Læsetid: 6 min.

Magt og salt og jord i hovedet

Bush, den politiske korrekthed og sure cerutter taler deres sprog
25. november 2006

Det er sagt før, men bliver ikke mindre sandt af den grund: politisk lederskab ender som hovedregel i en større eller mindre menneskelig tragedie. Enten taber politikeren næste valg, tvinges væk af sine partifæller eller kreperer.

Den romerske oldtids yndede fortælling om politikeren, der gør sin sure pligt i embedet for siden at vende tilbage til sin oprindelige dont, var og blev et drømmebillede og var vel også tænkt som sådant. Et direktivt ideal.

Da sabinerne og andre vilde folkeslag i bjergene omkring Rom truede Republikken, hentede de vise folk i byen bonden og generalen Cincinnatus ind fra dennes beskedne landejendom, hvor han lige så stille gik og pløjede. Cincinnatus fulgte modstræbende med, for man gør jo sin pligt. Men han afslog på det bestemteste, da han havde ordnet sabinerne, at forblive som konsul endsige som diktator, hvad romerne ønskede af ham og vendte tilbage til ploven på marken, hvor han havde stillet den sidst. Cincinnatus, klog som han var, vidste, at magten er sød, men flygtig. Først som sidst må man indse, at den er et farligt redskab, og tiden man råder over den er lånt.

Derfor kan man lige så godt først som sidst opfatte magten som det, den er: et nødvendigt onde. Det gælder om at afskrive sig magten, inden den bliver en vane og dernæst så sikkert som amen i kirken korrumperer. Intet menneske er i stand til at besidde magt uden at lade sig smitte af dens følgesygdomme; mange, for ikke at sige utallige magthavere fordærves og fordærves totalt ved den totale magt.

Uduelig præsident

I den amerikanske statsforfatnings ånd, som siden blev bogstav, er idealforestillingen om Cincinnatus så at sige indskrevet. Præsidenten har således kun to perioder à fire år til at udøve sine betydelige beføjelser. George Washington knæsatte dette magtbegrænsende princip og afslog en tredje periode, da han derved ville komme til at ligne en europæisk konge. Noget værre kunne dårligt tænkes i Amerikas fristater dengang i 1790'erne, da ideen om at fastholde den store frihedshelt og general i embedet modnedes, men erindringen om det britiske herredømme fortsat var frisk i erindringen. Da Washingtons anden periode endte i 1797, vendte den principfaste general tilbage til sit elskede Mount Vernon i Virginia, hvor han dyrkede tobak og æbler og i øvrigt behandlede sine slaver nænsomt.

Siden har princippet om præsidenternes begrænsede termin kun været brudt én gang, nemlig da Franklin D. Roosevelt i 1944 ekstraordinært på grund af krigen genvalgtes fjerde gang.

Nu er det for længst forfatningsfæstet, at præsidenten ikke kan genvælges mere end en gang, hvilket i den nuværende situation mange amerikanerne og utallige andre folk rundt omkring må prise sig lykkelige over. Utvivlsomt går George Walker Bush over i historien som en af de mest uduelige præsidenter, Unionen endnu har fostret. En præsident som fatalt forstod at tale til det dummeste i den amerikanske vælgerbefolkning, havde forsynet sig med en beredvillig broder som guvernør i det Florida, der uretmæssigt gav ham valgsejren i 2000, og som omgav sig med en af de mest stupide og snæversynede flok rådgivere, der er set i omegnen af en amerikansk præsident.

Det sidste kan være vigtigt i det længere perspektiv. Disse højrerepublikanere, flere af dem fundamentalister med Gud på hjernen, har i deres husbonds regeringsår haft frit slag, udhulet økonomien med uforsvarlige skattelettelser for de rigeste og drevet landet ud i en ideologisk bestemt, vanvittig krig i Irak. Deres mildt sagt mangel på politisk og anden visdom er klart demonstreret, samtidig med at klimaforandringerne nu også i Amerika er blevet andet og mere end et samtaleemne. Den politiske korrekthed, de opfandt som begreb og bekæmpede så nidkært i den kulturkamp, de indledte allerede i Clintons første år, har nu vist sig at være, ja nemlig: korrekt, fordi den i det store og hele er i overensstemmelse med virkelighedens og tingenes tilstand.

Planken ud

Disse kræfter har i Bush's år fået lov til at gå planken ud, de har fået afløb for deres magtbegær, kan man sige, hvilket kan være godt for noget.

Adlai Stevenson, der i sin tid var modkandidat til Eisenhower og som siden blev FN-ambassadør under Kennedy, sagde engang: "Magt korrumperer, men magtesløshed korrumperer totalt". Der går en rum tid, før det republikanske højre kan føre sig frem med samme styrke og korrupte argumenter uden hensyn til realiteterne, således som den fundamentalistiske bevægelse kunne det i årene uden helt så meget magt, samt i disse fem år med magten over såvel Kongressens to kamre som Det Hvide Hus, og hvor de ikke desto mindre stadig har påstået sig underlagt den politiske korrektheds tyranni.

Hvis en og anden læser i disse linjer mener at kunne ane en parallel til danske forhold, kan en og anden have mere ret, end en og anden umiddelbart forestiller sig.

I forsvarsposition

På et eller andet tidspunkt i sin regeringstid kan den aggressive politiske leder, der har slået sig op på forgængernes og modstandernes umulighed og kravet om altings forandring, kollektivt holdningsskift og kulturkamp med vindere og tabere, trods alt ikke længere optræde som både regering og opposition og opretholde en aggressiv retorik mod den politiske korrekthed, eftersom en ny politisk korrekthed nu blot er kongruent med ham selv og hans egne og meningsfællers holdninger.

Dertil kommer, at han nu kommer i forsvarsposition, for hvad han har gjort og ikke gjort. Kampen for at holde sig i front bliver som at bevæge sig på en knivsæg. Hver en bevægelse uden bestandige korrektioner med arme og ben for bare at holde balancen er livsfarlig.

Hvis brugerbetaling for eksempel ikke mere er sagen, fordi vælgernes overvejende holdning truer, må han for enhver pris udradere ordet af sit program og kommer dermed på kanten af alle sine egne, som man før i tiden har indoktrineret med brugerbetalingens velsignelser, noget for noget. Hvis krigens mål ikke længere efter nogen realistisk vurdering kan være indførelsen af demokrati i det land, hvortil man har sendt soldater - og dét af en helt anden oprindelig årsag, masseødelæggelsesvåben er ikke noget, vi tror, det er noget de ved - må han ikke desto mindre for enhver pris opretholde påstanden, skønt selveste Henry Kissinger, der Realpolitiker über alle - mener, at de, der tror, demokrati er muligt i Irak pt., simpelthen er dumme.

Sur cerut

Knivsæggen bliver for hver dag skarpere. Den, der ordner andre ved løgnen, skal selv ordnes derved. Kreativ bogføring og vildledning kan ikke i længden redde selv den snedigste manipulator. Der kommer en dag, og den dag er tragediens stund for den magtudøvende, således som det har været en langstrakt tragedie for de retsindige, over hvem han har udøvet denne magt skånselsløst og uden hensyn til anstændige hensyn og den politiske korrekthed, som han altså blot har udskiftet med sin egen.

Hvad angår politikere uden skrupler, er det bundne mandat i og for sig en fordel. Man ved, hvad man har at rette sig efter: herfra og dertil. I sidste mandatperiode behøver man ikke lefle for at vinde et valg, man ikke kan stille op til. Ulemperne er i øvrigt større, men det er en anden historie. Under alle omstændigheder: Tider vil skifte, og sæder mildnes. Det sidste kan man tvivle på, men ikke det første. Tegnene viser sig så småt, bølgens kraft tager af.

Det gælder om at få så meget igennem, mens tid er, som præsterne i Dansk Folkeparti, der vil have lov at ryge på deres kontor. Den personlige frihed i en sur cerut til kaffen rangerer åbenbart højere end hensynet til rengøringspersonalet og de menneskekærlige tidehvervspræsters folketingskolleger.

Fra vor egen verden fratræder BT's politiske chefredaktør. Dermed mister regeringen et trofast talerør. På falderebet kalder Erik Meier Carlsen i (endnu) en henrivende formulering - moden til en montre i pressemuseet - BT's læsere, som han takker ydmygst for tiden, de har haft sammen, for den danske jords salt. I hvis hoved, mulden er deponeret, kan foreliggende blads læsere på den formulering selv regne ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu