Læsetid: 3 min.

Magten er gået

30. oktober 1996

DER VAR ENGANG, da LO var en magtfuld organisation.
Formanden for LO var hele fagbevægelsens ubestridte førstemand. En melding fra hans side, var normalt sikret en god plads på avisforsiderne. Der kunne nemlig sættes magt bag kravene, når LO på alle fagforbundenes vegne skulle forhandle løn- og arbejdsvilkår. Den sidste LO-boss fra den epoke hed Thomas Nielsen.
Siden er meget ændret. Magten har forladt fagbevægelsens gamle hovedorgan. Tilbage er blevet et foretagende, der først og fremmest er form. Hovedkvarteret på Rosenørns Allé er det samme. De ydre ritualer omkring LO-kongressen er - som man kunne se i går - stort set de samme. Og LO-formanden udtaler sig stadig, som om han var en af rigets største kanoner. Men ude i virkeligheden fremtræder det gamle magtcentrum først og fremmest som en paraply. En koordinerende, men stort set magtesløs og noget ramponeret paraply.

MANDEN MED paraplyen hedder nu Hans Jensen. Af en LO-apparatnik at være, er han meget populær og velanset i den del af verden. Men han kommer mere end 10 år for sent til at blive formand for noget væsentligt.
Den afgående formand, Finn Thorgrimson, blev aldrig folkekær. Da han overtog posten i 1987, faldt det i hans lod at præsidere over forfaldet. Blandt fagfolk har der alligevel i perioder stået respekt omkring ham.
Men mærkværdigt nok forstod Thorgrimson aldrig, at hans høje tillidspost også gav medlemmerne et naturligt krav på at få at vide, hvad deres formand havde af kommentarer til aktuelle emner. Thorgrimson var uhørt afvisende overfor pressen og gav med med hele sin tilknappede stil en særlig personlig kulisse for LO's indflydelsesmæssige deroute.

SELV PRØVER Thorgrimson i sin sidste formandsberetning at beskrive, hvorledes LO's kloge politiske manøvrer siden 1987 førte til først Schlüter-regeringens fald, og senere til et så godt grundlag for Nyrup-regeringen, at det er lykkedes at sænke ledigheden og opnå nogle af de seneste års bedste økonomiske resultater. LO's afgørende bidrag var en bekendelse til en dæmpet omkostningsudvikling, forklarer Thorgrimson om sit kunststykke.
Dette billedet af LO som alle problemløsningers moder står pudsigt i forhold til virkeligheden:
Da arbejdsmarkedet i sidste halvdel af 1980'erne sagde farvel til de centrale overenskomstforhandlinger, satte man for alvor LO i defensiven. Resultatet af processen blev, at de stærkeste forhandlingsgrupper satte sig på de andre. Centrum rykkede i fagbevægelsen til CO-Metal. Og på arbejdsgiversiden blev Dansk Arbejdsgiverforening tilsvarende sat skakmat af Dansk Industri.
Samtidig betød funktionær-gruppernes fremmarch på arbejdsmarkedet, at LO-området også tabte indflydelse til FTF og AC.

DET HELT afgørende nederlag for LO som samlingspunkt for fagbevægelsen har imidlertid været det totale kollaps i arbejdet på en fælles modernisering af strukturen. Efter årtiers debat om industriforbund og andre tidssvarende organisations-modeller gav Thor-grimson og daværende næstformand Hans Jensen til sidst op.
De store reformer blev ædt op af indre opgør i fagbevægelsen. I stedet endte man i 1994 med et tyndt 'samarbejdsgrundlag', der skulle fungere som en slags våbenhvile. Nu kører man videre med den forældede forbundstruktur, mens nye karteller og andre sammenslutninger dannes og afprøves.

DET ER skandaløst, at den faglige struktur dermed udvikler sig så ulogisk, at de fleste medlemmer for længst har opgivet at følge med.
I sin afskedsberetning havde Thorgrimson disse visdomsord om emnet: "Der er mange initiativer i gang til organisationsændringer, og de sigter altovervejende på at få en mere effektiv faglig indsats. Det er godt, for det er den vej, vi skal."
Tænk engang. Sikken en måde at forklare udviklingen i den strukturfarce, hvor det enkelte medlem er med i et forbund og en af dettes lokalafdelinger. Og i en særlig sektion eller gruppe indenfor forbundet. Og dertil medlem af et kartel - eller noget der vist nok snart ligner. Og som vistnok er rygende uenigt med forbundet. Eller også er der omvendt.
Tvivlere kan nu henvende sig hos den regionale LO-repræsentation. Her ved de det måske. Ellers kan de uddele nogle pjecer om 'det udviklende arbejde'. Det er en af LO's nye mærkesager, som det forvirrede medlem så kan glæde sig over. Det kan jo være rart at få lidt for de mange kontingentkroner.

mol (Jacob Mollerup)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her