Læsetid: 6 min.

Han maler, så vi kan få øje på det

John Kørner udstiller solo i Londongalleriet Victoria-Miro. Stedet, som kun profilerer de kunstneriske spydspidser og betegnes som et af verdens vigtigste gallerier. Men John Kørner tager udfordringen med ophøjet kunstnerisk ro og gør det, han er bedst til: Han maler, så det taler
25. november 2006

Den gule farve og problemerne, som John Kørner er blevet kendt for i Danmark, er her, og i dag åbner Kørners første soloudstilling i Storbritannien.

Galleriet Victoria-Miro på 2500 kvadratmeter danner rammen om udstillingen. En gammel fabriksbygning, en victoriansk madrasfabrik, placeret bekvemt ved kanalen. Der er højt til loftets fritstående bjælker, der er plads til kunstbevægelser og plads til at arbejde. Doug Aitken, Isaac Julien, Yayoi Kusama eller Chris Ofili ligger på lageret. Kunstnere, hvis værker de færreste danske museer og samlere har råd til at komme i nærheden af. Galleriet har desuden siden 2001 repræsenteret Tal R. Og nu udstiller John Kørner, altså.

Det er i denne sammenhæng, Information møder John Kørner. Som altid et roligt gemyt, men alligevel med fornemmelse for den professionelle sammenhæng. Han har lavet femten nye malerier på et halvt år. Det er personlig rekord, for malerierne tager tid.

Stadigvæk problemer

Udstillingen hedder 2006 Problems, enten fordi der er hele 2006 problemer, eller fordi udstillingen håndterer problemerne for i år. Det skal ikke forstås så specifikt, Kørner arbejder med en generel betragtning af problemer. Hvorfor?

"Man kan vælge at anskue problemer positivt som naturlige hændelser. Der er de store problemer som sult i Afrika, men jeg er mere på jagt efter de lettere problemer. Det kan være en mor, der taber sit vasketøj, en far, der ikke kan finde en parkeringsplads eller en dreng, der ikke kan finde hjem fra skole. Jeg lader problemerne være individuelle, abstrakte størrelser. Runde former i forskellige farver. Jeg elsker at male dem på en linie. Måske 38 problemer af gangen. Jeg vil ikke lave et maleri over Vietnamkrigen eller hverdagsproblemer, jeg vil male problemerne på rækker som wienerbrød i et udstillingsvindue."

Det handler ikke om at opsøge problemer, lige så lidt som det handler om at løse dem. Kørner interesserer sig for de kunstneriske kvaliteter, der ligger i at anskue problemerne.

"Det er ikke fordi, jeg vil være opdragende og få folk til at opføre sig som bedre mennesker. Det er alene anskuelsen."

I maleriet Two men bicycling er der heller ikke noget opdragende, ligesom der heller ikke er noget markant fortællende. Her er bare to mænd på en cykel. Ham, der sidder i sadlen, bærer nickers og kasket og er måske en arbejder med sin fabrik hæftet på ryggen. Manden, der sidder forrest, kunne være en lidt finere herre eller en skorstensfejer i sort. Den orange sol står op over hans hat, men selve landskabet, de kører igennem, er vandet og vinterligt, med en dekorativt douche lillablå, der slet ikke matcher den kompakte fabriksgule. Det handler heller ikke om at matche. Måske handler det heller ikke særlig meget om det sukkertops-museum, der vælter frem foran cyklen. Det hele virker bare så uendeligt virksomt, lidt på trods - fabrikken er jo fyldt med problemer på række. Alligevel er der noget poesi i trivialiteten med to mænd, en cykel, en fabrik og et museum i et vinterlandskab.

'At have opfundet cyklen!'

Alle malerierne på galleriets førstesal har cykler som motiv. Et nyt motiv, og de kører rundt om fabrikken, der er bygget op i projektrummet.

"Det er forholdsvis nyt for mig at male cykler. Jeg finder den menneskelige faktor ved cyklen uhyggelig interessant. Skandinavien går jo for at være et sted med mange cyklister, men der er også mange der cykler her i London, i Kina er der millioner. Tænk hvis man havde opfundet cyklen! Det genererer energi at cykle, fordi man flytter sig. Folk kan blive så glade af at cykle. Jeg har malet mange solopgange, fordi man får sådan en afslappet fornemmelse af solopgangen som motiv. Jeg tror også, jeg kan bruge cyklen som et stærkt motiv, der kan give folk en stærk kropslig fornemmelse af mobilitet og friluftsliv i byen," siger John Kørner.

