Læsetid: 2 min.

Mærsk tjener milliarder på Irakkrigen

A.P. Møller-Mærsk er med amerikanske forsvarskontrakter for 17 milliarder kroner over de sidste seks et halvt år blevet Irakkrigens helt store vinder
A.P. Møller-Mærsk er med amerikanske forsvarskontrakter for 17 milliarder kroner over de sidste seks et halvt år blevet Irakkrigens helt store vinder
16. juni 2007

Et af de første tegn på, at det trak op til en amerikansk invasion af Irak, var en hvid, syvtakket stjerne. Den 19. august 2002, over et halvt år før de første jagerfly kom til syne på himlen over Bagdad, kunne New York Times rapportere, at Pentagon havde givet en kontrakt til rederiet Maersk Line på operationen af otte fragtskibe med ammunition og tanks.

Skibene skulle fra øen Diego Garcia i det Indiske Ocean transportere deres våbenfragt til Mellemøsten og var ifølge amerikanske topembedsmænd en indikation på, at en krigsplan udarbejdet af chefen for det amerikanske militærs centralkommando, Tommy R. Franks, var ved at blive sat i værk.

I dag, næsten fem år senere, viser en opgørelse lavet af Berlingskes Nyhedsmagasin, at den danske virksomhed A.P. Møller-Mærsk er blevet en af Irak-krigens helt store vindere. Alene i de første fem måneder af 2007 har Mærsk, i dag det amerikanske forsvars foretrukne rederi, hentet ordrer for 1,6 milliarder kroner. Og siden år 2000 har Mærsk indgået kontrakter for i alt 17 milliarder kroner.

Det giver Mærsk en enestående førerposition blandt danske virksomheder, når det gælder salg til den amerikanske regering med næsten fire gange så mange penge i omsætning som alle de øvrige danske virksomheder tilsammen.

Amerikanske militærindkøbere har tidligere understreget, at USA vil gå langt for at belønne sine koalitionspartnere fra Irak-krigen. Sidst ved forsvarsmessen på Hotel Hilton i Kastrup d. 15. maj, hvor indkøbschef i den amerikanske forsvarskommando Mark Lumer erklærede: "Vi er her, fordi vi vil sige tak."

Alt tyder dog på, at det snarere er Mærsk, der har hjulpet den danske krigsdeltagelse, end den danske krigsdeltagelse, der har hjulpet Mærsk. Bogen Mærsk, manden og magten refererer således, hvordan Mærsk McKinney-Møller allerede under Golfkrigen i 1990 udtrykte sin dybe irritation over, at kun en af Danmarks korvetter blev sendt afsted til Golfen. Den borgerlige regering sendte derfor senere amerikanernes anmodning om hjælp til troppeopbygningen direkte til Mærsk. Rederiet stillede op vederlagsfrit, og siden da har Mærsk, som er kendt for sin intense lobbyvirksomhed i Danmark og udlandet, altså støt arbejdet sig længere og længere ind i varmen i det amerikanske forsvar og var altså en del af Irakkrigens planlægning, længe før den danske regering meldte sig under fanerne i De villiges koalition.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu