Læsetid: 1 min.

Magi i mørket

Siden tv-apparatet blev hvermandseje, er der jævnligt stillet dystre diagnoser over biografkulturen. Men faktum er, at der ingen erstatning findes for biografoplevelsen
16. marts 2007

"Film skal ses i biografen," bedyrede en markant og desværre for længst pensioneret dansk filmkritiker ofte og gerne. Man kunne gå skridtet videre og hævde, at visse film ikke kan ses andre steder end netop i biografen. Med fare for at lyde højtravende, er det min klare erfaring, at visse værker simpelthen kun viser deres sande selv, såfremt de - for det første - ses på et stort lærred i et mørklagt lokale og - for det andet - mødes med absolut koncentration samt et skvæt andægtighed (hvilket naturligvis ikke er uforeneligt med kritisk stillingtagen).

Det måske ypperste eksempel på en sådan film er russiske Andrej Tarkovskys samfundsrevsende science fiction-film Vandringsmanden (1979), som vises på den nært forestående Natfilmfestival.

Samhørighed

For et par år tilbage så jeg filmen på dvd, oven i købet på min 15-tommers computerskærm. Det var en skrækkelig (film)oplevelse. Jeg måtte holde mindst en håndfuld pauser undervejs - filmen er 163 minutter lang - og på det nærmeste stikke mig selv lussinger for ikke at slumre hen.

Det, jeg så, var blot en mat skygge af et værk, som på det store lærred er en tryllebindende og uforglemmelig rejse gennem besjælede, på én gang genkendelige og sublimt fremmedartede landskaber (og så har Vandringsmanden endda klare sorthumoristiske kvaliteter, skønt komik ellers ikke var blandt instruktørens karakteristika). Et andet oplagt eksempel på en fuldblods biograffilm er Theo Angelopoulos' Odysseus' blik (1995).

Da jeg for relativt nylig så en knap så højpandet - om end langt fra ubegavet - film, nemlig den grænseoverskridende komedie Borat, i en stor og stuvende fuld biografsal, følte jeg en anden facet af biografkulturens lyksaligheder.

Ikke siden vi trak vod efter svigermor, har jeg grinet så hjerteligt som den aften, og omkring mig sad hundredvis af mennesker, som at dømme efter lydstyrken morede sig mindst ligeså godt. Som en lille del af så stort et latterbrøl følte jeg en form for samhørighed, ingen højteknologisk hjemmebiograf ville kunne tilbyde.

www.natfilm.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her