Hvert maleri har sine egne personer. De er alle ansigtsløse for at bevare en typekarakter som cyklister, manden og kvinden, menneskene i stuen, eller musikanterne i aktion.

"Straks, du maler et ansigt, har du givet et bestemmende karaktertræk. Det er jeg ikke interesseret i. Jeg vil gerne opretholde en åbenhed."

Åbenheden giver rum for historien og det moderne på samme tid. Der ligger ingen kulturel kode til baggrund for at male en harmonikaspiller eller et menneske med træsko. Det folkloristiske er bare nærværende, fordi det ikke er til at komme udenom. Kørner afviser, at enkelte detaljer er stærkt narrative, han oplever det hele er til stede og del af vores værdisæt.

"Jeg synes, det hele er her. Både det historiske og det moderne. Hvis du går ind i en stue i dag, for eksempel på Lolland Falster, hvor jeg har boet under en del af min opvækst, så foregår det jo stadig som i mit maleri af en dagligstue, hvor folk sidder og drikker eftermiddagskaffe efter endt arbejdsdag. De sidder og diskuterer, hvad der foregår omkring dem ude i verden. Maleriet hedder fangerne. De er fanget af deres egne værdier."

Fantastiske fabrikker

Foruden problemerne, cyklerne og menneskene er der fabrikken. Kørner synes, fabrikker er fantastiske.

"De fleste fornægter fabrikkernes eksistens. Det er attraktivt at bo i centrum, vi vil ikke kendes ved fabrikkerne, der lægges ude i periferien. Fabrikker er tit meget grimme, du skimter dem kun hastigt i forbifarten fra motorvejen. Så er der også de gamle fabrikker nærmere centrum, som bliver lavet om til kulturinstitutioner. Tidligere lavede fabrikkerne store tunge ting af stål og jern, i dag laver de simpelthen alt lige fra dine cowboybukser til vand, der tappes på flaske. Det er masseproduktion."

Kørner er hverken nostalgisk eller kritisk. Der er ingen fremmedgørelse på færde. Han anskuer fabrikken som fænomen og interesserer sig oprigtigt for fabrikkernes eksistens.

"Fabrikker har om noget en fantastisk indvirkning på vores dagligliv. Hvis man interesserer sig for samfundet, burde man se på fabrikkerne. Vi er kun opmærksomme på fabrikkerne, hvis de lukker forurenet spildevand ud. Jeg synes, det er værd at beskæftige sig med fabrikkerne som almindeligt menneske," siger John Kørner.

Det er ikke fabrikkens udviklingsafdeling, den kreative designproces eller direktionens beslutninger, der tænder Kørner. Det er selve masseproduktionen, fabrikationsenheden og menneskene, der fremstiller tingene, rører ved materialerne og bruger redskaber til forarbejdning. Det er med denne anskuelse, han har skitseret en fabrik i galleriets projektrum, komplet med mandshøje keramikfigurer af en mand og en dame ved et arbejdsbord med redskaber og hylder med varelager og elementer fra produktionen. Gulv og vægge er i klare gule farver, og der dufter bevidst af tjære.

Kørner har tidligere lavet fabrikker til udstillinger i Canada, Italien, Norge og Sverige. Han har det også godt med fabrikken i London. "Den gule farve skaber et univers så rent og fint," siger han.

Når han maler fabrikker, skitseres de som en stor kasse med skorsten og antydning af en produktion. Han maler ting fra virkeligheden, så vi kan få øje på dem.

Kørner giver os billeder af fænomener fra samfundet så vi mærker, de er her. Det kan virke fjollet at male en fabrik. Men netop derfor får malerier af fabrikker os til at forholde os til den vægt og værdi, fabrikken har i samfundet. De er ikke til at komme uden om. Fabrikkerne i kunsten producerer tanker. Kørner ligeså...

* John Kørner: 2006 Problems, Victoria-Miro Gallery, London. 25. november til 22. december.

Mere: www.victoria-miro.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu