Læsetid: 4 min.

Magttomrum

En uhellig alliance af israelske bosættere og militæret forsøger at opretholde status quo i de besatte områder
24. januar 2007

Forleden stod der en lille notits her i bladet med titlen "Palæstinenserne ud af bilerne." Hans Henrik Fafner rapporterede fra Tel Aviv, at palæstinensere ikke længere måtte køre som passagerer i israelsk indregistrerede biler på de af Vestbreddens veje - de såkaldte bosætterveje - hvor de i forvejen skal have særlig tilladelse til at færdes.

Jeg tænkte straks på de mange gange, jeg sammen med en palæstinenser er kørt i israelsk indregistreret bil fra Ramallah til Nablus eller Jenin for at få uundværlig hjælp til at skildre forholdene på Vestbredden, og ifølge Fafner blev det da også opfattet som en alvorlig indskrænkning af pressefriheden.

Derfor kom der voldsomme protester. Israelske biler fra fredsfløjen kørte i kortege ind på Vestbredden og skabte så meget bad publicity, at regeringen måtte 'nedfryse' forordningen, der tilsyneladende egenhændigt af 'sikkerhedsgrunde' var sat i værk af lederen af den centrale kommando, Yair Naveh.

Det var samme general, som foretog en større militæraktion midt i Ramallah på jagt efter en ikke særlig betydningsfuld militant palæstinenser, på akkurat samme tidspunkt som premierminister Ehud Olmert sad til topmøde i Sharm al-Sheik med Ægyptens Hosni Mubarak. Fire blev dræbt og mange sårede foran snurrende tv-kameraer, og de to lederes pressekonference kom stort set ikke til at handle om andet.

Mangedoblet rejsetid

Militærets indflydelse har også vist sig, når det gælder implementeringen af de løfter om øget bevægelsesfrihed i og mellem de besatte områder, som Olmert gav til Mahmoud Abbas på deres møde for nylig.

En opgørelse som avisen Haaretz har lavet sammen med FN's lokale kontorer og Machsom Watch - den organisation af israelske kvinder, som står ved de vigtigste checkpoints og holder øje med soldaternes behandling af palæstinenserne - viser, at der stort set ikke er sket nogen lempelse. Det er en rystende liste af begrænsninger, som klart demonstrerer, at det er ikke nok at kalde Gaza for et fængsel. Også Vestbredden er fyldt med lukkede enklaver, som det kræver særlige og nærmest uopnåelige tilladelser at kunne færdes imellem.

Opgørelsen viser, at der midt i januar var 75 permanente checkpoints plus 150 'flyvende' overraskelses- checkpoints i løbet af en uge. Dertil kommer 446 forhindringer, der gør det umuligt for beboerne af palæstinensiske byer at køre ud på bosættervejene. Mur og sikkerhedshegn er selvfølgelig en væsentlig forhindring for, at palæstinenserne kan besøge hinanden eller dyrke deres jord. Der er 83 stålporte, men ifølge opgørelsen er det kun 25 af dem, som lejlighedsvis er åbne.

Har man endelig fået en tilladelse, skal man regne med en rejsetid, som siden år 2000 er mangedoblet. En strækning fra Bir Naballah til Jerusalem, der tidligere tog syv minutter, tager nu en time på grund af de mange forhindringer. Der er, som Uri Avneri skriver i sin ugentlige kommentar, virkelig tale om noget, der minder om de bantustans, vi fandt i apartheidens Sydafrika.

Til trods for, at den 4. Geneve Konvention klart forbyder overførsel af et lands civile borgere til besat område, og til trods for, at FN i en række resolutioner har taget afstand fra bosættelserne, fortsætter udbygningen af dem på Vestbredden og legitimerer dermed på en vis måde militærets begrænsninger i palæstinensernes bevægelsesfrihed. For selvfølgelig er de 400.000 bosætteres liv på besat område i konstant fare, og selvfølgelig er ethvert drab en ømtålelig sag for en så svag israelsk regering, som den nuværende.

Derfor bliver det heller ikke til noget med alle løfterne om først at rømme en række udposter og siden foretage en større tilbagetrækning fra bosættelser på den 'forkerte' side af Sikkerhedshegnet - eller "apartheidmuren" som fredsfløjen kalder den.

Bosætterne fik en midlertidig politisk sejr, da ensidige tilbagetrækninger viste sig at spille fallit, både når det gjaldt Libanon og Gaza. Men der er samtidig tegn på en alvorlig træthed i den israelske befolkning over bosætterne. Tv-optagelserne af en kvindelig bosætter fra den lille koloni inde i Hebron, der overfuser og chikanerer en arabisk familie, satte gang i en strøm af fordømmelser.

Formanden for Yad Vashem, det store holocaustmuseum i Jerusalem, Tommy Lapid, der også har beklædt posten som justitsminister, sagde i sin ugentlige radiokommentar, at bosætternes behandling af palæstinenserne mindede ham forfølgelsen af jøderne i det Jugoslavien, hans egen familie undslap fra under Anden Verdenskrig..

Lovløst område

Som så ofte ved den slags lejligheder greb de israelske soldater ikke ind og forhindrede, at bosætterbørnene smed sten mod de palæstinensiske huse. Det har fået regeringspolitikere til at tale om, at soldaterne skal sørge for, at israelsk lov bliver overholdt. Men som den tidligere viceborgmester i Jerusalen, Meron Benvinisti, gør opmærksom på, gælder israelsk lov ikke i de besatte områder - i hvert fald ikke for palæstinenserne, der er undergivet militære forordninger. Han fortsætter:

"Det er let at fordømme vulgariteten hos bosætterekvinden fra Hebron og at reducere den lille jødiske enklave i byen til en bande kriminelle. Men de er blot det ukrudt, som skyder op af den rådne jord, der er skabt af det grusomme regime, der hersker hinsides den grønne linie. Det er et regime, baseret på etnisk diskriminering og adskillelse, på dobbelt standarder og fraværet af et retssamfund."

Som Shaul Arieli, den tidligere officer fra Hebron, der nu leder organisationen Breaking the Silence, sagde til mig, da vi stod i en af de små bosættelser i byen: "Som soldater vidste vi, at det udelukkende handlede om at beskytte jødiske interesser, og at henvise til menneskerettigheder og internationale konventioner var det samme som at lede efter en nål i en høstak."

I det nuværende magttomrum, hvor Olmerts parti Kadima i meningsmålingerne har mistet to tredjedele af sin tilslutning, er det en uhellig alliance af bosættere og militæret, der forsøger at opretholde besættelsens status quo - med alt hvad det indebærer af daglige lidelser for de besatte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her