Læsetid: 6 min.

Mærkeligst - ikke højest

Arkitekturen har altid trådt i teknologiens umiddelbare fodspor, hvorfor opad altid har været den eneste vej frem. Men måske er ambitionen ikke længere at bygge helt ind i himlen. Den hollandske 'starkitekt' Rem Koolhaas har sat sig for at lægge skyskraberen ned en gang for alle – og at redde det offentlige rum ved at redde Beijings skyline
13. maj 2005

Det var det Jødiske Museum i Berlin, der skabte Daniel Libeskind. Den polskfødte, amerikanske arkitekt vandt en konkurrence i 1989 om at udvide Berlin-museet, men da nybygningen stod færdig i 1999, var det med Libeskinds nu berømmeligt kringlede hus som hovedattraktion. De oprindelige bygninger stod tømt for indhold og tjente blot som indgangsportal. Og da det nybyggede museum slog dørene op for offentligheden, var der ingen udstilling. Libeskind selv var attraktionen.

Derfor var det kun en lille overraskelse, da Lower Manhattan Development Corporation den 27. februar 2003 kunne offentliggøre, at det var denne monument-bygger, der havde fået i opdrag at bygge der, hvor World Trade Center havde stået indtil den 11. september 2001. Freedom Tower hed skyskraberen i Libeskinds vinderprojekt. Men hvorfor et tårn?

"Et tårn er en spirituel søgen," forklarede Libeskind fornylig i Time Magazine. "Om det er San Gimignano eller Freedom Tower, så handler det om den urgamle, poetiske stræben efter at kunne nå skyerne."

541 meter. Så højt stræber Freedom Tower efter planen mod himlen. Eller mere præcist - 1776 fod, en lidet diskret henvisning til året, hvor de britiske kolonier på det nordamerikanske vedtog uafhængighedserklæringen.

Allerede den 14. september 2001 måtte forbipasserende New Yorkere på 34. gade forholde sig til en lettere morbid humor på gule post-it sedler: 'Once again the tallest building in New York' stod der at læse ved foden af Empire State Building, der fra sin opførelse i 1931 og indtil tvillingetårnene stod færdige 1970, havde status som verdens højeste bygning: 381 meter - 449 da en tv-mast blev føjet til i 1950.

Selvom han selv stræber højt på ground zero, anerkender Daniel Libekinds, at højde som ambition hører fortiden til:

"Tårne blev banale fordi de mistede fornemmelsen af overraskelse og glæde," forklarede Libeskind i Time. "Over tid var de blevet til formler. Det arkitektoniske element blev reduceret til spørgsmål som: 'Hvilket mønster skal vi bruge til vinduerne?'"

Da Empire State Buiding igen blev den højeste bygning i New York i 2001, var den blot den niende højeste bygningen i verden - overhalet ikke mindst af de asiatiske tigerøkonomiers voldsomme ambitioner. Verden højeste bygning stod i 2001 i den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur. Petronas Towers' 88 etager når 452 meter ind i himlen og overhalede Sears Towers i Chicago med præcist 10 meter i 1998. Sidste år blev Kualu Lumpur overhalet af Taipei 101's 508 meter i Taiwans hovedstand, Taipei.

De mellemøstlige nationer stræber ikke mindre opad: Alene i de seneste fem år har evigt stræbsomme Dubai budt ind med fire af de 25 højeste bygninger i verden. Arkitektur har nu engang størst symbolbetydning i de nationer, der er på vej op. Derfor bliver det ikke længe, at Freedom Tower kommer til at stå som verdens højeste bygning. Allerede i 2008 skulle De Forenede Arabiske Emirater have færdiggjort Burj Dubai på mere end 600 meter. Den endelig højde er af konkurrencehensyn en hemmelighed. Et indisk forslag i forrige måned hævder at ville nå 710 meter - som for at spejle toppene på Himalaya.

Da støvet havde lagt sig over ground zero, var der ellers blevet skrevet den ene nekrolog efter den anden over skyskraberen som fænomen. Det var sikkerheden der gjorde udslaget, mente man dengang: Hvem ville bebo de skyskrabere, som på brutaleste vis blev myrdet af Osama bin Laden? Og hvem ville løbe de økonomiske risici ved at bygge dem?

Spørgsmålene spøgte naturligvis også da den konkurrence blev udskrevet, som skulle finde det bygningsværk, der på en og samme tid skulle minde om 11. september og sikre rentabilitet på et tæt bebygget Manhatten med svimlende høje ejendomspriser.

