Læsetid: 3 min.

Mænd og koner

19. februar 2003

Efter 10 afsnit og syv og en halv time af DR’s hitserie Nikolaj og Julie kan man ikke andet end overgive sig sammen med de 1,3 mio. mennesker, som hver søndag i primetime tuner ind på dette stykke ukunstlede hverdagsliv.
Stor dramatik er Søren Svejstrup og Adam Prices opfindelse ikke, og det er en del af seriens styrke. Nikolaj og Julie er hverken lavdramatisk sæbeopera som Taxa eller højspændt, strømlinet spænding pakket ind i sindrige kriminalistiske intriger som Rejseholdet.
Nikolaj og Julie holder sig helt nede på jorden og formidler karakterer og konflikter, som snart sagt alle mennesker kan relatere til. Den er hverken så gammeldags, at støvet har lagt sig tykt hen over udtryk og replikker, eller så villet moderne, at den kun overlever i kraft af stil, lir og form.

Kort fortalt handler serien om Nikolaj og Julie – et fortravlet ægtepar i 30’erne med en lille datter, Emma – som bliver skilt, efter at Nikolaj har været Julie utro.
I første sæson af serien var det Nikolaj, som havde svært ved at forlige sig med tanken om skilsmisse, mens Julie ikke kunne komme hurtigt nok ud af døren og hjem til den tiltrækkende ejendomsmægler Stefan med det store hus ved vandet.
Nu, i anden sæson, er rollerne byttet om. Nikolaj har forelsket sig i en varmblodet præst, mens Julie er begyndt at begære ham igen. Da 10. afsnit sluttede i søndags, sad Nikolaj ved den før så stærke Julies sygeseng på en psykiatrisk afdeling og kunne mærke, at hans følelser for hende også var ved at vågne.

Nikolaj og Julie er som de fleste mennesker, men hvad der også gør serien værd at se, er de personer, som svæver omkring det nødstedte par. Der er Nikolajs bedste venner og kolleger i trekløverets reklamebureau, smarte Phillip og bløde Frank; Julies hjertensgode, lidt forvirrede søster, Søs, der arbejder som receptionist på reklamebuerauet; og selvfølgelig Franks lidt skrappe, men kompetente kone, Carina, der er sekretær på Julies advokatkontor.
Serien afspejler et moderne arbejds- og privatliv, hvor karriere og fritid griber forstyrrende ind i hinanden – i hvert fald for de unge og forholdsvis veluddannede, som bor i storbyerne. Og den rummer seks hovedpersoner, seks forskellige typer mennesker, som har hver deres syn på tilværelsen, parforhold, arbejde, børn og sex.

Trættende er den ofte temmeligt intetsigende fortællestemme, som Nikolaj (heldigvis kun) leverer ved begyndelsen og slutningen af hvert afsnit – show, don’t tell, lyder en ikke for ingenting hævdvunden, dramaturgisk tommefingerregel.
Men samtidig udtrykker hans konklusioner – som regel noget andet til sidst end til at begynde med – den konstante tvivl og forvirring, de fleste mennesker må leve med. Og som en klog statsmand engang sagde, »man har et standpunkt, til man tager et andet.«
De fleste konflikter mellem seriens personer – Nikolaj og Julies adskillelse, selve den dramatiske motor, undtaget – varer sjældent længere end et halvt afsnit, før den urimelige part er kommet til fornuft igen. Sådan er livet ikke.
Omvendt er konflikterne så vedkommende, at ingen mennesker med bare den mindste erfaring med parforholdets oprørte vande kan sige sig fri for at føle sig truffet: Når Nikolaj hidser sig op over Julies nye kæreste; når den frihedselskende Phillip, som har vist sig at rumme uanede dybder, går i baglås, fordi han skal møde svigermekanikken, eller kæresten er blevet gravid.
Eller når Frank tager en mand til mand-snak med sin ældste søn – han er seks-syv år – og forsøger at forklare ham, hvad det er, mor og far laver i sengen om aftenen. »Nej, mor græder ikke, vi leger fangeleg.« »Men er det ikke let at fange hinanden i sengen?« »Jo, det kan du have ret i.«
Det er komisk, men gør også ondt, fordi man ser sig selv spejlet i situationerne.

I 90’erne kom almindelige mennesker på mode, ikke mindst i de game- og realityshows, som stadig hjemsøger mange tv-kanaler. Også i fiktionen slog hverdagen igennem, ikke kun som flere fladpandede soaps, men i form af velskrevet, intelligent dramatik, der ser dramaet i det små.
Nikolaj og Julie er en del af denne ’nyrealistiske’ tendens, som også har fostret dogmefilm og Let’s Get Lost, Bænken og Okay. Det kan godt være, at det er banalt – lidt lægeroman-agtigt – men det giver tv-seere og biografgængere en mulighed for at projicere deres eget liv over på de karakterer, de ser på tv-skærme og lærreder. Og måske de ligefrem lærer noget af det. Samtidig med, naturligvis, at de føler sig godt underholdt.

CMC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu