Læsetid: 4 min.

Mainstream kan også være smuk

Hvide minkpelse, hættetrøjer, mediebriller og converse-støvler. Den danske mainstream musikscene blev fejret fredag aften i radiohusets koncertsal
16. januar 2006

Hvis man er meget musikinteresseret, så er der en tendens til at man kun nødigt indrømmer, at man hører P3. Og hvis man gør, så tilføjer man hurtigt: "men kun søndag aften." Public Søndag sætter en ære i at dyrke musikken fra undergrunden, og det respekterer man. Snobeffekten er lige så markant inden for musikbranchen som i alle andre kulturelle miljøer. Lad det derfor være sagt med det samme: Jeg hører P3. There - I said it. Selvfølgelig helst søndag aften... men bestemt også om morgenen. Det er nemlig om morgenen, jeg har brug for den energi, som P3 er leverandør af. Den energi løftede en fyldt koncertsal igennem en aften med så store musikalske udsving, at det på plakaten så ret uforligneligt ud. Fra Tina Dickows bløde næsten nøgne vokal til anarkistisk punkrock med Rock Hard Power Spray, der er nøgne på en helt anden måde.

Hele P3 Guldshowet kunne følges på DR2 og P3, men seerne og lytterne gik glip af det, man som tilskuer i Radiohusets Koncertsal blev forundt en 10 minutters tid inden musikken gik i gang. Mikael Bertelsen og Grethe. Underholdningschef på DR2 og meget savnet vært fra det lige så savnede satireprogram De Uaktuelle Nyheder, Mikael Bertelsen. Og ansat ved DR gennem 40 år og ansvarlig for koncertsalen, Grethe. De to kunne blandt andet fortælle, at byggeriet af koncertsalen begyndte under Anden Verdenskrig, men håndværkerne forsinkede arbejdet flere år: "og ikke af samme grund som de nu gør det ude i Ørestaden," tilføjede Mikael Bertelsen. Nej, de ønskede ikke, at nazisterne skulle bruge salen, så derfor stod den først færdig i 1945.

'Jeg gi'r en pils'

Efter Mikael Bertelsen havde varmet publikum godt op, og de havde fået formaninger om, at mobiltelefoner skulle være slukkede, og der ikke måtte indtages væske i salen, så man risikerede at spilde på de lyse lædersæder, fyrede Magtens Korridorer op med et nummer, der ellers kun bør høres med et bæger fadøl i hånden. "Picnic på Kastellet" sikrede Magtens Korridorer prisen som Årets Lytterhit, der vælges af lytterne. Og den unge fan Rasmus Pedersen havde vundet retten til at læse en hyldesttale op, der tydeligvis betød næsten lige så meget for gruppen, som den pris de stod med i hånden. Forsanger Johan råbte spontant ud i salen: "Jeg gi'r en pils!"

Værten Peter Palshøj, hvis søvnmønster efterhånden må være uigenkaldeligt ude af balance efter de mange år på morgenfladen, var klædt helt i hvidt og kørte showet med den føromtalte energi, der dog kan gå hen og blive enerverende i for store mængder. Heldigvis havde P3 fundet en række kunstnere til at uddele priserne. Den højgravide Pernille Rosendahl kunne således tildele prisen 'P3-kunstneren' til bandet Mew og dermed sin mand Johan Wohlert. Der er ingen tvivl om, at Mew med den nye plade Mew and The Glass Handed Kites har vundet sig ind i P3s playlistehjerte. Gennem hele showet var der lagt op til, at Mew skulle spille et par numre. På storskærm kørte en lille fortælling mellem prisuddelingerne, hvor en pæn lille lyshåret dreng blev smidt ud fra Radioens Drengekor, fordi han sang som en tøs. Hverken hans mor, Tina Dickow, eller Magtens Korridorer kunne bruge fistelstemmen til noget, men til sidst trodsede han fordommene, fulgte drømmen og endte på scenen i salen, hvor han begyndte at nynne refrænet til Mews "The Zookeepers Boy". På det tidspunkt havde de fleste nok set det komme, at fistelstemmen over dem alle, Jonas Bjerre, ville tage over og bevise, at man kan nå langt, selv om man måske lyder som om, man hører hjemme i Radioens Pigekor.

Eksperiment

Showet indeholdt også en kåring af Årets Gennembrud, der gik til Bikstok Røgsystem, der ikke kunne spille, da både Pharphar og Blæs Bukki var ude af byen. Eaggerman modtog prisen på gruppens vegne. En anden nomineret fra kategorien fik dog hele salen til at vugge frem og tilbage i en art synthesizer-båren trance. Spleen United med hittet "Peak Fitness Condition".

Kvintetten havde selskab af et andet Århus-band på listen over nominerede til Årets Gennembrud. Figurines fik dog ikke en pris med hjem til det lille velrepræsenterede Århus selskab Morningside Records. Det gjorde Oh No Ono. Prisen Årets Eksperiment gik til de fire krøllede og gøglede ålborgensiske musikere. De spiller hammondorgel, banjo, trommer, guitar osv. i et hamrende højt tempo ledsaget af en helium-vokal. At de får en pris fra P3 under betegnelsen 'eksperiment' siger måske mere om P3, end det siger om Oh No Ono. Ordet vi leder efter er nærmere: Originalt.

Dolph er ikke glad for gøgl. Han er garanteret heller ikke begejstret for cirkus, så det var godt, at de klovnefriserede drenge fra Oh No Ono ikke stod på scenen, da den fascistiske blå flodhest indtog showet med det velkendte infernalske "Arghhh!". Flodhesten Dolph har sit eget radiohit, og han fik vidst som den eneste kunstner lov til at udføre det via playback, indtil han blev nakket af rapperen L.O.Cs backinggruppe, der bestod af dværge. "Helt stille som en ninjababy, sover jeg," sukkede Dolph fra gulvet og kaldte forgæves på vennen Wulff.

Tina Dickow er nok det nærmeste, man kommer en diametral modsætning til Dolph, men hendes popularitet er af samme højde som flodhestens. Hun vandt den eneste pris, der følger kroner med. 100.000 for en plade, der har gjort kvindelige singer/songwriters til en industri i Danmark og for en liveoptræden, der er en helt speciel intim oplevelse. Som det lød i juryens motivation: "det føles som at blive grebet hårdt i nakken". En anledning for Tina Dickow til at takke én, som hun inden for det sidste års tid måske har behandlet utaknemmeligt hårdt. Hendes pladeselskabsdirektør. Hende selv. Her har vi tale om en Tina, der faktisk er seks millioner værd, men kan og må nøjes med 100.000.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu