Læsetid: 3 min.

Magtspredning er opskriften på fred i Nordirland

Topmødet i Skotland mellem den nordirske konflikts parter kan blive et nyt gennembrud for fredeliggørelsen af provinsen
13. oktober 2006

EDINBURGH - Atmosfæren i Skotland ved denne uges møde for hovedaktørerne i Nordirlands mangeårige lavblus-borgerkrig er god og fordragelig. IRA har nedlagt våbnene. Den fundamentalistiske prædikant og leder af de protestantiske hardliners, Ian Paisley har været villig til at sætte sig - ikke blot sammen med den irske premier-minister, Berty Ahern, og Storbritanniens Tony Blair, men også med Gerry Adams, leder af Sinn Fein og den person i IRA's ledelse, der vejer tungest.

Skotland - med sin lange tradition for selvstændighed i retsanliggender (husk blot Lockerbie-sagen), dets uafhængige uddannelsessystem (intet under, at skotter har domineret Blair-regeringerne) og senest sit autonome parlament med reel magt - er et lærestykke i politisk decentralisering for alle, der frygter den - det være sig i Belfast, Madrid, Kosovo, Tel Aviv eller Ny Delhi.

Ser man bort fra udenrigs-, forsvars- og atompolitik kan stort set alt decentraliseres. Edinburgh har sågar sit eget permanente gesandtskab i Beijing. Magtspredning - uanset om den indebærer klodsede, rodede strukturer - er en million gange bedre end krig, især borgerkrig - den grusommeste og ofte blodigste af alle krige, hvilket mange spaniere og især den spanske opposition med dens bombastiske nedrakning af Zapatero-regeringens fornuftige forslag til kompromis med de baskiske militante, forbavsende nok lader til at have glemt.

'En misforståelse der virker'

Langfredagsaftalen fra 1998 var det gennembrud, der skabte den de facto fred, der i dag hersker i Nordirland (den var også modellen for Lizarra-erklæringen i Spanien, som førte til ETA's første våbenhvile). I sin tid kaldte en kommentator den for "en misforståelse, der virker". Den gjorde det muligt for begge sider at tro, at aftalen var i deres egen politiske dagsordens bedste interesse (hvilket antyder, at begge sider læste ting ind i den, som ikke var der).

De to siders politiske dagsordener er dog stadig uforenelige. Protestanterne, som udgør omkring 60 procent af den nordirske befolkning, ønsker at blive ved med at være del af Storbritannien, mens katolikkerne derimod ønsker at slutte sig til Irland i syd.

Godt halvdelen af protestanterne betragter Langfredagsaftalen, som tilstræber at give katolikkerne en fair politisk repræsentation og en fast minoritetsandel af ministerierne i et decentraliseret parlament med det skotske som forbillede, som et godt grundlag for en permanent løsning, mens den anden halvdel med Paisley i spidsen stadig lufter tvivl om dette. Hvad angår nationalisterne på katolsk side ser de den som en trædesten på vejen imod et forenet Irland.

Blair og Ahern presser på

Men det mest positive ved den forhandlingsproces, der har efterfulgt Langfredagsaftalen, er ikke blot, at den politiske vold er døet hen, men også at ingen af siderne føler sig bundet til gamle politiske former.

Den irske regering vandt i 1998 en folke-afstemning, der gav afkald på syds konsti-tutionelle krav på suverænitet over nord.

Og protestanterne, med Paisley kun delvist imod, har erklæret sig villige til at være del af fællesirske institutioner, hvori Storbritannien og Irland har ligelig politisk indflydelse. Dette har åbnet døren for frivillige forandringer frem for tvungne.

Længe endnu risikerer situationen dog at blive påvirket af, hvor mange optøjer der vil blive udløst af endnu en provokende Orange Ordens-march og af antallet af IRA-udbrydergrupper, der indtelefonerer bombetrusler.

På denne uges møde vil Ian Paisleys unionister blive forsøgt overtalt til at indtage deres pladser i et decentraliseret parlament og acceptere deltagelse af ledende Sinn Fein-medlemmer i et sådans regering. Nu, da den britiske regering har bekræftet, at IRA helt og fuldt har nedlagt våbnene, vil Blair og Ahern minde Paisley om, at lige så længe protestanterne opretholder deres fødselsrate, vil deres numeriske flertal også forblive intakt. Sinn Fein er allerede overbevist om, at vold ikke længere er nødvendigt, hvis fællesirske institutioner på tværs af grænsen kan fungere rimeligt.

For begge sider burde trumfargumentet være provinsens økonomiske fremtid. Hvis freden nu konsolideres, er der ingen grund til, hvorfor nord ikke skulle blive en integreret del af syds bemærkelsesværdige vækst- og velstandsbølge.

Jonathan Power er udenrigspolitisk kommentator for International Herald Tribune og Information

© Jonathan Power og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu