Læsetid: 4 min.

Mærsk på støtten

15. januar 1997

SKANDALEN OM den danske værftsstøtte har udviklet sig til en mærkværdig forestilling, hvor det mindst væsentlige gang på gang er kommet i centrum. Samtidig er det en sag, der i sjælden grad er blevet præget af den offentlige menings korte hukommelse.
Det har bidraget til forvirringen, at sagen har haft så mange elementer. Og at den politiske behandling har været forkludret så grundigt det seneste år, at det næsten ikke har været til at holde ud.
Sidste nyt fra skandalens overdrev går på, at den nye erhvervsminister Jan Trøjborg (S) nu føler sig sikker på, at EU-kommissionen stort set vil frikende de former for værftsstøtte, som Danmark har præsteret de seneste ti år.
Dermed åbner der sig politisk en mulighed for at lægge låg på skandalen. Både regeringen, CD og de konservative vil hellere end gerne benytte lejligheden hertil, når den endelige EU-afgørelse foreligger i starten af februar.

ENDER SAGEN med, at Danmark - måske med undtagelse af en million eller to - netop har holdt sig indenfor EU's lånegrænser, er der på sin vis tale om en stor sejr for den gamle støttepolitik.
Der var engang, hvor det at sikre danske værfter samme statsstøtte som udenlandske konkurrenter var en sag, som på hel unik måde forenede højre- og venstrefløj. Og forenede skibsrederne og fagbevægelse. Her var en sag, hvor alle stod sammen.
Formelt set blev modsætningernes forening beseglet i "Kontaktudvalget vedr. Skibsværftsindustrien", som blevet nedsat i 1964. Her sad embedsmænd, politikere, værftsejere og fagforeningsledere og lagde planer. Med sin bredde og både politisk, økonomisk og faglig slagstyrke havde værftslobbyen styr på sagerne.
Rundt om bordet vidste man, at nogle af landets største arbejdspladser var i livsfare. Og ingen politiker eller embedsmand turde stå i vejen for lobbyens krav. Kun argumentet om, at vi jo måtte holde inden for de grænser, som OECD og senere EF og EU satte, lagde en dæmper på initiativerne.
DE ALVORLIGE bekymringer om de store værfters levedygtighed viste sig at være relevante. Først gik det galt i Helsingør. Siden i Nakskov og Aalborg og senest på B&W.
Langsomt voksede der under de store værfters overlevelseskamp en kritik frem, som især handlede om tidsperspektivet. Hvorfor hælde penge i de værfter, der alligevel ikke havde en chance på længere sigt. Istedet burde Danmark satse på fremtidens virksomheder. Men endnu i 1986 var lobbyen stærk nok til at få vedtaget en værftspakke, der på hidtil uhørt vis kombinerede den statslige lånestøtte med en anpartsfinansiering med indbygget skatterabat.
Der var på mange måder tale om et dybt betænkeligt system, men man kan dog roligt slå fast, at der ikke blev gjort meget for at skjule, hvad det hele gik ud på. Tværtimod blev finansierings- og skattemodellerne markedsført i helsides-annoncer i dagbladene. Og venlige anpartsudbydere var rede til at sende udbudsmateriale og økonomiske beregninger til titusinder af interesserede købere med ondt i skatten.

DET KRÆVEDE dengang ikke større studier af dansk politisk eller forvaltning at udlede, at værftsindustrien fik en optimal behandling. Og om industriministeren var konservativ eller socialdemokrat spillede i den sammenhæng en mindre rolle.
Når de konservative eksministre - Anne Birgitte Lundholt og Nils Wilhjelm - har fået ørerne i skandale-maskinen det seneste år, har det således haft et kedeligt element af bagklogskab. Da de to var politisk ansvarlige for det store støttecirkus i sidste halvdel af 80'erne og først i 90'erne var det stadig indlysende, at der politisk var bredt flertal for at strække elastikken til det yderste, når det gjaldt om at hjælpe værfterne.
Pointen er ikke, at alt var godt. Det var det bestemt ikke. Økonomisk og erhvervsmæssigt savnede mange af ordningerne sammenhæng og logik. Kontrollen og forvaltningen var lemfældig og pinlig. Branchen fik lov til alt for meget på tro og love - og netop i værfternes benhårde kamp for nye ordrer var det givet, at man ikke kunne forvente selvjustits.
A. P. Møller-folkene med skibsreder Jess Søderberg i spidsen var blandt de første i branchen til at erkende, at værfter og redere var gået for vidt i deres forsøg på at vride belåningsgrundlagene til det yderste. Det tjener dem faktisk til ære. Det er så skæbnens ironi, at netop det Mærsk-ejede Lindø-værft er i størst fare for at skulle tilbagebetale statsstøtte. Godt nok kun en bagatel af en million eller to - men alligevel.
Det er pinligt, at det tog så lang tid at få ryddet op i tilskudssumpen. I mange år var værftsstøtten sågar ikke til at få øje på i Finansloven - størrelsen fremgik faktisk kun af en note til Nationalbankens årsregnskab. Og kun langsomt og gradvist blev der gjort noget ved branchens reelle selvforvaltning af støtteordningerne. Før de værste vildskud var fjernet, skulle vi også igennem de tåbelige forvridninger i form af anparternes store skattecirkus.

I DAG ER støttesystemet trods alt bedre reguleret og finansloven giver et indtryk af, hvad der foregår. Det vi har set i det seneste års skandaler har derfor først og fremmest været en opvisning i, hvad der sker, når en lobby, der har set bedre dage, rammes af indre splid. Der har været trængsel ved den berømte håndvask for at undgå ansvaret for et system, der ellers tidligere i helt enestående grad nød bred politisk opbakning.
Bedre blev det selvfølgelig ikke af, at Mimi Jakobsen i sin tid som erhvervsminister forkludrede sagen gevaldigt med en stribe kovendinger.
Det var også en skandale. Men ligesom de andre omkring værfterne må den nu finde sin plads i historiebogen. Til skræk og advarsel.

mol (Jacob Mollerup)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her