Læsetid: 3 min.

Magtfuldkommenhed

Hvis man som journalist, redaktør, forsker, præst eller andet gang på gang oplever kritik, når man beskæftiger sig med bestemte emner eller benytter bestemte kilder, så skal man være meget standhaftig for at blive ved, fordi det i sidste ende truer én på levebrødet. Når toppolitikere sender vrede SMS-beskeder til udvalgte DR-ansatte og når DR-Nyheders udenrigsredaktør modtager private opkald fra topembedsmænd, som han opfatter truende, så er der lige præcis tale om sådan et pres. Det foregår i det skjulte, og udadtil kan kulturministeren og statsministeren fastholde at man ikke kunne drømme om at påvirke den redaktionelle frihed, forskningsfriheden, forkyndelsesfriheden, ytringsfriheden, eller hvad det måtte være
17. marts 2007

Det er naivt at tro, at Brian Mikkelsens mail til DR's bestyrelsesformand ikke er en del af en årelang borgerlig kulturkamp, som retter sig mod hele samfundet. Det er en gammel erkendelse i toppen af regeringspartierne, at det virkelige slag om Danmarks fremtid ikke slås under forhandlinger om årlige finanslove eller forlig om økonomiske indgreb. Kulturkampen er en benhård guerillakrig fra hus til hus mod det, som borgerlige ideologer opfatter som den gamle garde af venstreorienterede, kulturradikale og socialdemokrater, der i mange år har besiddet betydningsfulde nøgleposter og haft vægt i den offentlige debat. Her har institutionen Danmarks Radio været en af de vigtigste skydeskiver. Og presset på Danmarks Radio ligger helt i forlængelse af den umaskerede påvirkning af den frie forskning, præsternes forkyndelsesfrihed, lærernes metodefrihed og det monumentale opgør med eksperter og smagsdommere i VK-regeringens første periode.

Kulturminister Brian Mikkelsen har ført an i denne kulturkamp på en måde som ikke altid har været lige elegant. Hvem husker ikke hans sammenkædning af kulturkanon og opgør med "middelalderlig" islam på et konservativt landsråd. Sammenkoblingen sendte kanonprojektet ud i en større krise. Eller Brian Mikkelsens beskyldninger mod ansatte i DR's ledelse om at ville klynge Per Stig Møller op i en lygtepæl, når revolutionen kommer. Anekdoter fra fortiden, som senere blev gjort til grin af både udenrigsministeren og Brian Mikkelsens egne partifæller.

Danmarks Radio er en vægtig om ikke den vægtigste spiller på det danske mediemarked, og institutionen skal kunne tåle kritik fra alle kanter også fra politikere og ministre, som er uenige i dækningen af bestemte sager. Men sagen om mailen fra Brian Mikkelsen til DR's bestyrelsesformand Jørgen Kleener handler ikke om det. Den handler om, at Brian Mikkelsen angriber navngivne ansatte i en situation, hvor DR er dybt økonomisk afhængig af regeringens velvilje. Udover et par kvindelige nyhedsværter er det nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen og mellemøstkorrespondent Ole Sippel, der er problemet. Ingen af de to er længere på de poster i Danmarks Radio. Derudover afslører mailen en interessant intern diskussion i regeringen. Udenrigsminister Per Stig Møller har angiveligt på et ministermøde foreslået, at man i stedet for at privatisere TV 2 skulle sælge Danmarks Radio, som jo er "anti regeringen". Heri ligger der dels en skjult trussel til DR-formanden: Hvis I ikke retter den politiske linje, så er der risiko for privatisering. Men først og fremmest ligger der en afsløring af, hvordan man tænker aller øverst i regeringen. Der er de gode og venlige over for regeringen på TV 2, og så er der de onde og negativt indstillede på Danmarks Radio.

Mediemagt er kraftfuld - spørg blot den tidligere italienske ministerpræsident Silvio Berlusconi. Kan man kontrollere medierne, kan man kontrollere opinionen og den meningsdannelsen, som er grundstoffet i demokratiet. Derfor er diskussionen om kulturministerens besked vigtig. Jørgen Kleener valgte at videresende den truende mail fra kulturministeren til daværende generaldirektør Christian Nissen og orienterede ham senere om, at han havde fået en "skideballe" af Brian Mikkelsen på grund af DR's redaktionelle linje. Man kan altid diskutere om, den slags pres virker. Er journalister, redaktører ikke så hårdhudede, at de er i stand til at fastholde deres integritet og journalistiske uafhængighed? Svaret er nej. Den type pres uanset om den foregår over for forskere, præster eller journalister virker efter hensigten, fordi den hviler på en økonomisk afhængighed. Det fører først og fremmest til selvcensur og en ekstraordinær hensyntagen til de politiske kræfter, der presser og i anden omgang til en politisk skævvredet prioritering.

. Ser man på den konkrete kritik af Danmarks Radios dækning af Irak-krigen, må konklusionen være, at den snarere end at være for kritisk ikke var kritisk nok. Andre krigsførende magters mediedækning har været langt mere aggressiv, og skal man bebrejde DR noget, må det være, at Ole Sippel og andre ikke formåede at få politikerne til i langt højere grad at lytte til de røster, som advarede mod det morads, som regeringen og koalitionen i dag har ført Irak ud i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu