NOGLE GANGE kan man lære en hel del af sladder. Af tirsdagens Folk her på siden kunne man således forstå, at socialminister Karen Jespersen skulle bruge (noget af) dagen på at indvie et folkekøkken på Amager. Og det er fint med en minister, der stikker fingeren i jorden. De er for sjældne. Men køkken-indvielsen må være en af grundene til, at hun ikke også kunne tage (noget af dagen) til Odense og snakke om socialt udstødte og truede grupper. Heller ikke selvom den "nationale konference" er et slags varemærke for regeringens solidaritet med de svageste grupper.
Der blev murret en del i krogene over ministerens fravær, og bedre blev det ikke, da også hendes departementschef meldte fra. Og uanset hvad baggrunden var, så var det ærgerligt, at Karen Jespersen ikke var der, for der var masser af mennesker, der havde noget at sige - f.eks. 40 af de brugere, som ministeren altså er ret god til at tale med, og som i øvrigt havde lidt svært ved at komme til orde i den 600 mand og kvinde store forsamling.
Og ministeren kunne - ansigt til ansigt - have diskuteret den kritik, der blev fremført i onsdagens Information, og som hun på dagens debatsider kalder uberettiget.
MEN MERE fatalt var det, at ministeren gik glip af et hjerteskærende skarpt indlæg fra Bjarne Lenau Henriksen fra Kirkens Korshær (omtalt i Inf. tirsdag) - en karakterbog til normaldanskeren, som burde husstandsomdeles og læses op til morgensang i ministerier og folketingsgrupper.
Korshærschefen hudflettede den "velstandsæstetik", som bliver "forstyrret" af de udstødte og elendige. En æstetik, der dybest set bunder i normaldanskerens angst og følelse af utilstrækkelighed, og som får søde og rare danskere til at rotte sig sammen for at forhindre åbningen af et værested for sindslidende. Han dissekerede det funktionalistiske menneskesyn, der måler individet ud fra dets nytteværdi, og som i stadig højere grad gennemsyrer socialpolitikken i skikkelse af aktiverende handleplaner m.m. Han udpegede superindividualismen som en direkte trussel mod demokratiet, fordi den ikke tilstår de svage og de anderledes det fuldgyldige borgerskab, de ellers har krav på.
Bjarne Lenau Henriksen holdt sig klogeligt på et humanistisk plan i sin tale. Det er hans opgave. Det er politikernes dont at omsætte menneskesyn til politik, og måske kom socialforskeren Finn Kenneth Hansen tæt på sandheden, da han i onsdagens Information sagde, at regeringen har forregnet sig på opgaven og ikke har erkendt hvor meget, der står i vejen for en effektiv indsats for de udstødte grupper af hjemløse, sindslidende og misbrugere.
FOR DE SNART FIRE år med to Nyrup-regeringer, har ikke ændret på de grundliggende præmisser for socialpolitikken. Det er sagt før, og det vil blive sagt igen: Den er stort set deponeret i Finansministeriet. Albuerum er der ikke meget af i Karen Jespersens ministerium. Det er, som Tore Jacob Hegland, professor ved Aalborg Universitet, sagde i onsdagens avis, småpenge, der rasler rundt i socialministerens sparebøsse, og i det lys har man helt ondt af hende - for hvad er vilje uden penge?
Men hvad man imidlertid kan klandre regeringen som helhed er, at der igennem de fire år har vist sig at være større og større afstand mellem ord og handling. Først i regeringsgrundlaget fra januar 1993 og sidst for en måned siden i statsministerens åbningstale er det fælles ansvar for de svageste blevet fremhævet: "Regeringen har meldt klart og kompromisløst ud, når det gælder de mest udsatte grupper: Vi vil sætte en stopper for udstødning af mennesker i Danmark", sagde Nyrup 1. oktober til Folketinget.
MEN ORDET "kompromisløst" skurrer i ørerne, for politikken overfor de svageste grupper i samfundet er lige netop et langt kompromis. Som kritikken lød i Information onsdag skærmer regeringen tildels af overfor de allersvageste grupper, mens de næstsvageste - de truede, dem, der ikke er udstødte endnu - slet ikke er omfattet af samme omsorg. Her udsender regeringen og med den en bred front af det politiske liv helt andre signaler. Her slår funktionalismen, som Lenau Henriksen talte om, igennem.
I sit indlæg i dagens avis holder socialministeren professor Tore Jacob Hegland frem som vidne for, at der bliver gjort noget for de allersvageste grupper af ud-stødte. Men det var jo ikke det kritikken gik på. Den gik på, at man ved at skyde på de næstsvageste, bliver at skabe nye 'kandidater' til udstødningen. Om dét skriver selvsamme Hegland i det skriftlige oplæg til konferencen i Odense:
"Der er en ringe forståelse for, at en meget betydelig del af 'de forsørgede' - blandt langtidsarbejdsløse, førtidspensionister, socialt og psykisk ramte, 'sent udviklede', forskellige minoritetsgrupper o.s.v. - er stillet udenfor reelle, sociale og kulturelle fællesskaber, der kan give deres tilværelse mening og indhold. [...] Hermed toner det splittede samfund frem: Et velbjærget flertal, et foragtet, talmæssig betydeligt, men indbyrdes opsplittet og magtesløst mindretal, samt enklaver af udstødte, der er under tålelig omsorg".
Velstandsæstetik. Funktionalistisk menneskesyn. Superindividualisme. Det splittede samfund. Det er hårde ord at være oppe mod. Det kræver, at man tager nogle opgør, som regeringen hidtil er veget langt udenom, sammensat som den er. Opgør med den tænkning, der symbolsk nok placerer socialministeren langt længere nede i ministerrangordenen end finansministeren.
Og som dermed accepterer en magtesløshed overfor de mekanismer, de skubber flere og flere ud i yderkanten af det danske samfund.
jn (Jens Nielsen)
