Ordrig, men konsekvent og hvas Chabrol-film om en kvindelig undersøgelsesdommers kamp mod økonomisk kriminalitet
Selv om miljøet er Paris' overklasse, føler man sig nærmest på hjemmebane i filmens indledningsscener. En finansmand i Riskærs, Thorsens og Brixtoftes indtægtsklasse arresteres for økonomisk kriminalitet og viser - som danskerne - ikke skyggen af skyldfølelse, kun forurettelse. For "ved I ikke, hvem jeg er?"
Den stilige ældre herre lægges dog efter fransk skik i håndjern, og i denne unødvendige magtdemonstration ligger kimen til filmens morale: Lovhåndhæverne jager helt berettiget de økonomiske svindlere, for hvem en million er håndører, men lader sig selv beruse af magtens sødme, så de mister sin menneskelighed. Personificeret af den nidkære undersøgelsesdommer Jeanne Charmant, der intet gør for at leve op til sit navn, spiller domsmagten fallit trods sympatisk retfærdighedssans og ubestikkelighed.
Det er den nu 76-årige, men stadig ufortrødent aktive Claude Chabrol, der dykker ned i et vildnis af uigennemskuelige svindelnumre og økonomiske jonglør-tricks udført af topledere i det franske erhvervsliv og deres politisk udnævnte kumpaner.
Inspirationen har Chabrol fået fra 1990'ernes Elf Aquitaine-skandale, en afsløring af tvivlsomme forretningsmetoder i Frankrig store benzin-selskab, der dengang var statsejet. Og den undersøgelsesdommer, Jeanne Charmant, der er handlingens hovedperson og spilles af Isabelle Huppert, har lighedspunkter med virkelighedens Eva Joly.
Kvindelig enegænger
Det er en magtfuld dame, for i Frankrig har man ikke samme skarpe adskillelse mellem politiarbejde og domsmagt som i Danmark, og Jeanne får rask væk den ene økonomiske snyder efter den anden sat bag lås og slå efter at have endevendt deres hjem og kontorer.
Men præcis hvor langt rækker hendes magt? Farer hun for hårdt frem? Og i hvor høj grad er det juridiske system selv en del af den gråzone, hvor svindlerne opererer? Chabrol har tydeligvis nydt at bevæge sig rundt i de anløbne finanskredse, hvor den ene topchef er lige så røget, som den anden er speget. Han fanger let deres kyniske tonefald og den haj-agtige grådighed.
Men er man som denne anmelder lidt tungnem, hvad angår den slags transaktioner, kan det dog godt være svært at følge med i, hvad der præcis er på spil. For nok forklares der meget i den snakkesalige film, men overblikket lader sig ikke lige danne.
Filmens tyngdepunkt er dog portrættet af den juridiske arbejdsnarkoman Jeanne Charmant, og det interesserer uafbrudt. Hun går ensporet og ubarmhjertigt til værks, men modsat sin forgænger i Palais de la Justice, Simenons Maigret, er hun handicappet af menneskelige skyklapper og blottet for medlidenhed. Og kulden breder sig til hendes privatliv, hvor hun forsømmer en mere og mere desperat ægtemand.
Isabelle Huppert spiller hende med respektindgydende mangel på sympati-anglen, og omkring hende ageres der med samme præcision. Den eneste ubetinget sympatiske figur er Jeannes afslappede nevø, der er ganske ligeglad med magt og karriere og tjener til livets ophold ved at udfærdige kryds-og-tværs-opgaver. Han spilles af instruktørens søn Thomas Chabrol, og heri kan man måske godt se en halvskjult finte til alle filmens besatte magtmennesker.
Magtens rus. Instruktion: Claude Chabrol. Manuskript: Odile Barski og Claude Chabrol. Fransk (Gloria i København)