Men det var ikke hverken Osama bin Laden eller ejendomspriserne, der tog livet af Rem Koolhaas' skyskraberambitioner. Den hollandske stjernearkitekt, der i 1980 udgav sin kærlighed til New Yorks skyline i bogform - Delirious New York - brugte ikke lang tid på at beslutte sig. Hans tegnestue, Office for Metropolitan Architecture - eller OMA, der holder til i Rotterdam, kunne ikke spænde over to højtprofilerede projekter. Så langt rakte økonomien ikke. Så i stedet for at byde ind på ground zero, vendte Koolhaas blikket mod øst. I stedet for at bygge højt i New York, satte han sig for at ændre det offentlige rum i Kina - og til manges forundring og til fleres fortrydelse bød han ind på den arkitektkonkurrence, der skulle udstyre China Central Television - CCTV - med et nyt hus. Den konkurrence vandt han til gengæld.

Selv om tv-stationen huser 10.000 medarbejdere, løfter Koolhaas' vinderforslag sig blot 230 meter over jordens overflade. Og alligevel truer forslaget med at blive et af de mest komplicerede byggeprojekter nogensinde.

Som den irakisk fødte arkitekt Zaha Hadid formulerer det, er riget i midten 'et utroligt tomt lærred for forandring.' Der er kort sagt ikke blevet bygget målrettet i Kina i 40 år. Dertil kommer, at kommunistpartiet er en både beslutningsdygtig og pengestærk byggeherre. På sin vis passer Koolhaas fint ind. Som han konkluderer i et stort portræt i The New Yorker er de fleste potentielle kunder til moderne arkitektur 'ikke levende nok til at ville have det, men stærke nok til at kunne dræbe det."

At Koolhass valgte Kina frem for New York skyldes, at han ser Kina som en af de vigtigste fronter i sin proklamerede 'kampagne for at dræbe skyskraberne'. Ikke mindste fordi der bygges så intenst i Kina i disse år: Fra 1999 til 2002 blev der eksempelvis opført 6,09 milliarder kvadratmeter nye bygninger - næsten en fordobling af den samlede gulvplads i Kina. Derfor står kampen her, mener Koolhaas.

Andre mener dog, at det handler om noget helt andet for den hollandsk arkitekt: At Koolhaas aner muligheden for at realisere værker, som det ikke ville være muligt andre steder og under et mere demokratisk styre, og at Koolhaas derfor vælger at kigge med lidt for milde øjne på det kinesiske styre. På en tur til Kina blev han konfronteret af en journalist, som ville vide hvad han mente om sin kunde - CCTV:

"Jeg så deres engelsksprogede udsendelse i går," svarede Koolhaas, der ikke betegner sig selv som kommunist, men som gerne vil vedstå en 'socialistisk følsomhed.'. "Deres dækning af Irak-krigen var mere afbalanceret end CNN's."

Om kommunismen siger han: Enhver arkitekt bærer på et utopisk gen. Både Rusland og Kina har han betegnet som 'ideelle kunder'.

Journalisten Ian Burma skrev sidste år i Guardian: "CCTV er partiets stemme udadtil, centret for propaganda, organet der fortæller milliarder af mennesker hvad de skal mene." Han konkluderede: "Det ville være svært at forestille sig en smart europæisk arkitekt, der i 1970'erne havde bygget en tv-station for general Pinochet, uden at miste en stor del af sin street cred." Og så spurgte han: "Hvad er det så med Kina, der gør, at det er i orden? Lad os blot antage at det ikke handler om noget så simpelt som grådighed eller magtbegær."

Koolhaas lægger ikke skjul på sine personlige ambitioner. Men heller ikke på ambitionen med sine bygninger: Som svar på Burmas og andres kritik, svarer han: "Hvis du deltager i et kinesisk regeringsprojekt, deltager du kritisk i en omskabelse af samfundet." Han betegner CCTV-projektet som et transparent bygningsværk, der lader borgerne komme tættere på nyhedsformidlerne end nogen sinde før. Tv-stationen bliver lagt midt i en offentlig park.

I 2003 indleverede Koolhaas et forslag til de kinesiske myndigheder. Han foreslog at, kineserne i udviklingen af finansdistriktet droppede de klassiske højhuse og i stedet byggede lavt og med gårdmiljøer. CCTV-bygningen er blevet til ved at tage en skyskraber og bøje den samme: Den er ganske vist megastor, men også et symbol for kampagnen: 'kill the skyscrapers.' 75 år efter at Empire State Building blev opført, mener Koolhaas det er på tide at minde om, i hvilken kontekst skyskraberne blev til. De blev til for at løse et konkret problem i det centrale Chicago og på Manhattan i New York, hvor den trange plads ikke blot skabte himmelstormende ejendomspriser, men også urban tæthed. Sådan er det sjældent nu om stunder. Højhusene bygges hvor der er rigeligt med plads, og i stedet for at skabe tæthed, splitter tårnene byen op. "I Beijing har man disse nåle, der samler sig om sine egne små og ynkelige fællesskaber, mens de nedbryder det større fællesskab," fortæller Koolhaas i Time.

"De skaber isolation midt i byen."

I dag åbner udstillingen DREAM OF TOWER, som kan ses til oktober 2005 i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27 B, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu