Læsetid: 5 min.

De mægtige afmægtige

Israel-Palæstinakonflikten er en kamp om at bemægtige sig rollen som det hårdest ramte offer
11. juli 2006

Israel er en verdens stærkeste militærmagter og en storeksportør af våben. Men hvad hjælper det premierminister Ehud Olmert og hans regering? Når det gælder konflikten med palæstinenserne er det ikke mængden af sofistikerede våben, der er afgørende i en såkaldt asymmetrisk krigsførelse, men kampen om menneskers sind. Og i den kamp drejer det sig om at bemægtige sig offerrollen, internt og internationalt.

Her har israelerne haft et forspring gennem mange år, og palæstinensernes terror mod civile var med til at styrke det indre sammenhold og fastholde en international sympati, som ellers under den brutale Ariel Sharon havde svære vilkår. Den faktiske våbenhvile, som Hamas i halvandet år gennemførte med hensyn til aktioner i selve Israel, gjorde det svært for de israelske ledere at spille terrorvåbenet, mens Qassam-raketterne mod Sderot i det sydlige Israel nok blev en varm politisk kartoffel, men aldrig opflammede den internationale opinion. Som meget gerne holder fri fra de evige israelsk-palæstinensiske skærmydsler.

Bomber på strand i Gaza

Til sidst måtte Ehud Olmert og hans regering svare igen på raketterne. Specielt Labours leder, Amir Peretz, der selv bor i Sderot, var som forsvarsminister under hårdt pres. Hans platform har været at få gang i forhandlinger - uanset de politiske problemer på den palæstinensiske side. Men under pres fra både sin regeringschef og militærets top har han skullet bevise, at han var lige så tough, som forgængere med baggrund som generaler.

Det førte til voldsomme beskydninger fra havet og forsøg på henrettelser fra luften af palæstinensiske paramilitære folk, og det gav bagslag, da tv-skærme verden over viste en lille pige, som løb skrigende rundt på stranden i Gaza, hvor syv medlemmer af Ghalia-familien lå døde. Det israelske militær afviste at være skyld i det, men samtidig med at man udkæmpede slaget om troværdighed, mislykkedes et af henrettelsesforsøgene. Med fjorten civile dræbte til følge.

De palæstinensiske militære grupper har svaret igen. Dels med angrebet på grænseposten Kerem Shalom, som kostede to soldater livet og førte til kidnapningen af Gilad Shalit, og dels med mordet på en ung bosætter fra Itamar på Vestbredden.

Man har altså foreløbig holdt sig til den slags mål, som nogle hævder, er legitime, når det drejer sig om en besættelsesmagt, men der trues også med terroraktioner mod civile mål i selve Israel. Alt i mens israelerne har bombet vigtig infrastruktur i Gaza, lukket for grænsen og dermed optrappet den kollektive afstraffelse af befolkningen, der har været gang i længe. Samt genbesat det nordlige Gaza i en aktion, som ledelsen med sans for ironi har navngivet: 'Operation sommeregn'.

Løb af sporet

I mens al denne magt udspiller sig er det karakteristiske ellers manglen på effektiv magt og enhver troværdig plan for fred.

Premierminister Ehud Olmert har tydelig demonstreret, at hans eneste plan var at fuldende Sikkerhedshegn og -mur og annektere de største bosættelser i forbindelse med en rømning af de fjerneste. Det skulle ske ensidigt, og han har lige som forgængeren Sharon gjort alt for at vise, at der ikke var nogen palæstinensisk samtalepartner.

Dette blev selvfølgelig nemmere efter, at Hamas havde vundet valget i januar og sat sig på regeringsmagten i stedet for Fatah. Men i stedet for at tage et hurtigt møde med præsident Mahmoud Abbas og understøtte hans position drog Ehud Olmert til USA og Europa for at sælge sin ensidige plan.

Det mislykkedes tilsyneladende, men Olmert forventede, at omverdenen som så ofte før efterfølgende ville godkende israelske facts on the ground - 'kendsgerninger i geografien'. I den forbindelse var det en streg i regningen, at de ledende politiske fanger fra Fatah og Hamas forhandlede sig frem til en aftale om to stater på grundlag af 1967-grænserne - og dermed leverede den krævede de facto anerkendelse af Israels eksistens.

Den aftale, der senere blev videreforhandlet mellem præsident Abbas og premierminister Haniyeh, vakte bekymring både hos den israelske premierminister og hos Hamas' leder Khaled Meshal i Syrien. Pludselig - i løbet af forbavsende kort tid - var der indrømmelser fra den lokale ledelse af Hamas, som kunne danne grundlag for forhandlinger.

Men så - og måske netop derfor - løb det hele af sporet. Moderationen truede med at gøre de mægtige afmægtige - fratage dem illusionen om en magt, som de reelt ikke har. I hvert fald ikke til at skabe den fred, som de to folk i den grad har brug for.

Drop Køreplan for Fred

Skal man lede efter et lille håb i denne kaotiske situation, der giver plads for enhver driftig gruppering, må det være, at alle nu bør kunne se, at ingen ensidige skridt kan skabe fred - uanset hvor mange hegn og hvor meget militært isenkram, der bakker en sådan grænsedragning op.

Som den tidligere borgmester i Kalqilya - en yderst moderat mand - for nylig sagde til mig:

"Tænk på, hvor let det vil være at affyre raketter herfra mod Ben Gurion Lufthavnen." Ikke at han foreslog det. Men han kender den vrede, som Muren har skabt. Det var ikke mindst den, som gjorde ham afmægtig. Og væltede ham.

Det må erkendes, at der ikke er meget håb om, at de nuværende lokale spillere kan og vil sætte sig ved et forhandlingsbord. Derfor må det internationale samfund gribe ind. Og droppe den håbløse Køreplan for Fred, der i den grad er proppet med forhindringer for en endelig aftale.

Det er nu blevet grundigt bevist lige siden Oslo-aftalen i 1993, at enhver form for en delløsning, som skal skabe tillid hos parterne har den modsatte effekt. Det internationale samfund må nu tage de internationale regler og resolutioner, som allerede findes inden for FN, alvorligt, og diktere en tostats-løsning på grundlag af 1967-grænserne samt en ordning af flygtningeproblemet. Enhver fravigelse af disse grænser skal ske ved forhandling.

Set i den store sammenhæng - i forhold til hvad der er sket siden 1947 - vil det ikke være specielt fair over for palæstinenserne - men set i forhold til den nuværende situation er det en klar forbedring og det bedst opnåelige.

Men har nogen magt til at gennemføre det?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her