lightere, mobiltelefoner og fyldte vandflasker blev slynget ind på banen i frustration, og håndgemæng så man også her og dér.
Raúl er ikke en mand med store armbevægelser. På sin egen drengede, men samtidig myndige facon forklarede manden, der for længst har slået de fleste spanske fodboldrekorder, at Calderón havde sagt undskyld. Nok havde den præsidentielle snak givet ridser i lakken, men siden havde klubben vist sammenhold og vilje til fight i en tid, hvor de gamle kæmper er på retræte og nyt, ungt blod er på vej. Med Ronaldos og Beckhams exit kan Raúl meget vel blive den næste - og sidste - Galactico, der forlader skuden.
Samtidig med at fodbolden åbner sig mod kulturelle og økonomiske verdensmarkeder i en hidtil uset liberalisme, giver Raúls udtalelser - eller mangel på samme - et vink om det jerntæppe, som den bedste fodbold stadig lever bag. Her skal man ikke forvente nogle fløjsrevolutioner. Frokost forblev frokost, og selv om de spanske sportsaviser As og Marca har spekuleret flittigt i, hvad der egentlig blev sagt bag lukkede døre, da Calderón var på undskyldende spiller-mission, er konklusionen, at præsidenter kun skal sige noget, der er nøje indstuderet, spillere skal prise klub, fans og fremtidens forhåbninger igen og igen. Og trænere har uindskrænket magt.
