Læsetid: 2 min.

Mærkning af importeret dyrefoder for dårlig

Næsten halvdelen af de konventionelle foderstoffer var ikke korrekt mærket, da Plantedirektoratet sidste år undersøgte 107 foderblandinger for GMO
31. august 2005

Næsten halvdelen af de konventionelle foderstoffer, som Plantedirektoratet i 2004 fik analyseret for GMO, var ikke mærket korrekt ifølge reglerne. Det betyder, at foder, der er fremstillet ved hjælp af genteknologi, kan være solgt til landmænd, der har købt foderstofferne i den tro, at de var GMO-fri.

Ifølge Plantedirektoratet var omkring 45 procent af de undersøgte foderstoffer ikke mærket ifølge reglerne. Blandt de i alt 107 undersøgte prøver var der således 38, som slet ikke var GMO-mærket, selv om de indholdt GMO i mængder større end grænsen på 0,9 procent. I samtlige prøver bortset fra en enkelt har Plantedirektoratet kunnet finde DNA fra Roundup Ready-soja.

"Landmænd skal kunne vælge GMO-frit foder," fastslår afdelingsleder Henrik Dammand Nielsen fra Plantedirektoratet. Han understreger, at direktoratet hidtil ikke har fundet foder med ikke-godkendt GMO, sådan som det er sket i andre EU-lande. Det er altså alene mærkningen, det er galt med i Danmark.

"Mange af de fejl, vi har set, er i øvrigt helt simple fejl" påpeger Henrik Dammand Nielsen. Det kan f.eks. være en rest GMO-foder på foderproducentens transportbånd, som er sluppet med i en GMO-fri leverance.

Foderoverslæb

"Den slags overslæb fra én produktion til den næste er den hyppigste grund til den konstaterede fejlmærkning. I de tilfælde får foderproducenten en påtale om at få bedre styr på deres produktionsforhold, mens det 'forurenede' foder skal sælges som GMO-foder. Kun hvis vi konstaterer gentagelsestilfælde hos en producent, kan der blive tale om en bøde," siger Henrik Dammand Nielsen. Han ser frem til, at procenten for fejlmærkning vil være mindre, når resultaterne af prøverne for 2005 skal afrapporteres.

Chefkonsulent i Landbrugsrådet Bruno Sander Nielsen vurderer de mange fejlmærkninger som "indkøringsvanskeligheder" i foderstofindustrien. Han forventer derfor også, at tallet vil være lavere i fremtiden.

"Vores indtryk er, at virksomhederne nu lever langt bedre op til kravene end lige efter indførelsen af de nye regler," siger Bruno Sander Nielsen og tilføjer, at "landmændene skal kunne stole på mærkningerne."

Heri er Knud Erik Sørensen, mælkeproducent og formand for Økologisk Landsforbund, meget enig: "Hvis du som økologisk landmand ved en fejl har givet dine dyr genmodificeret foder, så skal du starte helt forfra og lægge besætningen om. Det kan sende folk fra hus og hjem," siger han.

For nogle år siden oplevede Knud Erik Sørensen selv, at hans økologiske høns ved en fejl fik foder med 80 procent GMO: "Så skal de gå i to måneder på økologisk foder igen, før man kan sælge æggene som økologiske. I den tid får du ingen indtægter. Og har du 100 køer, som ved en fejl er blevet GMO-fodret, så er man økonomisk oppe i en størrelsesorden, der trækker tænder ud," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu