Læsetid: 2 min.

Dér var det mærkelige!

Debutanten Thue Friislund betjener sig af en viljefast - men ikke synderligt diskret - diskretion. Hans noveller blinker til læseren, tungt og tydeligt
18. januar 2007

Kan man tale om simpel omstændelighed? Sådan er stilen i al fald i Thue Friislunds debut, novellesamlingen Forsvindingsnummer.

Friislunds korte noveller om små og store skred i det moderne hverdagsliv er nemlig holdt i en ganske vist prunkløs, men også energiforladt, slæbende prosa. Alting skal lige nævnes, fortællingens hastighed kan aldrig sættes i vejret.

Her er et midaldrende ægteskab taget i sommerhus for at ordne deres fotosamling. Så går manden en tur:

"Jeg trænger til frisk luft og spørger, om hun vil med til stranden. Hun ryster på hovedet. Jeg tager overtøjet på og antyder, at jeg måske er væk hele dagen. Jeg går over til havnen og køber en is. Så fortsætter jeg videre på den anden side. Jeg går i tre timer uden at holde pause. Grillbaren på den offentlige badestrand er stadig åben. Det undrer mig."

Og så videre. Og hvis det så var pointen, kørt helt ud i et gråmeleret overdrev, ja, så kunne man forholde sig til det. Men sådan er det ikke i Forsvindingsnummer. I stedet vil dens noveller læses symbolsk, hvorfor deres personer og begivenheder med stor tydelighed vinker til læseren. I denne novelle, "Stregkoder", klipper manden f.eks. de gamle billeder til. Konen? Ja, hun laver et fotoalbum ud af alle de afklippede rester. Tag dén, alle jer symbolanalytikere!

Vagt ubehag

De fleste af novellerne i Forsvindingsnummer har en mandlig jeg-fortæller, der er for forskrækket til at fange livet.

I stedet betragter, iscenesætter og kontrollerer de det. I "Plænen" holder han sig oppe på sin altan, hvor han i behagelig afstand kan lure på to kulørte eksistenser, som nærmest flytter ind i gårdhaven ved hans lejlighedsbyggeri. Og i "Rollator" står han, nu som regelret kontrolfreak, og betragter en gammel dame, som skrår hen over et vejkryds.

Heldigvis drives et par af bogens tekster af et vagt, uafklaret ubehag og ikke af overkontrollerede symboler.

I "Kongen vender tilbage" f.eks., er det ikke så meget jeg-fortællerens voksne møde med barndommens skræk fra den udendørs svømmehal, der fanger læseren.

Det gør derimod to drenge med oprullede håndklæder. De er parate til at slå, hvem og hvad og hvorfor synes ikke vigtigt.

Men det er ikke nok: Friislund skriver hverken med den sitrende fåmælthed, som man finder hos Helle Helle, eller med den amokløbende uforudsigelighed, som man finder i Pia Juuls noveller.

I stedet - og med få undtagelser - traver Forsvindingsnummer frem til sine pointer, sindigt og roligt og nogenlunde så elegant som en spejderleder på tur i det midtjyske.

For nogle mennesker kan den slags vel være sådan nogenlunde, luft under vingerne får man godt nok ikke. Nærmest det modsatte.

* Thue Friislund: Forsvindingsnummer. Noveller. Samleren. 175 sider, 199 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her