Læsetid: 3 min.

Magt og retfærdighed

14. december 2001

Undertiden siger symboler mere end ord. Som i tirsdags, hvor den amerikanske præsident, George Bush, talte på militærinstituttet Citadel i South Carolina. USA’s næste prioritet i krigen mod terror er at beskytte imod spredning af masseødelæggelsesvåben – atomare, kemiske så vel som biologiske – sagde han. Talen blev selvfølgelig transmiteret på CNN, og i tv-billedet hang det israelske flag iøjnefaldende centralt placeret i rækken af allierede flag lige bag præsidentens højre skulder. Som en understregning af USA’s stiltiende accept af, at Israel besidder de atomvåben, der ikke skal spredes.
Men flaget sagde mere end det. Når Bush vælger netop det flag som baggrund for endnu en gang at sige, at USA ikke vil acceptere stater, der »huser, finansierer, træner eller udstyrer« terrorister, er det en stærk symbolsk støtte til Israel i disse dage, hvor voldsspiralen i Mellemøsten skruer sig hurtigere og hurtigere op til dommedag for fredsprocessen. Det politiske skift er til at få øje på. I tiden fra den 11. september og frem til forrige weekend modstod både USA og Europa den israelske regerings forsøg på at få de palæstinensiske selvmordsbombere sat i samme kategori som Osama bin Laden.
Tværtimod blev israelerne umisforståeligt opfordret til at trække de styrker tilbage fra byer på Vestbredden, som blev sat ind efter mordet på den israelske politiker Zeevi den 17. oktober. Bush fastholdt sin markante udtalelse om, at en selvstændig palæstinensisk stat side om side med den israelske er en del af den amerikanske drøm om fred i Mellemøsten. Så stærke udtalelser havde EU indtil da stået for. Hvilket blev hørt af de arabiske regeringsledere, som Bush meget gerne vil have som alllierede i krigen mod terrorister. Men så gav Hamas den israelske regeringsleder en hjælpende hånd. Netop den weekend, hvor Ariel Sharon var på besøg i Washington, sprang palæstinensiske selvmordsbombere 26 mennesker ihjel i Jerusalem og Haifa og sårede endnu flere.
Og Bush’ reaktion – stærkt presset af den amerikanske kongres – var udtalelsen om, at Israel havde ret til at forsvare sig selv. En udtalelse, som Sharon har udnyttet til det yderste.

Krigen mod terror levner ingen plads til detaljer. Så som den vigtige forskel, at de terrorister, der destruede World Trade Center og dræbte mange tusinde mennesker, ikke angreb en besættelsesmagt – mens de palæstinensiske terroristers grusomheder ikke kan begribes, hvis man udelader den detalje, at Israel har holdt Vestbredden og Gaza besat siden 1967.
Så som den detalje, at Arafat, uanset om han vil eller ej, har meget vanskeligt ved at imødekomme det stigende internationale krav – stærk formuleret af EU’s udenrigsministre i denne uge – om at finde, anholde og uskadeliggøre terroristerne, når de israelske militære aktioner ikke bare ødelægger Selvstyrets fængsler og politistationer, men også systematisk undergraver den palæstinensiske leders autoritet.
Som en kommentator i den regeringskritiske avis Ha’aretz bemærkede i går, så overses den detalje, at de mænd, der udløste selvmordsbomberne nær Jerusalem hotel og på bussen i Haifa er sluppet igennem tjekpoints, som isralerne kontrollerer. Ligesom detajlen, at den mand, der udløste bomben i en af Jerusalems centrale gågader, kom fra forstaden Abu Dis, som er fuldstændig underlagt israelsk sikkerhedskontrol.

Sharons logik er den militære magts. Han har været inkarneret modstander af fredsprocessen og af tanken om en selvstændig palæstinensisk stat. Han ønsker ikke at forhandle med Arafat om oprettelsen af en palæstinensisk stat. Nu er han på vej til at nå sit mål. Arafat sidder reelt i husarrest i Ramallah på Vestbredden. Natten til i går besluttede den israelske regering at afbryde al kontakt med ham. Torsdag eftermiddag luftede israels minister for intern sikkerhed ideen om at sende Arafat tilbage til Tunis. »Det er et taktisk spørgsmål. Et spørgsmål om, hvad der er politisk muligt,« sagde Uzi Landau til Le Monde.
Realiseringen af denne politiske mulighed vil sende Oslo-aftalen i papirkurven og skyde fredssprocessen tilbage til før starten i 1993, hvor PLO og Arafat flyttede hovedkvarter fra Tunis til Vestbredden og Gaza. Israel er så absolut palæstinenserne overlegen i militær styrke, og ideen er derfor realistisk. Men denne militære logik mangler fuldstændig sans for, at freden i Mellemøsten betinges af følelsen af retfærdighed. Arafat kan deporteres. Men hvis ikke palæstinenserne får, hvad Arafat har lovet dem, siden han skiftede våbnene ud med attachémappen i 1993 og indgik Osloaftalen: Et selvstændigt Palæstina med Østjerusalem som hovedstad – så bliver de ved med at opfostre og støtte terrorister.

fris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her