Læsetid: 5 min.

Magi gør mig usårlig

Ondskabens historie gentager sig selv i Katanga-provinsen i Congo, hvor mai-mai-krigerne er både berygtede, frygtede og populære, fordi de holdt den invaderende rwandiske hær stangen ude på landet. De fleste har efter fredsaftalen afleveret deres våben - men deres øjne fortæller grusomme historier
Der er ikke meget magi i det østlige Congo til at bekytte civilbefolkningen, der har betalt dyrt for ufreden i det store land.

Der er ikke meget magi i det østlige Congo til at bekytte civilbefolkningen, der har betalt dyrt for ufreden i det store land.

Riccardo Gangale

2. juli 2007

Tango Fort tillader, at man tager billeder af ham, men advarer: "Pas på, det er ikke sikkert, at der kommer noget på filmen. Ofte brænder den, når man har taget et foto af mig."

Tango Fort er en kriger, der tror på magi. Han har overlevet talløse slag i de fem år, han har været brigadegeneral for 12.600 oprørssoldater, takket være trolddomskraft. Siger han.

Han er mai-mai'er. Maji betyder vand på det lokale sprog, og mai-mai betyder således meget vand og henviser til det hellige vand, som de overøser hinanden med for at gøre sig immune over for fjendens kugler.

"Vi tror på fetish, ikke på erfaring," forklarer han. "Vandet gør os urørlige og giver beskyttelse, så kuglerne ikke kan såre os, eller det får fjendens våben til at eksplodere i hænderne på ham," siger Tango Fort, hvis navn betyder 'sejrrig.'

Før sin karriere i mai-mai-militsen arbejdede Tango Fort som sygeplejerske på det lokale hospital. I dag er han demobiliseret og arbejdsløs, mens han venter på at blive indlemmet i den nationale hær. "Men jeg har ikke lyst til at blive civilist igen og modtage ordrer fra andre," siger han.

Mai-mai krigerne har ry for at være lig med kannibalisme, overtro, voldtægt, plyndring og diverse andre interessante sysler. Men Tango Fort afviser det hele.

"Jeg greb til våben, rent faktisk bue og pil for at forsvare mit land, fordi regeringshæren var for svag til at modstå invasionen fra Rwanda," siger han og henter en græsgrøn sportsbue af mærket Super Jet Bow.

"Den har jeg dræbt mange med," oplyser han og poserer for kameraet, mens han kniber øjnene halvt i, åbenbart for at se mere frygtindgydende ud.

"Efterhånden erobrede vi skydevåben fra fjenden og fik også uniformer fra de faldne. Men vi brugte kun jakken, ikke bukserne. Og vi voldtog ikke, mine tropper var disciplinerede."

- Spiste I hjerter eller andre dele af de fjender, I havde dræbt?

"Nej, aldrig. Men jeg har hørt, at nogle har gjort det nordpå."

- Tog I krigsfanger?

"Nej."

- Det vil sige, at I dræbte alle?

"Krig er krig," siger Tango Fort.

- Hvad var det værste, du var ude for under krigen?

"At jeg mistede tre familiemedlemmer, som kæmpede sammen med mig."

- Vil det sige, at vandet ikke virkede?

"De må have brudt fetish'en, for eksempel ved at dyrke sex i dagslys, for det må man ikke, hvis det skal virke."

Tango Fort kan tydeligvis lide at blive interviewet, og han viser stolt et maleri frem af sig selv i fuld kampuniform. Maleriet har han taget ned fra den ene væg i stuen. Langs den anden står en dybfryser og en elektrisk vifte, i hjørnet kører et tv. Uden for huset sidder kvinder og sludrer, mens børnene leger. De er alle hans.

"Jeg har tre koner. En på 32, en anden på 30, og den sidste er 21 år gammel. Jeg har i alt 13 børn med dem," siger den 36-årige Tango Fort.

- Du er en velstående mand?

"Nej, huset her er lejet. Det er nogen fra min familie, der har lejet det til mig. Selv er jeg ikke rig," siger Tango Fort og spørger: "Hvor meget får jeg for dette interview?"

- Det er en regel, at journalister ikke må betale for oplysninger.

"Jamen, så vil jeg være død af sult, næste gang en journalist kommer og vil tale med mig," tigger han.

Han betragter interesseret display'et på kameraet, er stolt af, hvor frygtindgydende han ser ud, og glemmer sin advarsel om, at billederne af sig selv vil gå op i flammer på grund af hans magiske kraft.

"Kan jeg ikke få et af billederne?"spørger han.

Næste dag får Tango Fort overbragt et plastificeret print. Med påskriften: 'Make Love - Not War.'

Vilde halsbånd

"Mai-mai'erne er nogle uduelige krigere, fordi de tror på fetish og ikke har kamperfaring," siger Mads Schack Lindegård, der er chef for Folkekirkens Nødhjælps arbejde i det østlige Congo.

Mai-mai-krigerne betegner sig selv som et hjemmeværn og har opnået en vis popularitet på egnen, fordi de holdt den invaderende rwandiske hær stangen ude på landet, ofte sammen med de flygtede rwandiske Interahamwe-militser. De var rent faktisk de eneste, der holdt den rwandiske hær stangen ude på landet - bortset fra de steder, hvor der var guld og coltan - og forsvarede landet mod at blive udnyttet af fremmede. For regeringshæren gjorde det ikke."

Efter fredsslutningen afleverede de fleste mai-mai'er deres våben mod at få en pose penge. Nogle vandrede tilbage, hvor de kom fra, andre håbede på at blive integrerede i regeringshæren.

Mads Schack Lindegård:

"Mange af dem er ufatteligt afstumpede. Man kan se i Tango Forts blik, at han har begået et utal af grusomheder, og at han har det skidt med sig selv. Jeg forhandlede forleden med en anden mai-mai-leder, han havde en afskåret hånd om halsen, samt knogler og løvetænder. Jeg har også overvejet, om vi skal begynde at arbejde på en egn, som kontrolleres af mai-mai, men dér går lederen rundt med en pik om halsen, derfor er jeg ret tilbageholdende."

Kollaps

"Mai-mai er et af mange eksempler på, hvordan samfundet totalt er kollapset, og hvordan sund fornuft og moral går fløjten. I krig gør du fjenden til et umenneske, og dør han, kan du spise ham, dels fordi du anser ham for at være et laverestående væsen, dels fordi fetish-troen gør én overbevist om, at man får fjendens kraft ved at spise hans køn eller hjerte. De spreder også selv rygterne om deres grusomheder for at skræmme livet af folk, så de flygter af skræk," siger Mads Schack Lindegård og tilføjer:

"Man kan her i Katanga-provinsen gå gennem landsbyer, hvor fjendens afhuggede hoveder sidder på stager. Andre gange er det sket, at de hugger hænderne af fjenden og lader ham løbe af sted med blodet fossende ud af armene. Når de marcherer gennem landsbyer, tager de kvinderne med og lader dem bære deres oppakning om dagen, og om natten bliver de så voldtaget."

Mads Schack Lindegård minder om Stanley, som for 135 år siden fandt Livingstone ovre i byen Ujiji på den anden side af Tanganyika-søen.

Stanley blev efter sit scoop ansat af den belgiske kong Léopold II, der under stormagtskonferencen i Berlin havde fået tildelt Congo som sin private ejendom. Fords nye bil var kommet på gaden, og verden skreg på gummi til hjul af den behagelige, luftfyldte type, som den skotske dyrlæge John Boyd Dunlop havde udviklet til en anden opfindelse, cyklen.

Og i Congo var der gummi i overflod. Det skulle blot udvindes. Stanley kom til at stå i spidsen for et rædselsregime, der halverede befolkningen. 10 millioner congolesere blev dræbt eller flygtede. Folk, der ikke ville tappe gummi af træerne, fik hugget hænderne af.

"De hvides grusomheder går igen hos de nye krigsherrer," mener Mads. "Der sker de samme ting nu, som fandt sted under Stanley. Overgrebene gentages og gentages. At spise hinanden er det ultimativt onde, det store tabu, og det udløses af krig."

Øjvind Kyrø har rejst rundt i den krigshærgede østlige del af Congo, og Information bringer en serie reportager fra rejsen til landet, hvor fire millioner mennesker er omkommet i løbet af fem år - den største krig siden Anden Verdenskrig. Den første artikel blev bragt den 26. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her