Læsetid: 3 min.

Mærkedagene er talte

15. marts 2001

» – Der er et reelt marked for sandheden om Nike. Vores debut-produkt skal være en navnebeskyttet database med Nikes overgreb på arbejdere. Jeg forestiller mig en hjemmeside og en cd-rom med statistikker, reporter og video-clips med skjult kamera.
– Er det ikke et niche-produkt, skat?
– Nej. Det her vil blive stort.«
– Gary Trudeaus Doonesbury, 1997

HVER uge i året har efterhånden fået sin egen særlige mærkedag, der skal skabe opmærksomhed omkring et eller andet godhjertet formål. Men kalenderbøgerne er ved at være fyldte. I dag er det ’Den Internationale Forbrugerdag’. Sidste uge var det ’Kvindernes Internationale Kampdag’, og i april følger ’Landmændenes Internationale Kampdag’. Alle forsøger at kopiere Arbejdernes Internationale Kampdag den 1. maj. Og her ligger samtidig mærkedagenes utidssvarende svaghed.
Mærkedagene drukner i mængden, og mister dermed deres effekt. Og hvad der er mere uheldigt: Mærkedagene appellerer til en industrialderlig form for politisk engagement, der er ude af trit med den forbrugeraktivisme, som i de senere år er vokset frem blandt amerikanske studerende.
De studerende fører en ny forbrugerkamp, der i tråd med tidens ’low-intensity conflicts‘, ikke udspiller sig på nationalt plan, med derimod som en anden guerilla-krig udkæmpes fra storcenter til storcenter; fra Niketown til Niketown.
De amerikanske studerendes angreb retter sig direkte mod multinationale virksomheder på lokalt plan, og udspringer sjædent fra en førerbunker, der på forhånd annoncerer, hvornår slaget står. Som Newsweek kunne berette i denne uge, har Nike ligefrem været nødt til at hyre studerende rundt om på universiteter i USA til at indberette, hvad deres aktivistiske medstuderende finder på af såkaldte ’anti-corporate happenings’. Nike har måttet at opbygge et ’civilt efterretningssystem’, der kan være på forkant med udviklingen. Og dén udvikling hedder altså ikke flere ’mærkedage’.

FORBRUGERDAGEN i dag er den 19. i rækken, og arrangeres af 260 forskellige organisationer over hele verden. Den første forbrugerdag blev afholdt tilbage i 1983 for at markere præsident Kennedys tale til den amerikanske kongres 15. marts 1962, hvor en række basale forbrugerkrav for første gang blev formuleret – såsom retten til sundhed og sikkerhed, retten til at vælge, retten til at blive hørt og retten til oplysning. Sidenhen er andre krav blevet tilføjet med baggrund i FN’s resolutioner: Retten til forbrugerundervisning, retten til økonomisk tryghed, retten til rådgivning og klageadgang, samt retten til et sundt og bæredygtigt miljø. Krav, de færreste fornægter.
Mærkesagerne har i dag opnået næsten samme politiske status som de arbejdstagerrettigheder, som i årevis er blevet hyldet den 1. maj. At de nye forbrugerkrav så hyldes den 15. marts vil derfor næppe gøre den store forskel. I Danmark er der allerede opbygget et bureaukrati, der overvåger området med bl.a. Forbrugerrådet i spidsen.
Den Internationale Forbrugerdag ville dog måske fremstå nødvendig, hvis mærkedagen var den eneste måde, aktivister kunne føle slægtsskab på tværs af landegrænser. Cyberspace er dog for længst blevet den globale arena, hvor kritisk forbrugerinformation i dag spredes hurtigere, end firmaernes markedsføring kan nå at følge med.

CULTURE JAMMING er navnet på den nye form for forbrugeraktivisme, der ikke blot stiller sig tilfreds med midlertidige boycots af varer. Det handler om at kortslutte reklamesprogets magt – og derigennem gøre befolkningen bevidst om de skadevirkninger, særligt udvalgte virksomheder har på det globale samfund. En ny generation af mediebevidste aktivister udformer således anti-kampagner, der forsøger at bruge et kommercielt reklamesprog til at vende virksomhedernes varemærke-image imod dem selv. Fænomenet kaldes også for ’de-marketing’, og bygger ifølge canadiske Naomi Klein – forfatter til bestselleren No Logo – på en form for »politisk jiu-jitsu«.
Tendensen er også på vej til Danmark, hvor de store virksomheder er begyndt at øve sig på den forestående nærkamp med de globale aktivister. Til Ugebrevet Mandag Morgen udtaler Novo Nordisk bestyrelsesformand, Mads Øvlisen: »NGO’erne er stærke nok til bogstaveligt at tage næringsbrevet fra virksomheder, hvis de ønsker.«
Truslen kommer dog ikke fra velorganiserede massebevægelser, men fra små modstandsgrupper i netværkssamfundet, der ser multinationale firmaer som politiske magtcentre. Fremtidens ’culture jammers’ vil næppe gå på gaden i dag.

lam

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu