Læsetid: 3 min.

Mænd og forældreumyndighed

Gid familieministeren havde det fornødne politiske mod til at give forældremyndigheden tilbage til de mange mænd, som uden rimelig grund har mistet den
17. januar 2006

Der synes at være et mindre paradigmeskifte på vej i den måde, vi i Danmark håndterer konflikter omkring børn i forbindelse med skilsmisse. I sin kronik den 29. december 2005 beskriver familieminister Lars Barfoed en øget satsning på mægling i forbindelse med konflikter omkring børn ved skilsmisser.

Heri ligger en erkendelse af, at jura alene er uegnet til at løse konflikter, som også rummer et væsentligt psykologisk aspekt. Ministeren har endvidere nedsat en kommission, der skal se på mulighederne for at fastholde fælles forældremyndighed mellem forældrene, selvom den ene part kræver den ophævet. Endnu et sympatisk initiativ, der vidner om en fin forståelse af, at juridisk ligeværdighed er en nødvendig forudsætning for mægling og samarbejde.

Den forventelige reform af forældremyndighedsloven aktualiserer et ikke bare juri-disk, men også moralsk spørgsmål. Kombinationen af en lovgivning, hvor fælles forældremyndighed uanset forældrenes egnethed ikke kan stadfæstes ved en domstol, og en retspraksis, hvor kvinder i langt overvejende grad er blevet tildelt den fulde forældremyndighed (81,5 procent af sagerne i 2004) har betydet, at flere tusinde fædre gennem årene er blevet krænket og umyndiggjort som forældre uden på nogen måde at have svigtet ansvaret for deres børn. Hvad skal vi som samfund stille op med disse umyndiggjorte men egnede forældre?

Tre løsningsmodeller

Der findes tre mulige løsninger på problemet: en nem, en dyr og en dårlig. Den dårlige løsning er at indføre i loven, at muligheden for fælles forældremyndighed kun eksisterer for "nye" sager, mens gamle sager kun kan tages op igen, hvis der er "væsentligt ændrede forhold."

Bureaukratisk set er det en tilsyneladende attraktiv løsning, idet man ikke behøver at tage en masse gamle sager op til fornyet vurdering med alt det administrative arbejde, det ville kræve. Moralsk set indebærer denne løsning imidlertid en urimelig diskvalifikation af en stor gruppe forældre, som allerede er blevet krænket en gang.

Ved at indføre den fælles forældremyndighed som norm har man jo anerkendt uretfærdigheden i at umyndiggøre ellers egnede forældre. Hvorfor skal denne uretfærdighed opretholdes for de forældre og børn, som har været så uheldige at blive ofre for et utidssvarende system?

Den dyre løsning er at give fri mulighed for en ny prøvelse af gamle sager indenfor det almindelige retssystem. Denne løsning ville være moralsk set gangbar men bureaukratisk set uhensigtsmæssig. Man ville formentlig dagen efter lovgivningen stå med flere tusinde sager anlagt af fædre, som ville kræve en fornyet anerkendelse og myndiggørelse fra det system, som har diskvalificeret dem som forældre.

Den nemme løsning er at åbne for en automatisk udvidelse af samværsretten til også at omfatte en andel i en fælles forældremyndighed. En sådan udvidelse ville være mulig uden at bringe spørgsmål omkring barnets bopæl, skole og samværsordning i spil. De eneste ændringer i forhold til den nuværende situation vil være: At forældrene bliver retsligt ligestillet i spørgsmål om brud på samværsaftaler.

Som at fjerne stemmeret

At den forhenværende ene forældremyndighedsindehaver mister retten til frit at kunne flytte barnet i ind- og udland uden at skulle involvere den anden forælder eller deltage i transport i forbindelse med samvær. At forældrene får lige ret til at deltage i barnets skolegang og daginstitutionsliv. At forældrene bliver stillet lige i forhold til at indberette mistanke om mistrivsel i barnets liv. Og måske endda også at økonomiske tilskud og bidrag bliver mere ligeligt fordelt på basis af de to forældres reelle udgifter til barnet.

Udover at være bureaukratisk håndterbar, da man ikke behøver at åbne de gamle sa-ger, har denne tredje løsning også et vigtigt moralsk aspekt. Da kvinderne i sin tid fik stemmeret, var det en anerkendelse af, at de havde ret til en plads i det politiske rum på lige linje med mændene. Helt anderledes ser det ud for mændenes position i hjemmesfæren, der traditionelt set har været kvindens domæne. Tænk hvis mænd kunne tage stemmeretten fra deres koner, hvis hun ikke stemte det samme som han. Det ville jo være uacceptabelt i et demokratisk retssamfund, men det er ikke desto mindre sådan, det fungerer mht. mænds myndighed som forældre i dag.

Lad os håbe, at når det teknokratiske arbejde i forældremyndighedskommisionen er afsluttet og det politisk-værdimæssige arbejde begynder, så vil familieministeren have det fornødne politiske mod til at give forældremyndighed tilbage til de mange mænd, som uden rimelig grund har mistet den.

Det ville være et flot signal om, at i vores samfund behandles og anerkendes begge køn lige både i den offentlige og i den private sfære.

Ole Bjerg er ph.d i sociologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu