Læsetid: 4 min.

Det mærkelige rige

6. januar 1998

I DAG MØDES rigets tre statsminister-typer til det
halvårlige Rigsmøde. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt og lagmand Edmund Joensen mødes med den meget syddanske Poul Nyrup Rasmussen.
Nyrup-regeringens femårsplan for tåbelige beslutninger om den færøske bankskandale har skabt stor bevågenhed omkring netop dette Rigsmøde. Dels forbi det holdes hjemme hos de forurettede færinger i Torshavn. Og dels fordi det - ret tilfældigt siger Nyrup - holdes ni dage før offentliggørelsen af den 2.500 sider lange rapport fra advokat Grønborgs undersøgelseskommission. Den med de lukkede døre, under hvilke der i månedsvis har været udsivninger af grimme rygter om Nyrup & Co.'s fatale bankfadæser.
En del af banksagen - og den digre rapport - vil handle om, hvem der vidste hvad - og hvornår. Eller rettere: Var der nogen topfolk eller ligefrem ministre, der løj bevidst om problemerne i Føroya Banki?
En anden del vil vise, hvordan rigsfællesskabet ser ud, når det betragtes fra den inderste del af de politiske lønkamre.

UDEFRA SER det ganske pænt ud. I følge Grundloven udgør riget en helhed, med én fælles regering, én fælles lovgivende magt og én fælles dømmende magt. For at gøre tingene lidt mere indviklede har den lovgivende magt - Folketinget - vedtaget to hjemmestyrelovgivninger, der giver Grønland og Færøerne udstrakt selvstyre. Om det overhovedet ville være muligt for Folketinget at annullere hele denne lovgivning, er efterhånden yderst tvivlsomt. Selvstyret rækker altså vidt.
Hvad der er helt sikkert, er dog fortsat, at den danske statskasse hvert år overfører et betydeligt beløb i bloktilskud til de to andre dele af riget. På finansloven for indeværende år er der afsat 908 millioner kr. til Færøerne og 2.575 millioner kr. til Grønland.
Da en del af disse penge anvendes til rentebetalinger til Danmark og køb af varer i Danmark kan man lave mange regnestykker over, hvor stor støtten er lige nu. Men det er hævet over enhver regneusikkerhed, at den reelle støtte er i milliardklassen.

FORDELER man det rene bloktilskud på samtlige syddanske, svarer det til ca. 1.500 kroner pr. husstand. Men bortset fra Fremskridtspartiets finanslovsdemonstrationer har intet parti gjort et nummer ud af, at der blev brugt for mange penge.
Støtten til rigsfællesskabet - og accepten af, at det koster, hvad det koster - er stor blandt Folketingets partier. Og skulle enkelte borgere have glemt perspektivet ved det store fællesskab, så tager Kongehuset over. Det er en af de vigtigste royale pligter at være symboler for rigets enhed.
Når det ellers kniber, er der fra Syddanmark mange stærke forbindelser til de nordlige dele af riget. I form af personlige bånd, glæde over naturen og vel - mere eller mindre gemt i et hjørne af folkesjælen - en fascination af, hvor stort lille Danmark er på verdenskortet, når hele riget regnes med. At det så koster en del milliarder om året får så være.

AT DENNE danske drøm om storhed kan titte frem på mærkværdigste vis, blev klart i sagen om Rockall. I årevis hævdede skiftende danske regeringer stædigt, at klippeskæret Rockall mellem Skotland og Færøerne naturligvis var en del af Danmark.
Og da skæret faktisk efter Danmarks faste overbevisning var at ligne med et minikontinent, var det selvfølgelig klart, at territorialgrænsen måtte rykkes, således at de forventede oliefund i området herefter var danske.
De hede drømme om ekspansion i Nordatlanten er vist blevet kølnet, men hvilke motiver der egentlig gemmer sig danske ministre og topembedsmænd, når det gælder rigets fælles pengesager, er faktisk noget af en gåde. Efter mange års dybe betænkeligheder har Danmark accepteret, at Grønland nu selv kan bestyre sin undergrund. Regeringen har således givet afkald på mulighederne for at få fremtidige milliardindtægter fra et grønlandsk råstof-eventyr. Alt andet lige meget ordentligt af en gammel kolonimagt, der i mange år kun har haft udgifter.

DEN FÆRØSKE banksag sætter imidlertid al logik over styr, når det gælder rigsfællesskabet. Uden nogen synlig form for logisk sammenhæng har statsministeren gang på gang optrådt således, at det er lykkedes ham at få færingerne til at skumme af raseri.
I betragtning af hvor mange penge den danske statskasse i praksis har sendt nordpå, turde det sikre Nyrup prisen for årtiets dårligste danske PR-præstation.
Der går en lige linje fra de skjulte oplysninger og den truende adfærd over for de færøske toppolitikere i 1993 over de senere afvisninger af at spille med åbne kort og gennemføre en dommerundersøgelse.
I stedet blev det efter hård pres til en lukket advokat-undersøgelse. Men til overflod med flittig bistand af en advokat, man måtte erkende, var inhabil.
Efter denne stribe af bommerter har Nyrup så forsømt lejlighed efter lejlighed til at rette op på situationen. I sine fem år som statsminister har han kun vist sig én gang på Færøerne. En bemærkelsesværdig mangel på situationsfornemmelse efter en årrække, hvor Færøerne har oplevet drastisk fald i bruttonationalproduktet (30 procent var det faldet, da krisen toppede) og massiv udvandring.

NU PRØVER Poul Nyrup så at skrue charmen på. Og udnytte øernes økonomiske medvind. Men han skal smile, så ørerne falder af, for at gøre skaden god igen. Og selv når der nu søges genetableret en dialog i Torshavn, sidder man tilbage med en sær følelse af, at der kun er en forklaring på forløbet, der giver mening: Nyrup er måske bare ikke - i sin inderste politiske sjæl - tilhænger af rigsfællesskabet.
Det er tankevækkende, at Nyrup så ud til at trives fint, da han for nylig gav den islandske statsminister en hjertelig velkomst i København. Island forlod rigsfællesskabet i 1918.mol

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her