Læsetid: 5 min.

Magt som styret afmagt

For den nye rektor for Kunstakademiet, Mikkel Bogh, er 68'ernes ide om frihed som individuel frigørelse forlængst passé, og selv nutidens leder er højst en edderkop i et spindelvæv, han ikke kan overskue
20. september 2005

Da Mikkel Bogh efter sin forfremmelse fra lektor til institutleder begyndte at læse ledelsesteori og indføre medarbejderudviklingssamtaler, human resource management og virksomhedskultur, tabte hans kolleger på Institut for litteraturvidenskab næse og mund. I et miljø, hvor forskning var noget, der foregik i ophøjet ensomhed, var det lidt af et chok at blive prikket på skulderen og spurgt: "Hvordan går det?" Nu skal den 41-årige kunsthistoriker så overtage ledelsen af Kunstakademiets traditionsrige og omsuste billedkunstskole efter den garvede Else Marie Bukdahl. Der er nye tider på akademiet.

"Jeg overtager ledelsen i en organisation, der selv har været med til at gøre mig til den kunsthistoriker, jeg er i dag," siger Mikkel Bogh. "Så jeg skal videreføre en arv snarere end at genopfinde skolen. Men jeg overtager også på et tidspunkt, hvor institutioner som Kunstakademiet blandt andet skal reflektere over, hvordan man vil forholde sig til internationaliseringen: Vil vi springe med på den totale mobilitet, vil vi have et særpræg, hvordan tænker vi overhovedet kunstuddannelsen på EU's og globaliseringens nye betingelser?"

Den moderne kunst på væggene i Mikkel Boghs hjem ser velintegreret ud. Faktisk ligner en plakat fra Ringenes Herre den nyeste anskaffelse i lejligheden hos den nyudnævnte rektor og hans familie, som han anfører sammen med sin hustru Anne Fastrup, lektor ved Boghs nu tidligere institut på Københavns Universitet. Vi befinder os i den karré ved Sortedams Dosseringen, hvor det en overgang frygtedes, at intelligentsiaens politiske engagement var igang med sine endegyldigt sidste krampetrækninger: Ved siden af Bogh bor Ole Thyssen og Frederik Stjernfelt, som i en periode lagde en stor del af deres kræfter i en intifada mod cyklerne på gangstien uden for ved søerne. En overgang, der virkede lang, var det som om, man aldrig igen ville høre mere storladne politiske udmeldinger fra landets hjernereserve end dem.

Siden har Stjernfelt imidlertid udgivet en ganske omfattende politiske udmelding i sin og Søren Ulrik Thomsens Kritik af den negative opbyggelighed, som står på Boghs reol ikke langt fra Negri og Hardts Multitude. Og Bogh understreger igen og igen, at hvis hans generation står for nogen mental omvending, så er det netop deres insisteren på at inddrage politikken i enkeltsagen, historien i nutiden og konteksten i behandlingen af værket - et syn, som mange troede, 80'erne tog livet af, da de tog livet af marxismen, men som Bogh vender tilbage til, når han omtaler alt fra nutidens kunst til nutidens ledelse:

"Jeg tror den ladhed eller kynisme, som min generation ofte er blevet skudt i skoene, er en misforståelse af en refleksivitet, som er nødvendig i den fase af moderniteten, vi befinder os i - ikke mindst for at skabe et multikulturelt samfund, hvilket jeg er glødende tilhænger af. Altså det at man på en gang engagerer sig i organisationer med mere konkrete mål og bevarer en åbenhed over for nye synspunkter, at man uden at slæbe rundt på utopierne alligevel har lyst til at gribe ind i verden lokalt."

Man er i et rum

Det bipper i Bogh-residensen. En bærbar computer står opslået ved vinduet ud til søerne med en sidste forskningsrådsansøgning på vegne af Boghs gamle institut, og fra det tilstødende værelse lyder engang imellem en dæmpet summen fra en utålmodig mobiltelefon. Endelig dukker der et mærkeligt signal op fra en kilde, som Bogh forklarer er hans datters tamagotchi. Det virtuelle kæledyr er blevet efterladt og lider tydeligvis nød.

"Også på kunstuddannelsen er konteksten ekstremt vigtig," fortsætter Bogh. "Ikke alene har skolen en offentlig forpligtelse, fordi vi bruger skatteydernes penge på at uddanne kunstnerne, men al kunst har en offentlig side. Eleverne skal være opmærksomme på, hvordan det post- eller senmoderne offentlige rum kommer til at fungere. Chantal Mouffe beskriver det offentlige rum som et system af antagonismer: Det gælder om at forstå dets historie og de grænser, det er gennemtrængt af. Hvad er en beskuer, hvad er en by, og hvad er markedet? Der er en stigende tendens til, at kunstere interesserer sig for interaktionen med deres omgivelser - i kunsten som en relation snarere end bare som et subjektivt udtryk."

"Nutidens erhvervsliv tror stadig på det romantiske simulacrum om den skabende kunstner, så når markedet presser dem til konstant fornyelse, opfinder de begreber som 'management jazz' og går til kunsten for at finde den subjektive kreative energi. Men kunstnere i dag er ikke bare producenter, men systematiske, konceptuelle og aktivistiske; indsamlere af informationer i komplekse helheder. Det er kendetegnende for kunstnergenerationen på min alder, at de er spørgende, intellektuelle og reflekterede, samtidig med at de er umiddelbare og spontane - to sider, der ofte fremstilles som hinandens modsætninger."

Magt og modstand

Det er altså ikke i leg med ler og 'management jazz', at Bogh ser nogen særlig synergi mellem kunstens og erhvervslivets tankegang. Det er snarere i det mere overordnede nye menneskebillede og samfundssyn, som blandt andet udtrykker sig i ledelsesteorierne: "Human resource management er på godt og ondt et udtryk for, at man kan se medarbejderen i organisationen som en hel person med sin egen historie og erfaringer og sin egen særlige måde at være for eksempel lektor i kunsthistorie på. Ikke som tidligere blot en funktion. Det perspektiv er også kontekstuelt. Og selv om man skal være på vagt over for, at tankegangen ikke tillader arbejdspladsen simpelthen at sluge personen hel, er den en måde at gøre medarbejderen mere fri og mere indflydelsesrig - med al den ontologiske usikkerhed, den frihed medfører. Og så handler magten ikke længere om at styre, men om at påvirke: Magt som styret afmagt, og magt som vilje til at skabe de rammer, der også gør modstand mulig."

Her lyder der et næsten desperat bip fra børneværelset: "Der døde den sikkert," siger Bogh og slår opgivende ud med armene. Det tager et sekund, før jeg kommer i tanker om tamagotchien.

Der er en parallel. Værket fortætter sin samtid, enkeltsagen bærer sit større perspektiv i sig - og mennesket er et sammenløbspunkt af strømninger. "Det lyder paradoksalt, men al 68'ernes tale om fællesskab gemte også på en enorm og blind individualisme, en tro på frihed som frigørelsen af den enkelte, som Houllebecq har beskrevet skarpt i Elementarpartikler. Men bag 70'ernes frihedsdiskurs lå der nogle utroligt restriktive ideologier. I forhold til dem var 80'erne en enorm befrielse, et fravær af program som var angstfremkaldende, men også en åbning. Siden har det virket naturligt at insistere på det konkrete, menneskelige udgangspunkt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her