Læsetid: 6 min.

Magtfabrikken

Den franske eliteskole ENA er inkarnationen af den franske politiske elite, som enhver politiker med ambitioner om et embede både må være et produkt af og distancere sig selv fra - og det gælder især Ségolène Royal, der kommer fra ENA's guldårgang 1980
10. april 2007

Timingen var perfekt, da Frankrigs liberale præsidentkandidat François Bayrou sidste weekend for en stund erobrede valgkampens rampelys ved at foreslå, at det var på tide at nedlægge eliteskolen ENA, Ecole nationale d'administration.

Det var ikke bare endnu en præsidentkandidat, der angreb endnu en detalje i et lands regeringsførsel. Som hver diskussion om ENA, siden Charles de Gaulle oprettede skolen i 1945 for hurtigst muligt at opdrætte en politisk elite, der kunne samle Frankrig op af asken, handlede François Bayrous kritik om så meget mere end det.

Den handlede om en magtbastion, der i årtier har produceret en politisk elite, der har siddet tungt på den i forvejen centraliserede franske magt - og med fuld magtlogik har flyttet størstedelen af sine aktiviteter til EU-hovedsædet Strasbourg i de seneste par år. Der med et til tider næsten uforståeligt, ordrigt bureaukratsprog har skabt sig en magtverden, der fra den ene side anklages for at være uden kontakt til folket; fra den anden fra at være ude af kontakt med den globaliserede økonomi, som Frankrig mere end noget andet vesteuropæisk land er ramlet ind i med stor rama-sjang og voldsom splittelse til følge.

Og den handlede om forsøget på at stille sig i modsætning til eliten, der er kernen af enhver ambitiøs fransk politikers strategi, fra Bayrous egen underdog-position som den liberale enspænder, over den folkeligt hurtigtsnakkende Sarkozys kritikker af sin egen regering til ENA-produktet Ségolène Royals projekt om "folkelig overvågning" af politikerne og "det deltagende demokrati."

ENA har i årtier produceret Frankrigs herskende klasse. Gennem afsindigt hårde - og brede - optagelsesprøver, der handler om alt fra offentlig økonomi til det frygtede 'Grand Oral' (store mundtlige), hvor kandidaterne i 45 kan blive spurgt om hvad som helst, udskiller den hvert år 100-120 studerende, der som regel har forberedt sig på optagelsesprøven i to år.

Ud af dem producerer skolen Frankrigs magthavere - i en grad, så to ud af landets tre seneste præsidenter og syv ud af landets seneste 12 premierministre er produkter af ENA - ligesom chefen for den europæiske centralbank Jean-Claude Trichet i øvrigt også er det.

En stemme fra graven

I oktober blev den spirende franske valgkamp ramt som et lyn af en stemme fra graven. Det skete, da kanalen Zalea TV udsendte et klip fra et interview med den berømte sociolog Pierre Bourdieu, der var optaget i 1999.

"Ségolène Royal er hverken venstre-orienteret eller højre-orienteret," sagde røsten fra graven. "Hun gik på ENA og stillede sig dér spørgsmålet 'er jeg til venstre eller til højre' ud fra sine karriereplaner."

Bourdieus angreb på den i 1999 ikke ret kendte Royal (hvis modkandidater Sarkozy og Bayrou usædvanligt nok ikke kommer fra ENA) ramte lige i solar plexus, fordi sociologen står bag den mest rammende kritik af eliteskolerne og ENA nogensinde, som han udgav i bogen La noblesse d'Etat (Den statslige adel) i 1989. Her beskrev Bourdieu, hvordan ENA og eliteskolerne udgjorde deres egen lukkede magtstruktur, der reproducerede sig selv og tillod en stadigt snævrere magt-adel at blive siddende på magten i generation efter generation:

"Der er et lovbureaukrati, som har konverteret sig til en adel, og som med ENA har fundet sit ideelle værktøj til at reproducere sig selv," forklarede Bourdieu i et interview til Le nouvel observateur i forbindelse med bogens udgivelse.

Derfor slog sociologens kritik hårdt på den Royal, der gennem hele sin valgkamp har bestræbt sig på at fremstå som den selvskabte kvinde, der kun på grund af sine evner og uden netværk er nået til den position, hun indtager i dag.

