Læsetid: 2 min.

Magt og afmagt

14. oktober 2005

"Selv en rystende ugerning begået af en mindreårig er ikke bevis på en uoprettelig depraveret personlighed."

Anthony Kennedy, amerikansk højesteretsdommer

Et eller andet sted i staten Florida i USA sidder Timothy Kane, en ung mand i sidste halvdel af 20'erne, i fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Det har han gjort, siden han som 14-årig fulgte efter nogle lidt ældre kammerater, der begik røveri mod en ældre kvinde.

Røveriet gik galt, og den ældre kvinde og hendes søn blev myrdet. En gemen forbrydelse, men Timothy Kanes delagtighed bestod i at gemme sig under et bord og overvære de to ældre kammerater myrde kvinden og hendes søn. Hans nysgerrighed var hans eneste forbrydelse. Det indrømmer den anklager, som fik ham dømt, også i dag. Alligevel fik Timothy Kane en livstidsdom uden prøveløsladelse.

Hans eneste ringe trøst er, at han ikke er alene. Som det fremgik af Information i går, sidder der i dag 2.200 personer, som var mellem 13-17 år, da de begik deres forbrydelse. Et par hundrede af dem er endnu ikke fyldt 18, men afsoner alligevel deres straf i voksenfængsler, hvor mishandling og voldtægt hører til dagens uorden.

Blandt de 2.200 fanger har langt de fleste naturligvis begået langt værre forbrydelser end at overvære et mord skjult under et bord. Mange har begået virkelig grove handlinger. Det legitimerer imidlertid ikke den ualmindeligt hårde retspraksis, der ikke levner højesteretsdommer Kennedys synspunkt megen plads.

Et samfund kan blandt andet måles på sin måde at straffe på. Alle det amerikanske samfunds mulige kvaliteter ufortalte, falder det USA, der ikke holder sig tilbage for at prædike menneskerettigheder og værdier i resten af verden, på det punkt fuldkommen igennem. Her er ingen blødsødne forestillinger om resocialisering og omvendelse. I stedet hersker en sjælden mangel på nåde og en stadig stigning i antallet af langstidsfanger og i antallet af de, der venter på de amerikanske dødsgange.

Landet har verdensrekord i dødsstraf og er i denne forbindelse i slægt med nogle af klodens værste og mest totalitære nationer. Flere sidder fængslet end i noget andet land i verden. Samtidig adskiller 42 af USA's 52 delstater sig fra resten af verden ved ikke at skelne mellem børn og voksne, når det gælder vurderingen af de omstændigheder, der ligger til grund for en forbrydelse. Derfor tages der heller ikke højde for, at et barn, der begår en forbrydelse, har en større mulighed for resocialisering i samfundet, hvis det gribes rigtigt an. Tilbuddet er i stedet fængsel på livstid.

Ganske vist har der siden Det vilde Vesten været en vis amerikansk tradition for en streng retfærdighed båret af forestillinger om øje for øje, tand for tand og så videre. Men en stat, der vælger at vise sin suverænitet på denne måde, udstiller i virkeligheden sin afmagt og sætter sig på samme niveau som dem, den ønsker at straffe.

Det er en brist forklædt som kontrol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu