Læsetid: 5 min.

Magtkamp før Irans præsidentvalg

Militæret og de konservative kører egne kanidater i stilling. I feltet er også jokeren Rafsanjani
13. maj 2005

I disse dage registrerer hundreder af mænd - og enkelte kvinder- sig som kandidater til præsidentvalget den 17. juni i Iran, og i næste uge vil størstedelen af dem blive afvist af det konservative Vogternes Råd. Men iblandt de få, der kommer igennem nåleøjet - ved sidste valg drejede det sig om 10 ud af 800 - vil der formodentlig stadig være nogle af de kandidater, der har præget de sidste måneders kaotiske magtkamp. Dette utroligt vigtige valg skal afgøre, hvem der skal overtage Khatamis plads som præsident for 70 millioner iranere og blive den islamiske republiks ansigt udadtil midt i en atomkrise. Men derudover har valgkampene også afsløret de indenrigspolitiske kriser, præstestyret kæmper med i egne rækker.

Reformfløjen har ikke kunnet opstille en karismatisk kandidat til at genskabe den stemning, Khatami gjorde op til og under sin jordskredssejr i 1997. Deres bedste bud er fhv. kultur- og uddannelsesminister Dr. Moin, der fik en stjerne hos de unge, da han trådte af som minister i 2003, bl.a. i protest mod konservative gruppers voldelige adfærd mod studerende. Som Khatamis sejr i 1997 viste kan de iranske studerendes støtte føre til et chokresultat, og det faktum, at Moin ikke er gejstlig kan bestemt være til hans fordel. Et potentielt trumfkort på de reformvenliges hænder er tidligere ministerpræsident Mir-Hossein Musavi, der har været en udtalt kritiker af de konservative.

Det er i skrivende stund uvist om Musavi vil stille op, men hvis han gør, vil Moin træde tilbage og dermed støtte Musavis potentielle lynkampagne. Det har været meget besværligt for de forskellige gejstlige og verdslige lobbyer, der udgør den konservative 'højrefløj', at finde frem til en fælles kandidat. Tovtrækkerier, intern splid og intriger har over de sidste par måneder vist, at de konservative på ingen måde er en forenet størrelse, og at der er en kløft mellem de traditionelle konservative og de yngre nykonservative.

Den traditionelle fløj repræsenteres af et par kandidater, hvoraf Ali Larijani er den førende skikkelse. Larijani kommer fra en gejstlig familie, men er ikke selv præst. Han har styret statens tv- og radiostationer, har siddet i Ministeriet for de Revolutionære Garder og er ikke mindst den øverste leder Khameneis repræsentant i Sikkerhedsrådet, hvorfor han regnes for Lederens topkandidat. Han vil derfor nyde stemmer fra diverse offentlige organisationers ansatte, der på den ene eller anden måde er tvunget til at stemme på ham, samt fra dele af den gejstlige magtelite og basarkøbmændene. Larijani har understreget, at enhver indrømmelse i atomenergikonflikten vil svare til "det største forræderi", og har dermed lagt en hård kurs i sin udenrigspolitik.

Truede med kup

Et af de punkter, der bekymrer kommentatorer er, at der blandt den nye generation af konservative kandidater er personer med militær baggrund. En af dem er den farverige skikkelse Qalibaf, der indtil for nyligt var leder af de berygtede politistyrker Niru-ye entezami. Qalibaf har tiltrukket sig opmærksomhed med en fornyelse af det iranske politi, indførelse af kvindelige betjente og bekæmpelse af korruption inden for egne rækker. Han var knap så populær, da han efter studenteroptøjerne i 1999 var med til at underskrive et brev til præsident Khatami, der af mange blev opfattet som en trussel om et muligt militærkup.

Qalibaf har betegnet sig selv som en fundamentalist, men ikke som en del af nogen bestemt fløj eller organisation. Han har indrømmet, at han ikke har noget politisk program, og at Iran mest af alt har brug for en stærk autoritet som Reza Khan, der grundlagde det shah-dynasti, som den islamiske revolution væltede: "Jeg er en Hezbollahs Reza Khan!" udtalte han paradoksalt sidste uge.

Det lader til, at det ikke kun er de reformvenlige, der frygter denne kandidat, og selv blandt de konservative har man fremhævet, at militære personer normalt ikke kan stille op til præsidentvalg. Ikke desto mindre vil Khamenei formodentlig beholde Qalibaf som et acceptabelt supplement til Larijani. Det er uvist, hvorvidt militæret og ikke mindst de paramilitære Hezbollah- og Basiji-grupper vil støtte op om 'Khameneis kandidat' (Larijani) eller 'militærets kandidat' (Qalibaf). Under alle omstændigheder frygter kommentatorer, at en konservativ sejr vil betyde en militarisering af Iran, samt et endeligt nederlag for reformfløjen.

Jokeren i dette spil er den gejstlige Hashemi Rafsanjani. Han er kendt som Irans mest indflydelsesrige mand, med en fortid som den afdøde grundlægger Khomeinis nære ven, som præsident i to perioder og senest som leder af sit selvbestaltede Hensigtsmæssighedsråd.

Udspekuleret spil

Den 70-årige, gådefulde Rafsanjani har ført et udspekuleret politisk spil igennem de sidste 27 år, der gør at man ikke kan identificere ham med en bestemt fløj. Han har skiftevis konfronteret og allieret sig med de konservative, og da han i 90'erne placerede sig på den politiske midte, hjalp han faktisk Khatami og de reformvenlige til sejr. Denne sejr affødte til gengæld en friere presse, der afslørede hans rolle i en række mord på intellektuelle og systemkritikere, hvorfor han er forhadt i den iranske opposition. Rafsanjanis forhold til Lederen er anspændt, og dette har skabt yderligere konflikter blandt de gejstlige, der kan ende med at have afgørende betydning for udviklingen. Imens Rafsanjani er konservativ i sin social- og kulturpolitik, er han til gengæld mere positivt indstillet på dialog med Vesten.

Udenlandske observatører forventer, at Rafsanjani med sit kendte ansigt og evne til at fremstille sig selv som en moderat politiker kan vinde valget, så mener iranske analytikere, at hans deltagelse kan betyde, at ingen kandidat får mere end 50 procent af stemmerne, hvilket i så fald vil betyde en anden runde efter valget. Skulle Rafsanjani vinde bliver det nok svært for ham at stille sig i opposition til Lederen, men ikke desto mindre lader det til han har fundet støtte blandt nogle reformvenlige politikere.

Det, der i midlertidig er vigtigere, er at se hvor mange kandidater, der bliver godkendt af høgene og dernæst hvor mange iranere, der vil stemme, og dermed legitimere den islamiske republiks særlige opskrift på et moderne statssystem.

Rasmus Elling er cand.mag. og ekstern lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her