Læsetid: 2 min.

Magtskifte i svensk politik

Moderaterna blev den store vinder ved søndagens valg, hvor Socialdemokraterna for første gang nogensinde mistede magten under en højkonjunktur
19. september 2006

"De nye Moderaterna er årets store valgvindere".

Partileder Fredrik Reinfeldt havde svært ved at skjule sin begejstring, da han søndag aften trådte frem foran jublende tilhængere og proklamerede en ny borgerlig regering. Med en margen på syv mandater lykkedes det den borgerlige koalition, Alliansen, at hive en kneben valgsejr i land. Det er kun sket to gange tidligere siden 1933 og aldrig i opgangstider med højkonjunktur og økonomisk fremdrift. Det giver grund til optimisme i de borgerlige partier, der har intentioner om at fastholde magten.

Sejrsvinden blæste dog ikke for alle de borgerlige partier. Mens Moderaterna med 26 procent af stemmerne gik 10 procent frem, måtte Folkpartiet indkassere en gedigen vælgerlussing. Partiet med Lars Leijenborg i spidsen fik aldrig vristet sig fri af spionskandalens skygger og gik tilbage fra 13,4 til 7,5 procent.

Valgets helt store taber blev dog Socialdemokraternas Göran Persson, der måtte sande, at partiet valgkampen igennem ikke formåede at give tilfredsstillende svar på vælgernes største bekymring: arbejdsløsheden.

Kort efter at valgresultatet lå klart, meddelte Göran Persson, at han efter mere end 10 år ved magten træder tilbage som statsminister og samtidig forlader posten som Socialdemokraternas leder.

"Vi har tabt valget, men vi er ikke et slagent parti," sagde Göran Persson, der på én gang virkede skuffet og lettet over resultatet.

For Moderaterna blev søndagens valg det bedste siden 1928. Samtidig var resultatet en klar blåstempling af Fredrik Reinfeldts omdannelse af partiet.

I lighed med Anders Fogh Rasmussen i Danmark er det på få år lykkedes Fredrik Reinfeldt at styre Moderaterna væk fra de nyliberalistiske minimalstats-ideer, som tidligere prægede partiet, og ind på en mere midtersøgende linje.

Herhjemme var netop Anders Fogh Rasmussen da også hurtig ude med lyk-ønskninger til Fredrik Reinfeldt og den borgerlige koalition.

"Det har fra borgerligt-liberalt hold i Danmark været meget tilfredsstillende at se det sammenhold, der har været mellem de fire borgerlige partier i valgalliancen. Det tror jeg også har bidraget positivt til resultatet," sagde Anders Fogh Rasmussen, der sammenlignede det svenske valgresultat med systemskiftet i Danmark i 2001.

En sammenligning, som den tidligere socialdemokratiske leder, Mogens Lykketoft, dog ikke forstår.

"Man må sige, at Socialdemokraterne i Sverige taber med en enorm styrke, fordi de stadig har 35 procent af stemmerne bag sig. Det er ikke noget ydmygende nederlag, men et resultat af, at man har haft regeringsansvaret så længe."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu