Læsetid: 8 min.

'Magi og kunst er det samme'

25. marts 2006

Hvis man skulle nævne to af de vigtigste øjeblikke i tegneseriemediets historie, må det ene være dengang i 60'erne, hvor Stan Lee begyndte at forsyne Marvels superhelte med en personlighed, et indre liv og en psykologi.

Superheltene - f.eks. den lidt nørdede teenager Peter Parker, der bliver til Spiderman - er i Lees optik almindelige mennesker, som pludselig får overnaturlige kræfter. Det giver sig udslag i alt fra tvivl og angst til overmod og uansvarlighed, og måden, de vælger at forvalte deres kræfter på, bliver i høj grad et udtryk for, hvem de er som mennesker. Således er superheltene nemmere at identificere sig med for de mere og mere begejstrede læsere.

Det næste banebrydende øjeblik i tegneseriens historie skal vi ca. 20 år frem til starten af 80'erne for at finde. En ung, britisk tegneserieforfatter ved navn Alan Moore er begyndt at markere sig med en utraditionel tilgang til mediet og ikke mindst superhelten. Som en af de første mente han ikke, at mediet kun skulle henvende sig til børn. Et af hans tidlige, store værker er V for Vendetta, der har tegninger af David Lloyd, foregår i et fascistisk England i en nær fremtid og handler om en maskeret anarkist, titlens V, som truer samfundsordenen.

"Jeg tænkte på nogle af de britiske tegneseriefigurer, jeg kunne huske fra min barndom, og de fleste af dem var sociopater," sagde Alan Moore tidligere i år i et interview til BBC.

"Hvis man tænker på alle de amerikanske helte, så er det, hvad de er, helte. Vi elsker en charmerende slyngel, og vi elsker også en morderisk, psykotisk, forfærdelig parodi på et menneske. Jeg tænkte, at jeg måske kunne udnytte dette."

Resultatet er en usædvanlig og grum satirisk tegneserie, der med udgangspunkt i et konservativt styret Storbritannien - Thatcher var lige gået i gang med sin anden periode - fortæller om et samfund, hvor enhver systemkritik undertrykkes, og hvor den godhjertede, men vanvittige V ser det som sin pligt at vække befolkningen fra sin apati med bomber.

Typisk for Alan Moore er V for Vendetta fuld af referencer til litteratur og populærkultur - Spøgelset i operaen, Greven af Monte Cristo, George Orwells 1984 - samtidig med at han tillader sig at tage for de fleste tegneserier fremmede emner som politik, terrorisme, frihedskamp, fascisme op på en begavet og provokerende facon.

Til BBC sagde Moore, at "jeg har altid haft en vis sympati for anarki. Tilbage i Thatcher-årene var urolighederne i Southall og Toxteth begyndt, og pludselig var det, der hidtil havde været et forholdsvis stabilt land, fuld af brutale urobetjente i færd med at tæve demonstranter. Det begyndte at se en smule futuristisk og uhyggeligt ud. Faktisk var det V for Vendetta."

Ligesom Stan Lee har Moore sin egen opfattelse af, hvad en tegneserie skal kunne. Hans historier er komplekse og rummer mange lag, karaktererne er aldrig sort-hvide, men alverdens nuancer af grå. Moore prøver ikke på at berolige eller stryge sine læsere med håret, i stedet udfordrer og skubber han til dem.

"Alan var en af de første forfattere i vores generation med stort mod og litterære færdigheder," sagde direktøren for det store, amerikansk forlag DC i februar til New York Times.

"Man kunne se ham udvide mediets rammer."

Med V for Vendetta, den næsten socialrealistiske superhelteserie Watchmen, From Hell, der handler om Jack the Ripper, og ikke mindst Det hemmelighedsfulde selskab, hvor hovedpersonerne er skikkelser fra victoriansk litteratur, har Moore opnået en berømmelse, der rækker ud over tegneserieverdenen. Og det huer ham ikke.

I en alder af 52 bor og arbejder han stadig i Northampton, hvor han er født og opvokset. Han undgår tegneseriemesser, rejser aldrig uden for England og giver færre og færre interview.

Han var omkring 25 år, da han i slutningen af 70'erne begyndte at lave tegneserier. Hans kone var gravid, og han vidste, at det var nu eller aldrig, hvis han skulle prøve sig selv af inden for det medie, som stort set var det eneste, han brød sig om. I begyndelsen både skrev og tegnede han, men fandt snart ud af, at han nok burde koncentrere sig om at skrive og lade andre tegne. Moore var meget produktiv og skrev både sine egne serier og leverede manuskripter til andres, og i begyndelsen af 80'erne begyndte man at lægge mærke til ham i USA. Han blev hyret af DC - forlaget bag Superman og Batman - til at give en af forlagets ældre og salgsmæssigt skrantende figurer, Swamp-thing, nyt liv.

"Seriens omdrejningspunkt var dette tragiske individ, der basalt set er ligesom Hamlet dækket af snot," har Moore sagt om figuren, der ligner en svampet kompostbunke.

"Han går bare rundt og har ondt af sig selv. Det er forståeligt, det ville jeg også, Men alle ved, at han aldrig genfinder sin menneskelighed, fordi så er serien slut. Hvorfor ikke lave om på det, tænkte jeg. Lad os se, hvad der er interessant ved at være et grøntsagsvæsen. Man kunne gøre ham til en slags sumpgud, man kunne gøre ham til en slags elementernes kraft, man kunne bruge ham til at tale om miljømæssige emner."

Swampthing blev en stor succes, og Moore fik lov til at lave flere ting for DC, blandt andet historier med Superman og Batman, forlagets arvesølv. Men det blev også til egne serier, ikke mindst superhelteserien Watchmen, tegnet af Dave Gibbons, der foregår i en verden præget af frygten for atomkrig og prøver at fusionere en form for realisme med superheltegenren. Præmissen er, at der har eksisteret superhelte i den virkelige verden siden 1940'erne, og at disse superhelte - hvad enten de arbejder for regeringen eller er lovløse - kun er alt for menneskelige, og hvad dertil hører af neuroser, seksuelle problemer, manglende moral, storhedsvanvid etc.

Tre af Alan Moores hovedværker, V for Vendetta, From Hell og Det hemmelighedsfulde selskab - foregår alle i England i forskellige tidsaldre, og sammen tegner de et kritisk, ofte parodisk portræt af Moores hjemland.

From Hell, med tegninger af Eddie Campbell, er ikke en klassisk kriminalfortælling, en såkaldt whodunit, om jagten på Jack the Ripper, den stadig ukendte morder, der slog en håndfuld prostituerede ihjel i Londons Whitechapel-kvarter i 1888. Faktisk bliver morderens identitet afsløret ret tidligt i den omfangsrige, fodnotemættede tegneserie, der kæver en dedikeret læser - belønningen er så også en litterær og visuel oplevelse af de sjældne.

I stedet handler From Hell, som de fleste af Moores tegneserier, om, hvorfor Jack the Ripper gjorde det. Tegneserien afdækker et sindrigt komplot involverende både dronning Victoria og frimurere, graver dybt i morderens psykologi og serverer samtidig et portræt af et klassedelt samfund fuld af sølle eksistenser, ubehagelige bedsteborgere og himmelråbende uretfærdigheder.

I Det hemmelighedsfulde selskab skaber Moore en højst original og fascinerende alternativ virkelighed med kulørte figurer hentet fra den victorianske triviallitteratur - Bram Stokers Minna Murray, Jules Vernes kaptajn Nemo, Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde, H.G. Wells' usynlige mand.

Det britiske rige er under pres, og ironisk nok er de eneste, som kan gøre noget, titlens hemmelighedsfulde selskab, der set med det bornerte samfunds forskrækkede øjne er en samling mareridtsfigurer, en trussel mod al god smag og moral.

Med sit lange, viltre hår og store skæg ligner Alan Moore en urovækkende karakter fra en af sine egne tegneserier - ikke den venlige og morsomme mand, han fremstår som i interviews.

"Jeg er, hvad Harry Potter voksede op til at blive. Det er ikke noget kønt syn," har han sagt om sig selv med henvisning til, at han ligesom J.K. Rowlings populære troldmandslærling dyrker magi.

"Magi og kunst er det samme," sagde han sidste år til The Independent.

"Det er derfor, at man refererer til magi som Den Store Kunstart. Begge er de viljens teknologier, begge handler de om at hive kaniner ud af hatte og skabe noget, hvor der intet er. Bøger om magi er altid skrevet i ophøjede metaforer. De handler om vores forhold til bevidstheden, og hvordan vi udlægger den."

Således er magien en måde, Moore kan forstå livet på, og han bryder sig ikke om, når det bliver til pop og mode, som det f.eks. er sket med den jødiske mysticisme Kabbala: "Når jeg taler om Kabbala, er det som et sammenhængende system til at organisere vores forståelse af ting og forbindelsen mellem dem. Det handler ikke om at bære et rødt bånd om håndleddet eller drikke dyrt vand på flaske."

Alan Moore er en kompromisløs kunstner - han skriver også romaner og indspiller cd'er - der har svært ved at indordne sig under regler, som andre stiller op for ham. Især hvis det går ud over hans kreative frihed. Af samme grund er hans snart 30 år lange karriere fuld af sammenstød med forskellige forlag og redaktører, og han har skiftevis arbejdet for sig selv og for andre.

"Det er vigtigt for mig, at jeg har mulighed for at lave, hvad jeg har lyst til," sagde han for nylig til New York Times.

"Jeg var et egoistisk barn, som altid ville have tingene på sin måde, og det har jeg på en måde bragt med mig over i mit forhold til verden."

Hollywood er helt vilde med at filmatisere Moores serier, men har været så dårlige til det, at han konsekvent nægter at lade sig associere med filmene. Han kan ikke sige nej til, at hans tegneserier bliver filmatiseret, fordi den del af rettighederne ligger hos de forlag, der har udgivet dem. Men de penge, han alligevel får for det, giver han uden tøven videre til de tegnere, han har arbejdet sammen med på det pågældende værk.

I går var der dansk premiere på V for Vendetta, der er den bedste Alan Moore-filmatisering hidtil, men det siger egentlig ikke ret meget. Moores navn finder man hverken på plakat eller rulletekster, og hjemme i Northampton arbejder han videre på sine overraskende og udfordrende tegneserier.

Snart kommer Lost Girls, en række pornografiske historier fortalt af voksne udgaver af Peter Pans Wendy, Alice i Eventyrlands Alice og Troldmanden fra Oz' Dorothy.

"Jeg nægter at kalde det erotica," siger han, "det lyder bare som pornografi for mennesker med flere penge. Man skulle synes, at det var muligt at finde på en form for pornografi, der er meningsfyldt og smuk, ikke grim."

Hvis nogen kan det, må det være Alan Moore.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
Jakob Silberbrandt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu