Læsetid: 3 min.

Alle mændenes præsidenter

Magten er så automatisk repræsenteret af mænd, at de kvinder, der vil helt til tops i samfundet, er nødt til at være meget, meget snedige
21. oktober 2005

Kan en kvinde tillade sig at stile efter den højeste magtposition i sit land i dagens Europa? Det skulle man måske tro, men det er ikke så sikkert alligevel. Det viser valget af den nye kansler i Tyskland og den langstrakte socialistpræsidentkandidatkampagne, der i øjeblikket foregår i Frankrig, og som til alles overraskelse (hovsa) byder på kvindelige elementer.

Der er undtagelser, der bekræfter den regel, at det er en mand, der på de højeste poster i Finland, Irland og Letland. Der er også en (dronning) Elizabeth i Storbritannien. Elizabeth den Første The Virgin Queen - Jomfrudronningen - tog i øvrigt netop magten på sig, ved i allerbogstaveligste forstand at afskrive sig den seksualitet, der stadig synes at stå i vejen. Derovre har de så også haft Margaret Thatcher, Jernladyen.

Vor egen dronning er blevet givet den magt, det er at være den instans, der garanterer loven for det danske folk. Vi (som er så frie og lige) tøver stadig et sted mellem loven og kønnet med at lade vor særlige danske nedarvede magtstruktur være kønsneutral. Er der en mand tilstede, er det bedre. Nu er en lillebitte dreng kommet til verden, så vi ikke behøver tage stilling til sagen i mange år frem. På den næststørste post, som statsminister, har der indtil videre ikke siddet en kvinde i Danevang.

Men tilbage til Tyskland og Frankrig: Angela Merkel er blevet kvindelig kansler, som det har stået skrevet alle steder. Ville man mon have skrevet 'mandlig kansler', hvis det var blevet Schröder? Én ting selv en politisk neofyt har kunnet forstå gennem hundredvis af analyser, er , at hun har sneget sig til magten. Hun har stået parat i hjørnerne og grebet den mindste chance. Hun er trængt ind i sprækkerne. Hun har været uerklæret magtbegærlig og så til sidst, søreme, opnået den. Magten. Måske var hun oven i købet så klog, at hun vidste, at det er den eneste måde, en kvinde kan gøre det på. Spiller man med åbne kort, går den ikke. Så slagtes man længe inden, man når så vidt. Så opdager alle, at man ikke er 'en lille Mädchen', men et voksent subjekt i et moderne samfund, der ved noget om big business. Og mere end de fleste... mænd. Såmænd.

At man ikke skal spille med åbne kort, kan den socialistiske franske politiker Ségolène Royal tale med om. Nu har elefanterne i socialistpartiet det sidste halve år rodet rundt i deres mudder, efter at partiet splittedes på EU-spørgsmålet. Partiformanden François Hollande sagde ja, og den tidligere premierminister Laurent Fabius sagde nej. Nu er de begge mulige kandidater til det præsidentvalg alle stiler mod i 2007. Men også de tidligere ministre Dominique Strauss-Kahn og Jacques Lang på banen, og hvem støtter Lionel Jospin mon? Den mindste lille udtalelse fra alle disse vigtige herrer vendes og drejes i pressen.

Indtil der pludselig var en kvinde, der talte i forsamlingen. "Hvis det viser sig, at jeg er bedst placeret, og derfor anmodes af partiet, fordi jeg bedst kan føre socialisterne til sejr, så vil jeg stille op," udtalte Ségolène Royal til Paris Match. Det skal siges, at en dugfrisk rundspørge havde vist, at det franske folk placerede Royal, der netop med succes er blevet valgt som leder af Poitou-Charente-regionen, som den foretrukne politiker, der kan samle socialisterne.

Og så vendte de sig alle måbende om. Man kunne høre en knappenål falde til jorden, sådan i symbolsk forstand. Da de genvandt mælet sagde de politisk ikke særlig korrekte ting.

"Det er jo ikke en skønhedskonkurrence," udbrød en 'kammerat' om den ganske rigtigt meget smukke Ségolène. Og da hun oven i købet lever sammen og har fire børn med partiformanden Hollande, anførte konkurrenten Laurent Fabius: "Hvem skal så passe børnene?," mens en journalist på Frankrigs største radiostation, forhørte sig, om hendes mand havde givet hende lov? At Ségolène Royal tillod sig at fordre sin ret til tronen, var så meget for meget, at alle macho-nisserne slap ud af skabet.

I det gamle Europa skal en kvinde stadig helst ikke begære magten. På den anden side er der heller ikke andre, der tænker på at give hende den. At hun kan opnå den alligevel, er en anden sej, men demokratisk beroligende sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her