Royal er nemlig et produkt af det, der kaldes ENA's guldårgang: Årgang 1980. Ikke alene gik hun i klasse med sin kommende mand, hendes partis nuværende 'nr. 1', François Hollande. Hun gik også i klasse med den kommende premierminister Dominique de Villepin og hans søster Véronique, med Villepins kommende departementchef Pierre Mongin, og med kommende topfolk fra forretningslivet som Henri de Castries (kommende direktør for forsikringskoncernen AXA), Jean-Pierre Jouyet (kommende fransk nationalbanksdirektør og siden direktør for Barclays France) - og med Marie-Françoise Bechtel, som indtil for nylig var leder af: ENA.

Papir på sin adel

Carsten Sestoft fra Aarhus Universitet er kender af både Bourdieu og fransk kultur, og han vurderer ikke, at ENA's netværksbetydning er radikalt anderledes end andre netværksproducerende uddannelser som for eksempel statskundskab og andre universitetsuddannelser i Danmark. Forskellen er, at ENA's vægt i langt højere grad ligger på selve udvælgelsen af de fremtidige håb, snarere end den senere formning af dem gennem uddannelsen.

"Selve selektionen gør ENA prestigefuld, fordi den signalerer, at der udvælges folk, der i forvejen er 'af høj kvalitet.' Og en af Bourdieus pointer er så, at eliten reproducerer sig selv, fordi det i høj grad er de manerer og den politiske fingerspidsfornemmelse hjemmefra, der får en til at blive en succes i systemet. Og således bliver undervisningen ikke så meget en produktion af mobilitet som en måde at registrere og ratificere sociale forskelle - en høj karakter bliver et papir på, at man kommer fra et godt hjem."

Disse pointer fra Bourdieu gælder ikke kun de franske eliteskoler. Men kritikere har peget på, at den ekstreme opdyrkning af eliten har påført Frankrig et demokratisk underskud uden lige blandt sine naboer, og at magthaverne muligvis ikke har været nok udsat fra en ny tids konkurrence til at kunne håndtere de nye udfordringer.

Korrupt kaste

En af de hårdeste kritikere er den britiske historiker Perry Anderson, der i to essays i 2004 anklagede ENA og Frankrig for at have produceret "den mest hermetisk styrende kaste i Vesten." Ikke bare holder denne elitekultur andre klasser uden for de privilegerede positioner, mener Anderson; "oligarkiets indavl har uvægerligt produceret en allestedsnærværende korruption."

En af årsagerne er den såkaldte "pantouflage": Den særlige ordning for enarker (ENA-kandidater) der sikrer dem deres job i embedsmandsinstitutionen, mens de eventuelt forsøger sig med en politisk karriere, og som gør, at højtstående i Frankrig smertefrit glider rundt mellem administration, forretning og politik. Denne ordning har ENA-folkene også fået indført for deres funktionærer i EU-systemet.

En effekt af korruptionen, forklarer Anderson, er en dyb folkelig fremmedgørelse fra den elite, der styrer Frankrig, og en "foragt for den roterende klasse af embeds-besiddere," som blandt andet førte til, at hele 33 procent af befolkningen undlod at stemme ved forrige præsidentvalg i 2002.

Det er denne kultur, som Ségolène Royal både repræsenterer og hævder at ville bekæmpe. Opgavens formidable omfang kan emplificeres ved hendes ambition om, at fagforeningssystemet skal danne grundlag for et mere fleksibelt og involverende fransk arbejdsmarked. Problemet er bare, at kun ti procent af franskmændene i dag er medlemmer af en fagforening.

Migræne

Når François Bayrous weekend-angreb på ENA var godt timet, skyldtes det at det årlige møde for ENA og de øvrige eliteskolers gamle elever fandt sted den selv samme weekend.

Mødets overskrift bar selv en klang af den let migræneramte magtelites træthed over demokratisk brok: "De offentlige aktører og projekters konfrontation med det kortsigtedes diktatur."

I en kronik i Les Echos forklarede lederne af de gamle eliteelever problemet med et citat af ingen andre end den gamle kardinal Richelieu:

"De, som lever dag for dag, lever lykkeligt for sig selv, men man lever ulykkeligt under deres lederskab."

Et onde ved demokratiet, forklarede de, var, at man som leder er så afhængig af folkets humør. Den sande leder, herimod, måtte være i stand til at se langt. Om den franske elite har set langt nok til at få sit folk med, er et spørgsmål, som det kommende præsidentvalg måske vil være med til at afklare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her