Læsetid: 1 min.

Malik: Irak vil stå for sikkerheden fra nytår

På en blodig dag i Irak sagde premierminister Maliki, at hans styrker snart overtager ansvaret for sikkerheden i hele landet. Urealistisk, mener dansk kaptajn
19. april 2007

Allerede fra den 1. januar 2008 overtager irakerne selv ansvaret for sikkerheden i alle landets 18 provinser. Det sagde premierminister Nuri al-Maliki i går, efter briterne overdrog kontrollen med den sydlige Maysan-provins til irakerne. Dermed er fire irakiske provinser nu overladt til irakerne selv. Næste etape bliver tre provinser i de kurdiske områder, og så kommer turen til Wasit-provinsen og Kerbala-provinsen.

"Derefter tager vi en provins ad gangen, indtil vi opnår den fulde overgang inden året er slut," lød ordene i talen fra Maliki, som blev leveret på vegne af premierministeren af hans sikkerhedsrådgiver, Mowaffaq al-Rubaie ved en ceremoni, som markerede overdragelsen af sikkerhedsansvaret i Maysan-provinsen.

Mandag trak den yderligtgående shiamuslimske præst Moqtada al-Sadr seks ministre ud af regeringen i protest mod, at Maliki ikke vil sætte dato på de op mod 180.000 udenlandske styrkers tilbagetrækning fra Irak, og for nylig var der store demonstrationer i Irak med samme krav til premierministeren. Maliki overdrog i går de seks Sadr-folks ministerområder til andre ministre i sin regering, men han har ikke smidt en dato på bordet for, hvornår de 146.000 udenlandske soldater under amerikansk ledelse skal helt ud af Irak. I sin tale kom han dog sine kritikere en smule i møde."Nogle mennesker har krævet en tidsplan for, hvornår de fremmede styrker forlader Irak. Det er jo et krav fra enhver patriot, og vi arbejder på at skabe ordentlige omstændigheder for en tilbagetrækning. Det handler om at fuldføre træningen af irakiske soldater og om at skaffe dem nok udstyr," lød det i premierministerens tale.

Netop uddannelse og udstyr bliver faktisk det store problem, hvis irakerne skal kunne stå for sikkerheden vurderer Kenneth Buhl, som er orlogskaptajn og souschef ved Dansk Institut for Militære Studier. "Det går jo den rigtige vej. Men når vi ser på, hvor irakerne står nu med hensyn til udstyr og uddannelse, så tror jeg næppe, at de allerede til nytår er oppe i de omdrejninger, det kræver," siger Kenneth Buhl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu